Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor rejse sig for Majestæten?

Marie Høgh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det går jo godt på Christiansborg. Farcen begynder ved Folketingets åbning, og mon ikke den udvikler sig i flere akter, indtil tæppet går for arbejdsåret 2016/17? Enhedslisten flipper ud over, at Dannebrog hænger i folketingssalen (Ja, tænk, at Pia Kjærsgaard kunne finde på det). Morten Østergaard vil hellere have blåt med stjerner på, og de samme, der afskyr Dannebrog, nægter at rejse sig for Majestæten.

Undskyld, er der en voksen til stede? I er folkevalgte! I bærer et ansvar for fædrelandet og det danske folk – men vil tage ansvar for hele verden. Redde verden på bekostning af det enkelte menneskes frihed i eget land – på bekostning af landets egenart – landets sjæl. For jer er tilværelsen ren ideologi. Men kære folkevalgte, det afgørende her i tilværelsen, alle grundstenene, har vi ikke valgt – det er os givet. Fædrelandet og familien, historien og modersmålet.

Dannebrog og Dronningen. Det I (og mange andre) åbenlyst skammer jer ved, er symboler på det, der binder os sammen som land og folk. Ja, hil dig vor fane – Danmarks flag – ikke fordi Danmark er bedre end Tyskland, Frankrig eller Sverige (måske er Sverige en undtagelse) men fordi Danmark er vores givne fædreland. Det er ikke romantik, det er bare virkelighed.

Når vi råber hurra for Dronningen er det for hele Danmark, for kongehuset repræsenterer nationen. Kritikere af monarkiet indvender til bevidstløshed, at Majestæten ikke er demokratisk valgt. Nej, selvfølgelig ikke. Det er netop det fine ved Majestæten. Udemokratisk og ophøjet. Ophøjer vi kongehuset til noget særligt, ophøjer vi ethvert andet dansk hus, enhver lille familie til noget særligt – ikke fordi det er bedre, men fordi det er vores. Hele den danske familie er repræsenteret ved hende. Sjovt nok sidder journalister ved hver eneste royale begivenhed og overvejer bag kameraet, om monarkiet kan overleve i længden. Ja, selvfølgelig overlever det. Det ændrer hverken kongehusets skilsmisser, spritkørsel eller for så vidt folks smålige forargelse over den årlige apanage på (tænk om der var vigtigere ting at forarges over).

For Dronningen og majestæter i tusind år før hende er ophøjede, men dog anvist en plads som skrøbeligt menneske blandt os andre. For som Kingo skriver, kan selv kongerne ved fødslen »ikke unddrage sig fra den almindelige smitte« – og det er vel at mærke skrevet på enevældens tid. Heller ikke dengang guddommeliggjorde man den danske konge.

Hverken Dannebrog eller Dronningen symboliserer et politisk parti. Derfor rejser man sig for Majestæten og ærer flaget. Punktum. Det eneste, vi har fælles. Kun på den baggrund kan vi strides om, hvordan fædrelandet skal regeres. Holder vi ikke fast i det, det vigtigste, er det ,vi har tilbage, kun ideologiske drømme, liberalisme, livsstil og ligegyldighed.

Med alt det, de gamle gav os i arv, er der kun ét valg: Svigte det eller stå ved det.

Nye folk – nye tider. På debatredaktørens ønske er dette min sidste klumme. Tak til alle, der har læst med.