Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor taler vi ikke om manglen på social mobilitet blandt de rigeste?

»En undersøgelse har vist, at der stort set ikke er nogen indkomstmobilitet blandt den rigeste del af befolkningen. Her bliver den ene generation efter den anden liggende med de allerstørste indkomster, i og med at sønnen til forveksling ligner faderen, når det gælder indkomsterne, og især hvis man også medregner indkomsterne fra den kapital, man har fået rådighed over.«

hands giving money isolated on white background Fold sammen
Læs mere

Der har i mange år været fokus på spørgsmålet om social mobilitet både i videnskabelige undersøgelser og i den politiske verden. Der har sågar været politisk initierede udredninger om emnet, og hver gang har det vist sig, at den sociale mobilitet, eller rettere uddannelses- og indkomstmobiliteten, ikke er som forventet, men faktisk mindre, når man tager en stor institutionsdækning, lige uddannelsesmuligheder osv. i betragtning.

Senest har en sammenligning af indkomstmobiliteten i Danmark og USA vist, at der ikke er de store forskelle på trods af, at de to lande ellers ikke ligner hinanden. Nogle har ment, at det viser, at vi ikke er gode nok til at skabe mobilitet, andre at det er overraskende, at amerikanerne ikke kan gøre det bedre, når man hylder princippet om, at enhver er sin egen lykkes smed, og avisbuddet stiger til tops og alt det der.

Hvad kan man så gøre ved det? Tidligere undersøgelser har vist, at forskellene i stort omfang grundlægges i den tidlige barndom, og at der derfor skal gøres noget allerede der, hvad enten det er gennem flere ressourcer til børneinstitutioner, mere uddannelse af pædagoger m.fl., eller bare en mere intensiv italesættelse af problemet, så problemet løser sig ad den vej.

Om metoden er den ene eller den anden afhænger ikke overraskende af ens politiske ståsted og dermed villigheden til at bruge flere penge på området eller nøjes med italesættelse.

Ingen mobilitet hos de rigeste

Det paradoksale er så, at vel erkender man, at der må gøres noget for dem i den nedre ende af samfundet, så mobiliteten stiger og man ikke bare ender der, hvor ens forældre befinder sig, men at der også er et problem med mobiliteten i toppen af samfundet, er det åbenbart vanskeligere at skabe en fælles erkendelse af.

En undersøgelse har således vist, at der stort set ikke er nogen indkomstmobilitet blandt den rigeste del af befolkningen. Her bliver den ene generation efter den anden liggende med de allerstørste indkomster, i og med at sønnen til forveksling ligner faderen, når det gælder indkomsterne, og især hvis man også medregner indkomsterne fra den kapital, man har fået rådighed over.

Men det er ikke noget problem, synes regeringen og Dansk Folkeparti at sige, når de vil nedsætte arveafgiften fra 15 til fem pct. Den mobilitet, der stort set ikke er i toppen af samfundet, skal altså helst helt væk, så den gyldne ske kan gå i arv.

At det ikke som hævdet har vist sig at have nogen virkning på, om virksomhederne flytter til udlandet eller andet, der kunne være et problem for dansk økonomi, vælger man at sidde overhørig. Det var oprindelig det væsentligste argument for den nedsatte arveafgift, men nu er det så behændigt blevet et spørgsmål om retfærdighed over for de rige familier og deres børn.

Til tops kommer man ikke

Så konklusionen er åbenbart, at vi kan godt være enige om forbedringer i vuggestuer og børnehaver mv. – i hvert fald, hvis de ikke koster noget – så flere unge kan få en uddannelse og sidenhen arbejde og dermed få bedre vilkår end deres forældre.

Men til tops kommer man ikke, for derop er der ingen mulighed for at bevæge sig og slet ikke i fremtiden, hvor arvefølgen er endnu mere sikker med nedsættelsen af arveafgiften, som koster samfundet – og dermed de andre – mere end en milliard kr. om året.