Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor skal liberalismen være gift med borgerligheden?

»Der er behov for en liberal skilsmisse med borgerligheden. For lige nu er vi mange progressive og ikke-borgerlige liberale, der føler os hjemløse.«

Jeg har længe haft det svært med prædikatet borgerlig. Måske først og fremmest fordi borgerlighed kan defineres som et utal af ting, og jeg ikke kan genkende mig selv i dem alle.

Borgerlige kan dels være en betegnelse for dem, der står i opposition til socialister, dels en ide om, at vi som borgere i et samfund har et civilsamfundsansvar, dels en art værdifællesskab med liberale og konservative, der hylder orden og traditioner.

Den første definition er jo rent beskrivende – det kan man ikke være uenig i. Den anden definition er ærkeliberal: Når man som liberal mener, at politikerne skal blande sig så lidt som muligt, er det jo bl.a., fordi man mener, at de frivillige fællesskaber skal bære en større del af ansvaret. Men den tredje og sidste definition – og den som nok oftest bliver brugt – føler jeg absolut ingen tilknytning til. Man kan i høj grad være liberal uden at knytte sig til den forståelse af borgerlighed.

Derfor er det også en skam, at konservative Jesper Frederiksen 24. oktober, skulle kaste om sig med ord som værdinihilist, værdirelativist og kulturradikal om liberale som jeg. Hvordan jeg på én og samme gang mener, at værdier er ligegyldige, lige meget værd og samtidig følger en kulturpolitisk strømning fra mellemkrigstiden må stå hen i det uvisse. Men én ting har han dog ret i: At liberalisme og borgerlighed ikke er én og samme ting.

Stor uenighed værdipolitisk

Forestil dig et diagram med to akser. Til venstre på den ene akse er dem, der ønsker en stor stat, og til højre dem, der ønsker en lille stat. I toppen af den anden akse er dem, der er progressive og globalt mindede, mens bunden udgøres af de konservative og traditionelle.

De Konservative placerer sig typisk i nedre højre hjørne: Lille stat og meget tradition. Klassiske marxister vil typisk være i øvre venstre hjørne: Stor stat og progressiv værdipolitik. Mens socialdemokrater typisk går ind for en stor stat blandet med traditionelle værdier og derfor placerer sig i nedre venstre hjørne.

Tilbage står liberalismen: Og den er svær at placere, da liberale langt fra er værdipolitisk enige. Alle vil placere sig langt til højre på den økonomiske akse, men nogen vil sætte pris på nationen og dens »borgerlige« værdi, mens andre har en meget progressiv tolkning.

Når jeg som liberal eksempelvis er sprunget ud som feminist og humanist (begge ting i den progressive del af spektret), er det jo ikke en nyopfindelse, men fordi der er en stærk liberal tradition for at prædike individualisme og universalismen. Når det gælder syn på køn, udlændinge, retspolitik og kultur adskiller min og andres liberalisme sig gevaldigt fra det klassisk »borgerlige«. Men der er også stærk liberal tradition for det modsatte, og netop derfor ser man så stor uenighed i værdipolitikken liberale mellem.

Liberal skilsmisse fra borgerligheden

Det interessante er, at denne type progressiv liberalisme er et forholdsvist sjældent fænomen i Danmark. Modsat eksempelvis libertarianerne i USA, som bestemt ser sig som en tredje ideologisk vej end konservative og liberale repræsenterer, så har danske liberale typisk befundet sig meget fint i en alliance med konservative.

Båndet er naturligt, når det gælder økonomisk politik, men det har begrænset de liberales spændvidde i en sådan grad, at den progressive værdipolitik stort set udelukkende er et fænomen, der hører de socialliberale og socialisterne til. Og det er en skam. Et af resultaterne er, at liberalismen i mange danskeres øjne mere eller mindre er et spørgsmål om økonomi, og derfor også har tabt en del af sin åndelighed. Et andet er, at kun tre ud af fire hjørner i førnævnte diagram er udfyldt.

En analyse fra Altinget forleden viste, er samtlige partier placerede sig i tre hjørner, mens det progressive liberale hjørne står helt tomt. Og på trods af, at meget få repræsenterer kombinationen mellem progressiv værdipolitik og lille stat, så placerer otte procent af danskerne sig alligevel i dette hjørne.

Disse års fremstormende nationalisme, som både spænder over liberale, konservative og socialdemokratiske partier, er et tegn på, at den værdikonservative fløj står stærkere, end den har gjort i de seneste mange årtier. Og mens mange peger fingre ad socialisterne for at have ladet stå til og derved skabt rum for nationalisternes værdier, så bærer liberalisterne også et stort ansvar for, at mange i dag vil sætte fædreland over mennesket – kollektivet over individet.

For vi mangler en fortælling om, at menneskets værdi går udover grænser, og at vi grundlæggende er lige uanset, om vi kommer fra Syrien eller Danmark. Der mangler et forsvar for udlændinges menneskerettigheder og en insisteren på, at det er landets liberale værdier, der gør Danmark til et godt sted at bo – ikke at Danmark i sig definerer alt, der er smukt og godt.

Så der er bestemt et behov for en liberal skilsmisse med borgerligheden. For lige nu er vi mange progressive og ikke-borgerlige liberale, der føler os hjemløse.