Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvornår kommer far hjem?

Da luften gik ud af patriarken, pustede velfærdsstaten omsorgen op. Er det derfor danske familier har så svært ved at opdrage deres børn og sætte grænser? Berlingske tager debatten.

Savner vi noget af det, patriarken kan i en familie? Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Rud, DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingske har i den sidste uge fortalt historien om, at mange danske forældre har svært ved at sætte grænser for deres børn. I stedet forhandler vi med dem om alt fra sengetider til aftensmad og giver dem færre og færre pligter. Autoriteten er styrtet, og forhandlingsfamilien er opstået i dens ruiner. På den måde er det moderne familieliv blevet et miniaturelandskab over samfundets udvikling fra patriakat til velfærdsdemokrati med rettigheder til alle. Sådan er det i hvert fald for lektor på RUC Henrik Jensen, der blandt andet har skrevet bogen Det faderløse samfund.

»Det afgørende knæk for autoriteten kommer med Første Verdenskrig, men det manifesterer sig først længere op i det tyvende århundrede, særligt i 60erne. Første Verdenskrig er vigtig, fordi det er her, den faderfigur, som indtil da er ubestridt og indiskutabel i familien og i samfundet, falder. Under Første Verdenskrig dør der over ti millioner ’sønner’, og den kulturelle reaktion bagefter er, at den samfundsstruktur kan man ikke fortsætte med. Efter 50ernes genoplivning af autoriteten i faderfiguren, kom 60ernes kulturrevolution, hvor den helt store nivelering af autoriteterne finder sted - også i familien. Resultatet er at man kommer ind i 70erne med en familie, der ikke længere er en pyramide med forældrene og især faderen for oven. Det er blevet et demokratisk projekt, hvor alle er på samme niveau - og her lægges grunden for forhandlingsfamilien.«

Henrik Jensen er en af de kulturforskere, der kigger ud af bagruden på den bil, vi kalder det moderne samfund, og ser, hvad vi taber på vej mod fremskridtet. Ifølge ham har vi sat den autoritære far af i vejkanten, da vi passerede T-krydset mellem 50erne og 60erne, og nu har velfærdsstatens terapeuter sat sig bag rettet.

»Man kan opleve det sådan, at budskabet fra systemet er, at man ikke automatisk er en kompetent forældre. «


»Op til 60erne havde vi en velfærdsstat, der var defineret af det, jeg kalder ’pligtkulturen’. Her var der principper som: ’du skal yde før du kan nyde’ og ’ingen skal lægge andre unødigt til last’. Det var en undtagelse, at du brugte velfærdsstaten. Og ikke uden en vis skamfølelse. Men fra 70erne og frem får vi en velfærdsstat, der er defineret ud fra en rettighedskultur, og ved at alle får noget. Den er blevet en terapeutisk instans for den enkelte. Og den positive - ville nogle synes - udlægning af det, er, at den er til for at ’hjælpe’. Men samtidig er den der også for at strukturere og normalisere. Der er en form for tvangsmekanisme i en eller godheds interesse - fx børnenes tarv.«

Hvilken betydning for det får at udøve autoritet i familien?

»Vi har jo lige set det med loven om cykelhjelme til børn under 15. Der så jeg en mor stå og sige i TV-Avisen, at hun var for en lov, fordi hun selv havde svært ved at få sin ældste til at køre med hjelm. Der ser man, hvor svækket familien er - den har brug for opbakning til noget, som den førhen ikke havde brug for. Overordnet skal man se, at der er en kamp mellem stat og familie. Historien viser, at hvor staten er svag, er familien stærk, og hvor familien er svag, er staten stærk. Og det er der, vi er i dag.«

Incest

For Henrik Jensen er der altså en kulturhistorisk forbindelse mellem den smuldrede autoritet og den moderne velfærdsstat. Men i følge gymnasielærer og far til to, Thomas Hansen, udspiller denne konflikt også til hverdag.

»Man kan opleve det sådan, at budskabet fra systemet er, at man ikke automatisk er en kompetent forældre, når man får et barn. Ellers var det jo ikke nødvendigt at sætte hele det apparat i verden. Og her taler jeg ikke om vanrøgt, men om at man bliver overvåget, mens man skifter ble, når man skal holde barnet. Og der er et pres for, at man skal amme i 12 måneder. Hvis du så tillader dig at stille spørgsmål til nogle af de råd og den vejledning, du får, er det klart, at man lever op til forestillingen om, at man ikke er kompetent som forældre. Og hvis man skulle sige noget om ulemperne ved al den her godhed, hvis man kan sige det sådan, er det, at nogle forældre får mindreværdsfølelser, og det kan have uheldige konsekvenser for barnet.«

Denne milde mistænksomhed og tvivl fra velfærdsstaten mødte Thomas Hansen især, da han og hans kæreste fordelte barslen anderledes mellem sig end den gængse.

»Hvor staten er svag, er familien stærk, og hvor familien er svag, er staten stærk.«


»Jeg tog forældreorlov, da vores ældste datter var tre måneder gammel, og der kan åbenbart ikke være tale om så meget ligestilling mellem mand og kvinde, at manden kan tage barsel i den helt tidlige barndom - det bliver betragtet som problematisk for barnet. Det er ikke, fordi man får at vide at vide, at det er forbudt, men det er de små sociale sanktioner som løftede øjenbryn og spørgsmål som ’er det nu en god idé’ og ’har I overvejet...’ Og sådan er det jo med den magtform, som ikke virker gennem eksterne forbud og påbud, men via normative opfordringer til, at man selv skal gøre tingene på en bestemt måde,« siger Thomas Hansen, der understreger, at han ikke er ude i et liberalistisk korstog.

»Min pointe er ikke, at velfærdssystemet bare skal lukkes ned, men derimod at problematisere de snævre rammer for normalitet, som automatisk fødes af den enorme vidensproduktion, og set fra en lægmandsperspektiv kan det undre én, at på trods af alle de anstrengelser velfærdsstaten gør sig, så er den tilsyneladende ikke er i stand til at forhindre de sager om omsorgssvigt og incest.«

Autoritetens redskaber findes endnu

Nu er det svært at ringe velfærdsstaten op og stille den spørgsmål. Men man kan måske prøve alligevel - og kontakte noget af den. Jeg får fat Bodil Kirstine Møller, der er leder af jordemoderuddannelsen på professionshøjskolen Metropol i København

»Man har jo ikke kun fysiologi og medicin på jordemoderstudiet, men også psykologi, etik og sociologi, fordi man godt er klar over, at der også er et magtforhold i det at rådgive og vejlede. Og det er man nødt til at være bevidst om, når man udøver i sådant et system. At det så alligevel ikke opleves sådan, er noget andet,« siger Bodil Kirstine Møller.

»Altså vi vil det gode, men man har måske en forholdsvis smal ide om, hvad det er at være den gode gravide, den gode familie.«


Men hvad siger du til eksempler på løftede øjenbryn og spørgsmål, når forældre vælger modermælkserstatning i stedet for at amme eller en alternativ barselstid?

»Der vil jeg sige, at det er forkert. Der må være en barriere, der gør, at man ikke får bremset den normativitet, man har lært, at man skal være på vagt overfor.«

Så magtudøvelsen finder sted alligevel, selvom jordemødre lærer ikke at påtvinge forældre bestemte idealer?

»Ja, og hvis du spørger nogle af de kloge teoretikere, vil de sige, at man ikke kan undsige sig magten. Altså vi vil det gode, men man har måske en forholdsvis smal ide om, hvad det er at være den gode gravide, den gode familie. Det etik, de jordemoderstuderende lærer, handler om, at de skal bistå en familie med det, den familie gerne vil have.«

Tilbage hos Henrik Jensen og Thomas Hansen er spørgsmålet, hvordan man alligevel indvinder lidt frirum at være familie i. Thomas Hansen først.

»Man lærer at leve med det, man trækker på skuldrene og smilebåndet af det. Det bliver lettere med barn nummer to, så får man nemmere ved at springe op og falde ned på det. Man har fået flere erfaringer til at kunne hvile i sig selv og sin autoritet i forældreskabet.«

Og Henrik Jensen vender den kulturkritiske kikkert fra bagruden til forruden.

»Jeg tror, at når den der kollosalt store og detailstyrende velfærdsstat ikke længere er noget, der er penge til, så kan der opstå et frirum. Så pendulet svinger i retning af familien igen. For hvis staten bliver svækket, bliver familien styrket, fordi den bliver mere vigtigt. Og alle redskaberne er der jo stadigvæk: i og med at man er forældre til et hjælpeløst individ i de første år, så har man nøglen til at blive autoritet igen.«