Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Hvilken paragraf er den smukkeste i Grundloven?
Nogle vil sikkert pege på paragrafferne 1-4 i sammenhæng. Det er her, det slås fast, at vi har et monarki, at den lovgivende magt ligger i Folketinget, og at vi har en folkekirke.
Dem kunne jeg såmænd også godt være til fals for.
Men jeg vil nu vælge en anden paragraf, som jeg synes er den allersmukkeste.
Det er paragraf 77. Hvori det fremgår, at »enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.«
Sagt på en anden måde: Paragraf 77 sikrer vores ytringsfrihed. Den sikrer, at vi har lov til at være uenige.
Og det er jo smukt. For er demokratiet egentlig ikke ganske enkelt den hidtil mest vellykkede måde at organisere det faktum, at magt findes og udøves, og at mennesker har det med at være uenige om, hvordan det skal foregå, og hvad magten skal bruges til.
De spørgsmål har vi slået hinanden ihjel for i årtusinder.
Det smukkeste, det allersmukkeste, ved Grundloven er for mig at se, at den ikke ser bort fra den kendsgerning, at vi mennesker har det med at være uenige.
Den ser bæstet lige i øjnene, og så siger den: Det har I faktisk lov til at være. Nu er vi blot blevet enige om de konstitutionelle rammer for at være det.
Vi har ordnet vores uenigheder og vores stræben efter at bruge magten på at gennemtrumfe lige præcis det verdenssyn, vi selv mener er det rigtige, på en måde, så vi – i hvert fald i langt de fleste tilfælde – får det håndteret uden at slå hinanden ihjel med macheter eller sætte hinanden i fangelejr.
Eller i fængsel.
Faktisk siger Grundloven til os, at det er smukt at være uenige.
Vær det nu!, opfordrer den os til. Sig, hvad I tænker! Lad ideerne brydes! Del jer efter anskuelse!
Og vær ikke bange for det. Ej heller for, at nogle andre mener det stik modsatte af én selv.
Vi behøver med andre ord ikke bilde os selv eller nogen andre ind, at vi er enige om alt. Jeg har en lumsk fornemmelse af, at det måske også er en af grundene til, at jeg er budt til at komme her og holde en tale i dag, selv om jeg som borgerlig chefredaktør jo ikke er i noget partis sold, og derfor intet har med Venstre at gøre.
Og selv om jeg i de senere måneder har været noget uenig i, hvad blandt andre Venstre går rundt og beflitter sig med som medlem af SVM-regeringen.
Hvis det er en af grundene til, at jeg er inviteret, er det smukt! Under alle omstændigheder takker jeg for invitationen.
Mit ansvar
Hvorfor er det så, jeg i det sidste halve års tid har knurret i min avis’ spalter over ikke mindst Venstre?
Det er faktisk ikke, fordi man har skabt en samlingsregering hen over midten. Fred være med det.
En regering er jo også en grundlovsfæstet måde at ordne den legitime magts udøvelse på. Og har man mandaterne til det, kan man danne en regering.
Så langt, så godt.
Mit privilegium som chefredaktør er, at jeg ikke har noget ansvar ud over det ansvar, jeg har over for domstolene, medieansvarsloven og de presseetiske regler, når jeg udøver min grundlovssikrede ytringsfrihed.
Det er ikke mig, der skal finde ud af, hvordan vi styrker det danske forsvar, så vi både kan støtte Ukraine og varetage vores egen sikkerhed i fremtiden. Det er ikke mig, der skal beslutte, hvad man skal bruge et råderum på 64 milliarder kroner til. Det er ikke mig, der skal finde ud af, hvordan man skal håndtere den genopståede migrantkrise ved Middelhavet.
Det erkender jeg. Derfor er man velkommen til at verfe mig af som en træls hofnar af en mandagstræner, der aldrig selv har hånden på kogepladen, når politik gennemføres i virkeligheden.
Det er sådan set en fair kritik.
Men fordelen ved sådan en som mig, og grunden til, at det måske kan være værd at lytte til sådan en som mig – ja, ikke nødvendigvis lige præcis mig, men SÅDAN EN som mig, er, at jeg heller ikke skal vælges næste gang. Det hensyn behøver jeg ikke tage bestik af, når jeg mener noget. Jeg kan tillade mig at være uenig uden at skulle frygte vælgernes dom.
Så.
Derfor …
Vær nu uenige
Jeg interesserer mig for ideer. Og som chefredaktør for Danmarks største, borgerlige medie interesserer jeg mig især for borgerlige ideer.
Jeg synes, at det ville være godt for Danmark, hvis der fandtes en borgerlighed, som turde bruge sin grundlovssikrede ret til at være uenig til rent faktisk at være det.
En borgerlighed, der tør noget andet end at være et mindre korrektiv til en socialdemokratisk samfundsmodel, hvor mange af præmisserne allerede er sat.
Når borgerlige politikere betoner, at for eksempel Venstre og Socialdemokratiet jo er enige om 90 procent af alt, så kan det godt være, at nogle bliver glade for at høre det. Selv bliver jeg en smule trist.
Ikke over, at man arbejder sammen og finder løsninger. Det er fint.
Men over, at man ikke kan finde ud af at være rygende uenige, men forsøger at glatte ud og simulere konsensus og enighed og signalere, at sådan helt overordnet, så er der kun ét gangbart syn på, hvordan Danmark skal se ud.
Det er ærgerligt, når vi nu har en grundlovssikret ret til at være uenige. Og det er især ærgerligt, hvis man er borgerlig på den måde, at ens fremtidsvision ikke bare er det socialdemokratiske samfund plus/minus fem eller ti procent.
Årtier siden
Når jeg knurrer over Venstre i denne tid, så læs det derfor i lige så høj grad som en knurren over den borgerlighed, hvis dysfunktionalitet jo fik Venstre til at gå ind i regeringen.
Borgerlige skal jo heller ikke være enige for enhver pris. Og det er danske borgerlige sandt for dyden heller ikke.
Men i stedet for grundlæggende at tilpasse sig den klassiske socialdemokratiske samfundsmodel og justere den lidt til med en borgerlig skruenøgle i ny og næ, så kunne jeg godt ønske mig af borgerligheden, at den brød åndeligt fri og faktisk turde udnytte sin grundlovssikrede ret til at ville og argumentere for noget andet.
Hvilket er lidt svært at få øje på i disse år. Og det bliver jo ikke lettere af, at det store dyr på savannen har lagt sig i ske med den mægtige, socialdemokratiske hunelefant.
Hvornår har man fra borgerlig side sidst fostret en grundlæggende idé om det danske samfund, som viste sig så god, nødvendig og visionær, at Socialdemokratiet og venstrefløjen blev nødt til at lade sig inspirere af den og overtage den – og ikke omvendt?
Den idé, at den socialdemokratiske velfærdsstat er nødt til at blive grundigt reformeret, stammer trods alt helt tilbage fra Schlüters tiltrædelse. Og det er mere end 40 år siden. Selv jeg var ung dengang!
Jeg kan næsten kun fra de seneste årtier komme i tanker om ideen om nødvendigheden af en meget strammere udlændingepolitik, som voksede frem især i 1990erne, og som også Venstre heldigvis tilsluttede sig og blev fakkelbærer af, men som jo blev akkompagneret af hyl, skrig og anklager om dårligt menneskesyn og mangel på stuerenhed.
Men som nu er annammet langt ud på venstrefløjen.
Velgørende, hvis
Det ville være velgørende, hvis det borgerlige Danmark – ingen nævnt, ingen glemt – turde udfordre det bestående med lige så stor vilje, herunder til at blive udskammet og kritiseret for det, på andre afgørende områder, hvor borgerlige kerneværdier burde betyde noget.
Det er jo en grundlovssikret ret, så hvorfor ikke bruge den?
Det ville være velgørende, hvis borgerlige turde udfordre den socialdemokratiske velfærdsstatsmodel mere offensivt, end tilfældet er.
Det ville være velgørende, hvis borgerlige faktisk turde udfordre lovmaskineriet og reguleringsvanviddet mere offensivt, end tilfældet er (og ja, jeg ved godt, at der er et afsnit om det i regeringsgrundlaget. Det glæder jeg mig til at se blive til virkelighed).
Det ville være velgørende, hvis borgerlige faktisk turde formulere en offensiv familiepolitik, i stedet for at løbe med på de konstante og ofte vellykkede forsøg på at udgrænse det, der stadig er den vigtigste enhed og institution i samfundet.
Det ville være velgørende, hvis borgerlige faktisk gik forrest i klimakampen og den grønne omstilling – på borgerlige præmisser, snarere end på venstrefløjens.
Det ville være velgørende, hvis borgerlige faktisk gjorde sig umage med at finde ud af, hvad det vil sige at give ansvaret tilbage til borgerne. Sådan helt ud i den konkrete lovgivning og virkelighed. Hvad mener man med det?
Det ville være velgørende, hvis borgerlige faktisk gad formulere, hvad de tænker, der burde være en borgerlig kulturpolitik. Alt for længe har borgerlige overladt kulturen, dannelsen og dens institutioner til venstrefløjen.
Det ville være velgørende, hvis borgerlige turde ikke alene tale for at sænke skatterne, men sætte sig ned og tænke igennem, hvorfor det er vigtigt. Og rigtigt. Og hvorfor lavere skat vil skabe et bedre samfund. Hvorfor den moralsk korrekte løsning på ethvert samfundsproblem ikke er mekanisk at sætte en skat op.
Det ville være velgørende, hvis borgerlige havde en offensiv vision for, hvordan den offentlige sektor skal fungere, hvilke opgaver den skal tage sig af, hvad andre kan løse, og hvor stor den offentlige sektor må være.
Det ville være velgørende, hvis borgerlige faktisk turde træde ud på den tynde is og forsøge at definere, hvad et godt liv i fremtidens Danmark indebærer, og hvilke værdier man synes, at dette liv bør bygge på, og som vi derfor bør værne om.
Uenighed er smuk
Det er smukt at være uenige.
Det er derfor, at det er så smukt, at vi hvert år sammen fejrer den grundlov, som sikrer vores ret til at være det.
Så derfor er mit budskab til det borgerlige Danmark, hvoraf et udsnit er samlet her i dag: Saml nu styrke og mod til at være det: Uenige.
Det er i længden faktisk meningen med det hele, meningen med at der findes en borgerlighed, og meningen med selve vores demokrati, som det er fæstet i Grundloven.
Og det er i grunden meget vigtigere, end hvordan regeringskonstellationen lige ser ud nu. Eller i morgen.
Tak for ordet.
Democracy
Tilbage er kun ugens sang, som jeg jo altid forsøger at knytte til borgerlingske-nyhedsbrevets hovedtema, der jo dybest set er skønheden i uenigheden som en kerne i demokratiet.
Hvem har sunget om demokratiet? Det har flere, men det har i hvert fald Leonard Cohen, der på sit 1992-album »The Future«, det sidste han udgav, inden han i flere år slog sig ned som buddhistisk munk på et bjerg i Californien, som altid har sin helt egen indgangsvinkel på emnet.
