Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvornår er man dansker?

Jeg har adopteret Danmark, på samme måde, som Danmark har adopteret mig. Og for mig er det Danmarks fremtid, der tæller højest. Og med Danmarks fremtid, mener jeg også mine børns og børnebørns fremtid.

Mersiha Cokovic: »Vi med indvandrerbaggrund på højrefløjen står for tiden på mål for kæmpe shitstorm hver gang, vi kommer med holdninger, der går ud over det, man forventer af en indvandrer. Eller rettere, det, vores politiske modstandere forventer af os.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvornår er man dansker? Det spørgsmål har jeg hørt stillet mange gange. Især i debatter med borgerlige politikere og debattører, stillet af folk fra venstrefløjen og/eller med indvandrerbaggrund. Spørgsmålet bliver som regel fulgt op med beskyldninger om racisme og diskrimination og påstande om, at højrefløjen vil have en homogen nation, hvor man skal spise svinekød og danse om juletræet, for at være dansk.

Jeg kan huske, da jeg første gang holdt mit rødbedefarvede pas i hånden. Jeg var så stolt. Pludselig blev dette skønne land officielt mit hjemland og jeg var en del af det danske samfund. Jeg blev politisk engageret og med tiden blev jeg mere eller mindre en nørd på området. Jeg stiftede et kæmpe politisk netværk på rekord kort tid og jeg opdagede, at mine ord pludselig vejede noget. Mine erfaringer, mine holdninger, mine indlæg har rørt mange. Og det kan man leve på, længe.

Men det er ikke gratis. Det er der ingenting i Danmark, der er, på trods af visse menneskers påstande om det modsatte. Jeg er blevet udstillet og pludselig skræmmende tilgængelig for Gud og hvermand. Min indbakke på Facebook kan til tider indeholde alt fra mildere tilsvininger til grove trusler og forbandelser. Og jeg langtfra alene om det. Politikere og debattører fra begge politiske fløje bliver udsat for den slags, til daglig. Jeg kunne nogle gange gribe mig selv i at forsvare Özlem Cekic, kort efter, at jeg havde angrebet hendes politiske holdninger.

Men det, jeg synes er værst, er, at vi politikere og meningsdannere er i stand til at udsætte hinanden for det samme. Ikke ligefrem trusler, men grove tilsvininger og karaktermord. Især vi med indvandrerbaggrund på højrefløjen står for tiden på mål for kæmpe shitstorm hver gang, vi kommer med holdninger, der går ud over det, man forventer af en indvandrer. Eller rettere, det, vores politiske modstandere forventer af os.

Da Berlingske offentliggjorde mit indlæg »Danmark burde lukke grænserne helt«, blev jeg begravet i alt fra private beskeder til Facebook-kommentarer, der fortalte, hvilket afskum jeg er og hvor forfærdeligt et menneskesyn jeg har. Og hvor vover jeg, som flygtning, at komme med den bemærkning. Så lad mig slå fast, en gang for alle: Da jeg ansøgte om mit rødbedefarvede pas, var det ikke blot for at kunne undgå kø på adskillige ambassader eller kunne sætte kryds på en stemmeseddel. Det var fordi, jeg havde adopteret Danmark, på samme måde, som Danmark adopterede mig. Og for mig er det Danmarks fremtid, der tæller højest. Og med Danmarks fremtid, mener jeg også mine børns og børnebørns fremtid.

Jeg er blevet kaldt Suzanne Bjerrehuus’ og Karen Wests skødehund og blevet beskyldt for at løbe deres ærinder af Khaterah Parwani, som er en fremtrædende debattør på venstrefløjen. Forleden kaldte hun Jaleh Tavakoli, Naser Khader og Latifa Ljørring højrefløjs-marionetter.

Jeg synes, at det er tragikomisk, at folk, der evig og altid bitcher over diskrimination og stigmatisering, udsætter andre for nøjagtig det samme, tager for givet, at vi ikke kan tænke selv, men bliver styret af højere magter. Så nu er det mig, der har lyst til at kaste spørgsmålet, der indledte dette indlæg, tilbage:

Kære venstrefløj, hvornår er man dansker?