Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor har de unge – næsten – droppet litteraturen?

De fleste gymnasieelever læser slet ikke litteratur, skriver Lisbeth Gundlund Jensen og Ina-Maria Nielsen, begge gymnasielektorer, i lørdagens kronik. Her er fem bud årsagen og konsekvenserne.

Foto: Asger Ladefoged. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Kristian Ditlev Jensen, journalist og forfatter:

I tidernes morgen spurgte man folk, om de kom fra et hjem med klaver, når man ville vide, om de var dannede. Senere spurgte man, om folk kom fra et hjem med et avisabonnement. I dag bør man spørge folk, om de kommer fra et hjem med bogreol. Og vel at mærke sådan en bogreol, der er fuld af eksperimenterende romaner, hermetisk lyrik og oldgræsk drama – og ikke bare farmands krigsbiografier, mors selvhjælpsbøger og hele familiens samling af kulinarisk pornografi, altså alle de smukke kogebøger, som hele familien Danmark sidder og bladrer i, mens de spiser take-away.

Parnasset får et chok, hver gang tallene afsløres. Denne gang er de rigtig slemme. Hver femte dansker har ikke læst en bog på et helt kalenderår. Hillemænd! Reelt skyldes smerterne en tilpasningskrise. Danmark begynder nu at ligne alle de andre lande i EU, hvor skævheden har eksisteret i årevis.

Tag nu bare Italien. 42 procent af befolkningen har læst mindst en bog i løbet af 2015. Blandt mændene var tallet kun 35 procent. Og i Syditalien åbner kun hver tredje italiener en bog.

Sandheden er, at den slags tal er langt værre end de danske. Men konsekvensen er den samme. Når over halvdelen af befolkningen ikke læser skønlitteratur, kender de slet ikke deres sprog, deres historie, deres lands religiøse traditioner og så videre. Det stiller store dele af befolkningen markant dårligere, end de læsende i toppen. Den top, hvor kun ganske få efterhånden kan være med. I Italien var der sidste år kun 13,7 procent, som læste en bog hver måned.

Er du med i klubben?

(Kilde: Istituto Nazionale di Statistica.)

 

Mersiha Cokovic konsulent og debattør:

Da jeg var ni år, læste jeg min første Dostojevskij, »Forbrydelse og straf«. Nu ved jeg ikke, hvor godt det er for så ung en sjæl at læse noget så intenst og tungt, men børnelitteratur kedede mig, og jeg måtte ikke læse krimi for min mormor, som jeg mere eller mindre voksede op hos. Hvad jeg ikke vidste, var, at stort set al slavisk og østeuropæisk litteratur handlede om lidelse, død og uretfærdighed. Jeg kunne, dengang, læse en bog om dagen. Jeg elskede det. Jeg var måske lidt af en stræber, men jeg var også meget socialt begavet og havde mange venner, så litteratur var på ingen måde en flugt fra virkeligheden eller nogen form for asyl for mig, men en ren nydelse.

I dag er tiderne anderledes. Jeg har en otte-årig søn, som dårligt nok gider tygge sig igennem en Jumbobog, og når jeg sætter ham til at læse en børnebog, mener han, at det er så uretfærdigt, at han skal tvinges til at gøre noget, han absolut ikke har lyst til. Han vil hellere læse e-bøger og løse e-mat end at bladre, på gammeldags manér. Til gengæld kan han summe de fleste populære netspil og dem, man i dag kalder »youtubere«, op. Selv bibliotekerne bliver i dag brugt til stort set alt andet end at låne og læse bøger. De bliver mere og mere anvendt som kulturhuse end læsesteder. Kald mig konservativ, men jeg savner den tid, hvor man kunne gå igennem parken på en varm sensommerdag og se teenagere med en fysisk bog i hånden. Ikke konsoller, telefoner, tablets, ingen høretelefoner i ørerne. Blot en bog. Kulturen ændrer sig, og jeg bliver ældre og mere nostalgisk med tiden, men jeg ville aldrig bytte min barndom for min søns generations.

 

Alex Ahrendtsen, kultur- og skoleordfører (DF):

Hvorfor læser du ikke længere, spurgte jeg for nylig min datter, der er 14 år, og mente selvfølgelig bøger. Hun kiggede op fra mobilen og sagde: Men jeg læser jo, far. Jeg læser på min mobil. På Facebook. På nettet. På min computer.

For en gammel forlægger og forfatter som mig var det selvfølgelig lettere nedslående, fordi jeg selv læser bøger med glæde.

Min datters svar fik mig dog til at tænke tingene igennem. Faktisk er det ikke udelukkende en dårlig nyhed. Hun læser jo. Hun læser bare ikke bøger lige nu. Hun bruger andre medier. Dette gælder for mange mennesker. De læser. Måske mere end nogensinde, fordi ord og bogstaver er blevet så lettilgængelige på grund af den nye internet- og mobilteknologi.

På mange måder minder det lidt om tiden efter opfindelsen af trykpressen, der medførte en sand lavine af pamfletter, tidsskrifter og bøger. Pludselig havde almindelige mennesker råd til at læse. Det samme kan siges om den moderne internetteknologi.

Bøger har fået konkurrence fra spil, fra TV-serier på Netflix, på tre timer lange biograffilm, fra Youtube, hvilket giver mindre tid til fordybelsen. Alene af den grund skal vi faktisk glæde os over, at der stadig læses og købes bøger, og vi skal glæde os over, at der læses mere end nogensinde. Jeg er fortrøstningsfuld på bogens vegne. Folk skal nok finde den, når de bliver træt af adspredelserne på nettet. Det afgørende for bogens fremtid er, at der fortsat bliver læst. Og det gør der.

Mette Høeg, litteraturforsker:

»Jeder Mensch ein Künstler.« I 80erne lød Joseph Beuys sætning om menneskets kunstneriske udtrykspotentiale forjættende. I dag, hvor den potentialitet er blevet en realitet, klinger sætningen anderledes forstemmende.

I en tid, hvor alle konstant performer selvbiografisk på Instagram, Facebook etc., hvor udgivelse af internetskrift som skønlitteratur er udbredt, hvor kreativ udfoldelse er en del af hver mands daglige praksis, er det store spørgsmål i det litterære felt ikke længere »hvad er litteratur?«, men »hvad er ikke litteratur?« Forfattere kan ikke længere distingveres fra ikke-forfattere, litterære værker ikke fra blogs.

I et visuelt orienteret mediesamfund, præget af en sundheds- og økonomikultur – hvori fokus i uddannelses- og arbejdssfæren er profitoptimering, i fritidssfæren fysisk sundhedsoptimering – er denne selvekspressive, overfladiske internetkultur en af årsagerne til, at litteraturen udvandes og litteraturlæsning negligeres. Flere og flere prioriterer den hurtige og fragmentariske overfladelæsning, socialiteten og muligheden for at udtrykke sig på internettet over den langsomme, isolerede fordybelse i bøger.

Det er skidt, for litteraturlæsning er en forudsætning for et velfungerende demokratisk samfund. Litteraturen er det bedste middel til at kultivere den menneskelige forestillings- og abstraktionsevne og en forudsætning for, at borgeren og samfundet kan begå sig og avancere i en kompleks, globaliseret kontekst.

Et samfund uden litteratur er et nihilistisk og konkurrenceudygtigt samfund. Litteraturen, læsningen og diskussionen af den, skal og må være en førsteprioritet i uddannelsessystemet. Det er indlysende, selv i et iskoldt nytteperspektiv.

 

Inger K. Brøgger, gymnasielærer og debattør:

Litteraturen er ikke blevet væk – den lever stadig på depoter og i kældre, som en nedgravet guldskat ligger den og venter på den lykkelige, der har sørøverkortet. Men meget få danske unge får muligheden for at finde den skat – en skat, de ellers ville kunne trække på resten af livet. Litteraturen er en kilde til store oplevelser, indsigt, viden, empati – og i litteraturen kan man lære at fordybe sig, at koncentrere sig, og ikke mindst at holde sig selv og sit eget selskab ud. Alle sammen ting moderne unge ofte mangler og lider under ikke at have.

Hvorfor læser danske unge så lidt litteratur? Der er flere grunde. Først og fremmest ser ungdomskulturen og det generelle fokus på krop, mad og penge ned på litteratur – det er jo ikke hot eller giver en bedre ironman-tid at læse Dostojevski.

En anden vigtig grund er, at koncentreret læsning ikke kommer af sig selv, men skal læres. Det har de fleste ansvarlige voksne bare glemt. I hovedløs digitalisering har man gjort læsning mere og mere til noget, der sker på digitale hjælpemidler. Man glemmer, at digitale hjælpemidler rummer endeløse muligheder for distraktion. Børn og unge kan ikke modstå fristelsen til endeløs zappen væk fra det egentlige – og det kan voksne i øvrigt heller ikke! Men lærer man ikke at koncentrere sig om én tekst/én opgave, vil man få det ene nederlag efter det andet, fordi man aldrig bruger sine evner fuldt ud. Det fører igen til usikre unge uden selvtillid – som vi netop ser talløse af i dag. At ville lære unge kun at læse litteratur digitalt, er som at ville lære dem højdespring med blylodder bundet om benene – opgaven er dømt til at mislykkes. Forældre og folkeskolelærere skal turde tage de digitale distraktionsmidler fra børn og unge, og give dem muligheden for at lære den store lykke, der ligger i at fordybe sig i litteratur.