Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor ser vi (stadig) X Factor?

Hvad får et rekordstort antal danskere til at se X Factor, når showet indtil nu ikke har frembragt de lovede stjerner? Berlingske har spurgt en historiker, en sociolog - og Blachman selv.

X-Factor audition. Erik Friis Carlson Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg tror, det er ret ligegyldigt, hvem der vinder. Det afgørende er den her proces, hvor nogle stiller sig op og bliver bedømt. Det er jo noget, folk kan identificere sig med eller gyse over. Det er et fænomen, der finder sted inden for vores selvrealiseringskultur, hvor det handler om den enkelte, om at bryde grænser, bryde igennem, at blive kendt og rig. Det handler om mig - og det er også det Facebook, som vi danskere også er blevet rigtig gode til, handler om. Samfundslivet lider under det. «

Hvordan lider samfundet under det?

»Risikoen er, at bevidstheden om, at man er en del af noget, at man indgår i en sammenhæng med andre - at andre også skal have lov at være her - bliver trængt i baggrunden. «

Lighed og autoritet

For sociolog og stifter af konsulentvirksomheden Lighthouse Cph, Eva Steensig, er X Factor udtryk for, at danskerne mentalt har bevæget sig væk fra det lighedsideal, som har præget Velfærdsdanmark.

»Det er uomtvisteligt et tegn på, at danskerne har flyttet sig ekstremt fra det lighedsbegreb, vi tidligere har dyrket. Det er blevet legitimt at dyrke talentet og eliten. Vi ser det inden for børneopdragelse, hvor det er blevet legitimt at give sine børn de bedste betingelser. Og det samme sker i uddannelsessektoren, hvor man udpeger elitestuderende. Vi hylder fortsat ligheden, men i praksis lever vi i en anden virkelighed. Vi begynder mere og mere at ligne amerikanerne. Det lever vi ud i X Factor.«

Og er elite-dyrkelsen en positiv udvikling?

»Uden at jeg skal være politisk omkring det, er aspiration en enorm kulturel drivkraft. USA er bygget på det - drømmen om at blive en ny Branson eller en ny Madonna er enormt drivende. Vi kommer aldrig til at spille nogen nævneværdig global rolle indenfor sport, musik eller uddannelse, hvis vi ikke tør dyrke eliten. Men konsekvensen er også, at vi får et mere polariseret samfund.«

Også Henrik Jensen peger på X Factors omgang med alt det, der ellers er ukorrekt i Danmark - smagsdommerne, uligheden og den skarpe adskillelse af dem, der kan og ikke kan. Men han ser det som udtryk for »et betændt forhold til autoritet«.

»Fordi vi er vokset op uden egentlig at møde autoritet, er den blevet en myte. Meget af samfundslivet handler om at glide igennem tingene uden at blive konfronteret med autoriteten: eksaminerne bliver blidere, opdragelsen bliver mere lemfældig - og det tjener alt sammen det formål, at vi bliver mere og mere mystificeret over autoriteten, og så begynder vi at fantasere om den. F.eks. i X Factor. Her leger vi, at det pludselig bliver alvorligt med autoriteten, og vi fornemmer det gys der er, ved at nogen pludselig gør sig til dommer over én.«

Et los i røven

Men hvad siger Thomas Blachman selv? Hvorfor tror han, at vi ser X Factor, selvom programmet ikke har skabt blivende stjerner på den danske musikhimmel?

»Jeg leder efter det i de unge mennesker, som jeg ønsker, to millioner seere skal finde i sig selv. Nemlig selverkendelse og opgør med alt det overflødige i livet for netop at give plads til den forfængelighed, der fostrer originalitet. Det danske program er verdens mest sete pr. indbygger bl.a. grundet denne kombination af information og underholdning. Hvad der sker med artisterne bagefter, har jeg hele tiden udtalt er en helt anden historie - de har fået et los i røven, og efterfølgende må de på lige fod med andre bevise deres eget go og drive.«

Men bliver din kritik af deltagerne og deres forældre ikke reduceret til ren underholdning, når X Factor ikke kan finde stjerner?

»Tiden er kommet til at revidere stjernestatus - mindre kan også gøre det. Kom ikke og sig, at Martin, Heidi, Mohamed, Jesper og Thomas ikke kan noget helt særligt. De beviste deres talent og lærte os, at hvad der kan være svært for de fleste, er ganske nemt for talentet. Tænk et samfund vi kunne have haft, om denne indsigt blev mere udbredt, og mennesker af sig selv overlod deres taburet til et større talent end de selv. Når jeg appellerer til de unge og deres forældre, er det ud fra dette perspektiv om at kalde nationen til selvindsigt gennem konfronterende dialog. Kald det naivt og paradoksalt, men genialt er det i al sin effektive enkelhed.«

Så ligger der et opgør med ligheden og en dyrkelse af eliten bag dit projekt i X Factor?

»Jeg bryder mig ikke om ordet elite, det minder mig om gammeldags overklasse med et drys af lidt Hitler. For mig at se findes der to slags mennesker: De, der har udviklet deres originalitet, og de, der ikke har - og de findes i alle samfundslag. Min mission er at fremhæve dem, der har udviklet sig til at blive helt sig selv - lad os kalde dem originalerne, for dem bliver der færre og færre af, desværre. P.t. er jeg vel den eneste, du kan få øje på med det blotte øje på DR 1. En original, som kan finde på at sige ting som hvorfor arbejde sig selv i stykker for at få råd til at købe lort, du alligevel ikke har brug for. Altså ned med levestandarden og op med humøret eller Fuck efterlønnen - lad os alle få én statsgaranteret undervisningsdag om ugen hele livet igennem, så vi kan opdage og udleve hver sin originalitet. Hold kæft et samfund vi en dag får, når min generation endelig vågner op. Og det er det, der er ved at ske - for ser du, vi elsker nemlig vores børn, men vi har mistet kaldelsen på os selv, og uden den kan vi ikke omsætte vores kærlighed til inspiration for vores børn. Og inspiration er det, vores børn har allermest brug for.«