Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvornår har du sidst tjekket om du giver overskud?

Jo flere prissedler, vi er nødt til at sætte på hinanden, des mere kolliderer velfærdssamfundet med en anden af de ti vigtigste værdier i Haarders kanon – nemlig friheden.

Bent Winther. Fold sammen
Læs mere

Hele 8,6 milliarder kroner. Så meget mere koster rygerne årligt samfundet i forhold til ikke-rygerne. Værsgo’ og sug. Regnestykket fremgår af en ny rapport, som blev offentliggjort i denne uge. En pæn sjat penge både først og sidst på måneden, så sluk venligst smøgen for samfundets og skaffedyrenes skyld. Det er os, der betaler. I gennemsnit betyder det, at en ryger koster samfundet mellem 9.000 og 18.000 kroner mere end en ikke-ryger afhængig af alder og køn, fremgår det af beregningerne fra det nationale forskningsinstitut, Kora. Rygere bruger nemlig sundhedsvæsenet mere, er i højere grad på overførselsindkomst og har større behov for hjemmepleje.

Tilsvarende regnestykker kunne man givetvis lave for folk, der drikker for mange bajere, dyrker for lidt motion, får dårlige karakterer i skolen, bliver langtidsledige eller kører uden cykelhjelm. Måske er de allerede lavet og ligger et sted og venter på det rette tidspunkt til at blive skudt af, så de kan stikke en syl i den plagede samvittighed.

I konkurrencestaten er det helt naturligt at vide, hvem der giver overskud, og hvem der over et livsforløb ender med røde tal på bundlinjen. Går du i plus eller minus? Regnestykkerne giver politikere og myndigheder et vigtigt redskab til at planlægge fremtidens økonomi ud fra en simpel cost-benefit betragtning. Hvad er der sparet ved at få rygerne til at kvitte tobakken eller forhindre, at de overhovedet begynder?

Men de små prissedler, som hæftes på gode og dårlige liv, kan let drives ud i det absurde. Hvor meget bidrager en bornholmer egentlig med til samfundshusholdningen, giver kvinder overskud eller underskud, gør svenskere? Og hvad med landmænd, golfspillere, folkedansere, skateboardere, alkoholikere, billedkunstnere, huleboere, socialdemokrater og skidesprællere? Er der røde eller sorte tal på bundlinjen, når man sådan regner efter og tager det hele med? Er du yder eller nyder? Et af velfærdssamfundets skaffedyr eller nettomodtager af penge fra samfundets store klejnekasse?

At udlændinge fra ikke-vestlige lande årligt koster samfundet 16 milliarder, fordi de ikke er i arbejde i samme omfang som andre, ved vi godt. Til gengæld ved vi også, at EU-borgere fra Øst- og Centraleuropa bidrager med i gennemsnit 6.959 kroner årligt til den danske velfærdsstat. Det viste en anden undersøgelse for nylig. Når en polsk håndværker i den arbejdsivrige alder kommer hertil for at tjene penge og lader familien blive hjemme i Krakow, så er det cool cash lige ned i lommerne på skattefar, uden at der følger særligt mange udgifter med i form af træk på sundhedsydelser, uddannelse og andet. Men hvad nu hvis den polske murer fortrænger en dansk håndværker, som så må være på dagpenge, så er regnestykket pludselig et andet, mener fagforeningerne. Velfærdssamfundets individuelle prissætning er en politisk kampplads, hvor man kan score point på at udpege sine vindere og tabere.

Prisen for friheden

Til gengæld er det svært at forestille sig, at det kan være anderledes. De offentlige kasser er slunkne, og danskerne elsker deres velfærdssamfund, som i denne uge blev kåret som nummer 1 i regeringens og Bertel Haarders store værdikanon. Det velfærdssamfund, der over skatten driver en omfattende omfordeling mellem unge og gamle, rygere og ikke-rygere, rige og fattige, jyder og københavnere, sunde og raske, arbejdsløse og folk i arbejde og meget mere opfattes som den ypperste danske værdi og det, som flest ønsker at bevare.

Men jo flere prissedler, vi er nødt til at sætte på hinanden, des mere kolliderer velfærdssamfundet med en anden af de ti vigtigste værdier i Haarders kanon – nemlig friheden. Mange, som betaler en høj skat, har længe haft den opfattelse, at velfærdssamfundet fratager dem friheden til selv at bestemme over deres indkomst, når over halvdelen er båndlagt til fællesskabet. Men prissætningen af udvalgte samfundsgrupper lægger yderligere en dimension til ufriheden.

Den får velfærdssamfundet til at udvikle sig til et sted, hvor alle med god ret holder øje med alle. I gadespejlet vogter vi på hinanden for at tjekke prissedlerne, er der røde eller sorte tal? Når alle betaler til fælleskassen, vil vi også have hånd i hanke med, hvem der modtager, og hvem der bidrager. Ødsler de med vores surt tjente skattekroner? Er de syge selv skyld i, at de er syge, og gider de arbejdsløse overhovedet at arbejde? Ligger de studerende på sofaen i stedet for at blive færdige og komme i gang med at betale skat? Kunne pensionisten ikke godt have klaret et par år mere i jobbet? Gør de sig nok umage med at få gode karakterer i skolerne, og hvem arbejder sort og snyder i skat?

Indbygget i den omfordelende velfærdsstat ligger en legitim ret til at snage og vogte moralsk over hinanden og stikke næsen ned i forhold, som man under normale omstændigheder ville opfatte som personlige og dybt private. Når det ikke længere blot er en moralsk fordring at bidrage til samfundet og ikke lægge det unødigt til last, men også en meget målbar økonomisk størrelse, så bliver de menneskelige relationer tilføjet et slør, en underliggende tone af ufrihed, hvor alle skal stå til regnskab. Det er ikke længere dine egne valg, der styrer dit liv og andres opfattelse af det, men formlerne i det store makroøkonomiske regneark.