Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor ser vi ned på folk, der har en god hukommelse?

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

Det har udløst kritik, at undervisningsminister Merete Riisager for at forebygge snyd har bestemt, at man for fremtiden som hovedregel ikke må være på internettet, når man deltager i en skriftlig eksamen.

Jeg finder selve anledningen til kritikken minimal. Der findes masser af situationer, hvor man ikke har tid eller mulighed for at gå på nettet, og må forlade sig på sin hukommelse. Det er der ingen, der lider overlast af. Til gengæld er de modsætninger og uenigheder, kritikken afspejler, yderst vigtige at være sig bevidst.

For det første: Hvad er en eksamen i det hele taget for noget?

Nogle kritikere synes at mene, at en eksamen helst skal ligne en realistisk arbejdssituation. Men det har eksaminer da aldrig nogensinde gjort, så hvorfor skulle dette kriterium lige pludselig være væsentligt?

Andre kritikere synes at mene, at en eksamen helst skal ligne den undervisning, man har modtaget i årets løb. Men igen: Det har eksaminer da aldrig gjort, så hvad er begrundelsen for at indføre denne ændring?

En eksamen er en tilstræbt objektiv undersøgelse af, hvor stort et udbytte, man har haft af den undervisning, man har modtaget. Derfor må den nødvendigvis være en smule kunstig. Det kan jo ikke nytte, at man indretter eksamen på en måde, så det helt afgørende tilsløres, hvordan ens viden og kunnen har udviklet sig på det område, der er blevet undervist i.

For det andet: Hvilken betydning skal vi tillægge hukommelsen?

Efter min opfattelse er hukommelsen en helt afgørende del af den samlede, tankemæssige udrustning, der står til et menneskes rådighed. Forsømmer man at udvikle sin hukommelse, så forsømmer man at udvikle sin evne til at tænke dårligere.

I Danmark er der desværre en tendens til at se ned på hukommelsen. At have en stor viden til sin umiddelbare rådighed, kaldes ofte for »bare paratviden«. Men man stilles væsentligt bedre, når man har et stort ordforråd, end når man har et lille, både på sit modersmål og på fremmedsprog. Man finder hurtigere det væsentlige i en tekst, hvis man har en stor viden, end hvis man har en begrænset viden. Man gennemskuer hurtigere manipulation, hvis man ved meget, end hvis man ved lidt. Så hvorfor paratviden nogensinde kan blive »bare«, går over min forstand.

Endelig er det sådan, at der er en snæver sammenhæng mellem at vide og at forstå.

En, der ikke ved en bjælde om Første Verdenskrig, forstår Anden Verdenskrig væsentligt dårligere end en, der gør. En, der ikke ved noget om Anden Verdenskrig, forstår Den Kolde Krig væsentligt dårligere end en, der gør. Og så fremdeles.

Derfor er det i det hele taget vrøvl, når det undertiden hævdes, at selv om elever i vore dage ikke ved så meget, så kompenserer de for dette ved at forstå så meget desto mere.

Konklusionen må være: Det er godt, at vi forebygger snyd bedre. Mens det er fantastisk, at vi derved kommer til at fokusere mere på hukommelsen.