Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor militærkup i Tyrkiet?

Erdoganistan. I Tyrkiet har militæret været garanten for progressivitet og modernitet, ligesom det har været mili- tæret, der har taget opgøret med konservative og reaktionære kræfter.

Der er i dele af militæret en dyb mistro til Erdogans parti, AKPs, reelle hensigter. Opfattelsen er, at AKP gennem snart mange år kun har forhandlet på skrømt med EU om medlemskab. Formålet med forhandlingerne har ifølge denne teori været, at de blot skulle tjene til, at AKP kan gøre op med militærets dominerende stilling – at bringe militæret under civil kontrol har været et centralt krav fra EUs side. FOTO: SCANPIX/REUTERS/MURAD SEZER Fold sammen
Læs mere

Stort set alle iagttagere af tyrkisk politik blev taget på sengen, da officerer i militæret forsøgte at tage magten i Tyrkiet 15.-16. juli. Vist er der dele af militæret, som er utilfredse med præsident Erdogans politiske kurs, der har ført til en markant begrænsning af militærets magt og en stigende islamisering af det tyrkiske samfund. På den anden side nyder Erdogan bred støtte i befolkningen – uanset massiv kritik i Vesten for hans stadigt mere autoritære ledelsesstil.

Militæret har gennemført flere militærkup siden 1960 og har også i de senere år lejlighedsvis stukket næsen frem. F.eks. i 2007, da militæret gav udtryk for, hvem det ikke ønskede som præsident, hvilket bl.a. var daværende ministerpræsident Erdogan! Men militæret måtte stikke piben ind, da Erdogan bastant afviste militærets pres bakket op af en markant valgsejr og omfattende støttedemonstrationer.

Militæret har traditionelt accepteret stærke og beslutsomme civile ledere – selv hvis disse har haft en anden opfattelse end militæret. Et godt eksempel er præsident Özal (1989-93), som på trods af indstillingen i militæret gav daværende præsident Bush tilladelse til at anvende tyrkisk luftrum i krigen mod Irak i 1991. Erdogan hører oplagt hjemme i denne kategori af stærke og beslutsomme ledere.

For at forstå, hvorledes det utrolige kunne ske – et militærkup i Tyrkiet i 2016 – er det vigtigt at holde sig for øje, at der i dele af militæret er en modvilje til at opgive militærets »vogterrolle«.

Opfattelsen af militærets rolle i Tyrkiet har traditionelt været en anden end i Europa, hvor den civile kontrol med militæret anses som afgørende for demokratiet. I Tyrkiet har militæret derimod været garanten for progressivitet og modernitet, ligesom det har været militæret, der har taget opgøret med konservative og reaktionære kræfter. Militæret har været en institution, der samlede nationen og som havde en kraftig civiliserende kraft. Først og fremmest som et sikkerhedsnet: Hvis de civile kræfters præstationer og dømmekraft kom på afveje, ville militæret være der.

Når militærets »vogterrolle« svækkes, som det er sket gennem en årrække, fører det til mindre prestige for militæret. Traditionelt har militæret været den institution, der nød størst tillid i befolkningen. Uden dog at det har betydet et ønske om et egentligt militærstyre – jf. de omfattende og massive folkelige og politiske protester mod kupforsøget forleden.

Kupforsøget kan også handle om, at dele af militæret søger at bevare nogle af de økonomiske interesser, der er knyttet til militæret. De privilegier, der oprindelig fulgte med en militær karriere er blevet begrænset som led i de senere års reformproces. En større åbenhed omkring militæret har tillige betydet, at en række korruptionsaffærer er kommet for dagens lys. Med en svækkelse af militærets ellers meget positive renomme som resultat.

Endelig er der i dele af militæret en dyb mistro til Erdogans parti, AKPs, reelle hensigter. Opfattelsen i disse kredse er, at AKP gennem snart mange år kun har forhandlet på skrømt med EU om medlemskab. Formålet med forhandlingerne har ifølge denne teori været, at de blot skulle tjene til, at AKP kan gøre op med militærets dominerende stilling – at bringe militæret under civil kontrol har været et centralt krav fra EUs side. Når AKP på denne måde har svækket militæret, vil partiet kunne besætte stillingerne i centraladministrationen, domstolsvæsenet mv. med partiets tilhængere, hvilket allerede er sket gennem længere tid. Og hvilket givetvis nu vil blive forstærket efter, at kuppet har styrket Erdogans stilling. Dette vil så igen – ifølge teorien – give mulighed for at videreføre Erdogans islamisering af det tyrkiske samfund – med indførelse af sharia-lovgivning som endemål.

Men der er kun tale om en indstilling hos en minoritet inden for militæret. Kupforsøget var ikke et kup begået af militæret som sådant, men var snarere et mytteri af en del af officerskorpset. Militæret ikke er nogen homogen størrelse. Internt i militæret er der forskellige opfattelser af den reformproces der har ført til, at militæret i stigende grad er kommet under civil kontrol. Der er såvel duer som høge internt i militæret.

Den folkelige opbakning til militæret skyldes, at militærets rekrutteringsbase er den anatolske højslette snarere end eliten. Over 75 pct. af officerseleverne kommer fra lav- eller mellemindkomstgrupperne i det tyrkiske samfund. I den forstand eksisterer der ingen modsætning mellem militær/elite og civilsamfund/befolkning, tværtimod. Endvidere er den tyrkiske ungdom traditionelt set fra 1. skoleklasse blevet oplært i en stolthed over militæret som institution med fortællingen om den tyrkiske nations historie.

På militærakademiet bliver det understreget, at de tyrkiske væbnede styrker også må påtage sig den utaknemmelig opgave, det er at regulere samfundet for at holde »farlige ideer« og individer væk fra magtens tinde. Militærakademiet er kendt for at være Tyrkiets fagligt bedste uddannelsesplads. Mange vil gerne til tops og konkurrencen er benhård. Her hjælper familieforbindelser og gode relationer mindre end i andre sektorer af samfundet. Til gengæld er det afgørende, at de studerende udviser en ukritisk tro på principperne for den tyrkiske nationalisme. Det betyder, at militærets rolle som »vogter« her indtil for nylig er blevet indkodet og socialiseret.

Det positive i den aktuelle situation er, at stort set hele den politiske klasse, herunder oppositionen, et overvældende flertal i befolkningen og det meste af militæret stod bag de politiske institutioner, da de blev truet. Udfordringen, at den rolle som vogter over demokratiet, som militæret gennem flere generationer har påtaget sig, ikke er blevet erstattet af en anden form for demokratisk kontrolmekanisme – hvilket der i den grad kunne være behov for på præsident Erdogans vej mod et stadigt mere autoritært styre i Tyrkiet.