Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor var Postmand Per altid så glad?

»Måske er man netop nødt til at gå til tegnefilmen for at finde en offentligt ansat, hvis tilværelse er præget af totalt arbejdsglæde«

Jens Jonatan Steen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man er blevet børnefar, så kommer tiden, hvor Postmand Per, kat Emil, lille Povl og alle de andre herlige figurer fra den lille by Grønnedal gør indtog i tilværelsen. Postmand Per er ikke bare fantastisk underholdning for børnene, men også billedet på, hvad det betyder at have et samfund, hvor alle står sammen.

Postmand Per tager altid ansvar for sine naboer og hjælper sine bysbørn. Det samme gør mekanikeren Ted, politibetjenten Arthur, doktor Grøn, togføreren Ajay og gamle Fru Madsen i Lokalbrugsen. Fælles for dem alle er, at de tror på det gode naboskab, at de har en høj faglig stolthed og dyrker det lokale fællesskab.

Postmand Pers rolle i lokalsamfundet har netop været underlagt en grundig analyse i det britiske samfundsmagasin New Statesman.

Jeg tror, at Postmand Per var glad, fordi han selv kunne definere sin opgaveløsning, fordi der var tillid til hans profession, og fordi han altid fik fuld opbakning fra sit lokalsamfund. Han oplevede, i modsætning til, hvad der gør sig gældende i den aktuelle velfærdsvirkelighed, en høj autonomi og stor tillid fra alle sider.

Opskriften på Postmand Pers evige glæde er, at han oplever tillid. Selvfølgelig er Postmand Per bare en animeret figur, men måske er man netop nødt til at gå til tegnefilmen for at finde en offentligt ansat, hvis tilværelse er præget af totalt arbejdsglæde, og hvis indsats bliver ophøjet med en decideret heltestatus. De offentligt ansatte bliver sjældent omgærdet med den slags fandyrkelse, som har beriget Postmand Per.

Men Postmand Per er ikke sen til at give tilbage til det samfund, der viser ham tilliden. Han løser enhver opgave til tiden og går meget langt til lands, til vands og i luften for at bringe posten ud. Det er en effektivitet, som selv det mest vidtgående New Public Management-initiativ aldrig vil kunne levere.

Netop tilliden til Postmand Per og alle hans dygtige kollegaer i den offentlige sektor var det, som Mette Frederiksen slog på fra talerstolen ved Socialdemokratiets kongres i Aalborg i fredags. Her krævede den socialdemokratiske partiformand »en lille revolution« i den offentlige sektor. Præcis som diverse forskere og Produktivitetskommissionen også har peget på.

Mette Frederiksens nye politiske målsætning vender ryggen til den uendelige strøm af McKinsey-rapporter, implementeringskonsulenter og NPM-kurser, som i årevis har svinget taktstokken over den offentlige sektor. Fra talerstolen lød det fra den socialdemokratiske partiformand således: »Vi har brug for en ny og samlet drøm om, hvordan vores velfærdssamfund skal se ud. En reform af den offentlige sektor. Vi politikere skal simpelt hen blande os mindre. Både på Christiansborg. Og ude i den enkelte kommune og region. Vi skal have en fingrene-væk-reform.«

At opgaven bliver stor og udfordrende kan ikke nægtes, men det er også en bunden opgave at sikre fremtidens velfærdssamfund. Hvis den glæde og effektivitet, der præger Postmand Per, også skal gælde for andre i den offentlige sektor, har Mette Frederiksen nok fat i den lange ende.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.