Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hygge er en disciplin for de heldige

For nylig tog New York Post med bidende ironi det danske fænomen under behandling og anførte, at hygge på amerikansk er oversætteligt til »total bullshit«.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den danske hyggeindustri har formået at transformere striksokker, tekopper og stearinlys til en guldkalv, som i øjeblikket undergår en global malkning uden lige. Foreløbig er der udkommet mindst ni engelsksprogede bøger om hyggetrenden, der handler om noget så kompliceret som at hælde en kop varm eller kølig væske op og hengive sig til en underbelyst samtale med gode venner.

Men efter en langvarig ekstravaganza af positiv, international omtale, har det danske fænomen nu fundet sit skeptiske publikum. Her i New York er »hoogah« for eksempel et koncept, som de færreste har nogen ambitioner om – endsige mulighed for – at geråde sig ud i.

I byen, der aldrig tager så meget som et fem-minutters-hvil, er ideen om at tilbringe aftenerne henslængt foran forskellige former for åben ild, altimens simremaden skvulper på komfuret, nærmest absurd. Når arbejdsdagen er slut, adskillige timer senere end den gennemsnitlige danske ditto, forekommer hverken en langtidsmørnet osso buco eller et bloklysorgie at være oplagte aktiviteter. Specielt ikke, fordi de fleste newyorkere bor i lejligheder, der med lidt held er på størrelse med det indvendige af en Fiat Panda og er omfattet af et røgalarmsystem, der umuliggør så meget som en let rysten med Tordenskjoldsæsken.

For nylig tog New York Post med bidende ironi det danske fænomen under behandling og anførte, at hygge på amerikansk er oversætteligt til »total bullshit«. Andre medier som Slate Magazine mener ligefrem, at osen fra de danske stearinlys lugter af den protektionisme, der i forvejen løber hurtigere end et par billige nylonstrømper hen over de splittede amerikanske stater. For, som magasinet pointerer, er hygge ikke noget, vi involverer fremmede i. Den rendyrkede hygge-zen rummer en indbygget eksklusion af dem, vi ikke kender eller ikke er enige med.

Hygge er, i hvert fald når den praktiseres i danske mængder, uløseligt forbundet med vores fagforeningsregulerede velfærdssamfund, hvor vi med fred i sjælen kan smække stængerne op efter 37 ugentlige arbejdstimer og følge dagens konsensuspolitiske udfoldelser i nyhederne. Men i et land, hvor sikkerhedsnettet er tyndt som husholdningsfilm, hvor det er normalt at have flere fuldtidsjobs på én gang, hvor familier kæmper for at få råd til alt fra mad til medicin, og hvor folket befinder sig i en identitetskrise, hvis eksponent nu sidder i Det Ovale Kontor, skal der mere end et par pyntepuder og en plade friskbagte boller til at åbne porten til Nirvana.

Der er uendeligt mange gode ting at sige om den danske levevis, men lad os droppe illusionen om, at folk i lande med helt anderledes komplekse problemer vil opfatte en kop varm kakao og en plaid over fødderne som en længe ventet åbenbaring. Den danske nationaldisciplin er vidunderlig. Men dyrk den i visheden om, at hygge er for de heldige.