Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor tør så få politikere vedstå sig magten?

Vores folkevalgte vil forståeligt nok gerne være i kontakt med vælgerhavet. Det er det hav, der skal fiskes i frem mod næste folketingsvalg, og man skulle jo nødig stå der som en tørskoet landkrabbe på valgdagen.

Så selvfølgelig skal der laves skøre hverdagsvideoer til Facebook, og selvfølgelig skal der bruges lagkage-emoji, når man ønsker ministerkollegaen tillykke på Twitter.

Jeg er ingen kommunikations-taktisk kostforagter, og den direkte og uformelle dialog har masser af velbeskrevne fordele. Men jeg ser især ét problem: Den lave tilbøjelighed til at vedstå sig magten og dens udtryk.

Mange politikere slår sig i tøjret over magtfaktoren, og således så vi tidligere på året, at selv Folketingets formand – som rangerer lige under Majestæten – i et interview kun modvilligt definerede sig som en del af eliten, og helt afstod fra at være elitær. For eliten er blevet aben, der helst placeres hos andre efter strategisk forgodtbefindende. Folkeligheden er målet, og den rimer dårligt med magtambitioner.

Det er i sig selv oxymoront at spørge et af de 179 mennesker med direkte indflydelse på landets lovgivning, om de har magt. Men ser vi tilbage på de sidste to folketingsvalg, er det alligevel ikke så underligt, at vi er kommet dertil.

Ved valgene i både 2011 og 2015 blev det tabende partis spidskandidat statsminister, og både Thorning og Løkke har kæmpet med elendige målinger i perioderne ved magten. At gå efter den højeste magt er altså ingenlunde lig med popularitet, og det er det heller ikke at have den – hvad både SF og LA formentlig kan skrive under på med deres respektive regeringsdannelser.

Vi accepterer løftebrud

Nu må ethvert folketingsmedlem og parti jo agere, som man finder det fremmende for sagen og valgresultatet. Tilsvarende må vi vælgere vurdere denne ageren. Jeg mener, at vi har behov for en ny skala at vurdere politikere og partier på:

I hvilken grad er man villig til at få jord under neglene og knubs af kompromiserne? Hvor mange gange har man vovet at sige ordene »nej, vi fik ikke alle vores ønsker igennem i denne omgang – men i det store billede vurderer vi det mest fair over for vores vælgere, at vi sidder med ved bordet og gør vores indflydelse gældende«?

Denne type nuancer fra magtens rum er svære at kommunikere. Men politikere behøver faktisk hverken være upopulære eller blive straffet af vælgerne. Således viste en måling i kølvandet på de mange løftebrudsdiskussioner under Thorning-regeringen, at 55 procent af vælgerne accepterede løftebrud, hvis det skete af hensyn til genopretning af økonomien. Med andre ord: Vi godtager en rimelig forklaring fra vores magtfulde folkevalgte.

Lad det være opfordringen her i finanslovsforhandlingernes slutspurt: Stå ved magten. Stå ved både resultater og kompromiser. Vi forstår og efterspørger mere end emoji-kommunikation.

Andreas Gylling Æbelø er retoriker og direktør.