Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor hader du de magtsyge levebrødspolitikere?

Vi vil have nye politikere, som er ligeglade med magt og poster, og som har en lang og bred erfaring uden for politik. Eller vil vi? To falske dikotomier forurener den offentlige debat.

Amalie Lyhne Fold sammen
Læs mere

I et velfungerende demokrati som det danske er politikerlede egentlig et spøjst fænomen. For hvorfor stemmer folk ikke bare på nogle andre politikere, hvis de nuværende er så dårlige – eller stiller op selv?

Det sidste er faktisk ikke engang nødvendigt, for de fleste af de egenskaber, som de folkevalgte (i hvert fald ifølge den offentlige debat) mangler, findes hos andre kandidater på partiernes opstillingslister: Der er folk med erfaring uden for politik, der er ikke-akademikere, og der er folk, som aldrig har sat deres ben i ungdomspolitik. Men mange af disse kandidater, som jo burde have alt det, de utilfredse vælgere står og mangler, bliver aldrig valgt ind. Hvad foregår der?

En del af svaret skal findes i to indbyrdes beslægtede falske dikotomier, som forurener den offentlige debat: magtbegær vs. ægte politisk interesse og levebrødspolitikere vs. politikere med integritet.

Machiavellis magtbegærlige kyniker er så klassisk en politikerkarikatur, at den er umulig at slå ihjel og svær at nuancere. Den magtsyge karrierepolitiker, som ikke kerer sig det mindste om politisk indhold og befolkningens bedste, men kun tænker på at rage poster, titler og stemmer til sig, står over for den uspolerede, samvittighedsfulde og rene politiker, som er fuldstændig ligeglad med størrelsen på sit kontor, og som absolut ingen ministerdrømme har – han eller hun er ene og alene optaget af at finde gode politiske løsninger til gavn for vælgerne og samfundet.

I den aktuelle situation hos Liberal Alliance, hvor toppolitikerne Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund netop har forladt partiet, bliver dikotomien brugt i stor stil: Selv siger de to politikere, at deres exit skyldes politiske uenigheder, men var der ikke noget med, at den ene ikke blev partileder, mens den anden gerne ville have været partiformand? Så må deres påstand om politiske uenigheder jo bare være et usselt skalkeskjul for rent og skært magtbegær.

Hvis man anskuer situationen på den måde, har man altså ikke forstået, hvad politik går ud på. Det er sådan set meget enkelt: Som politiker har man nogle værdier og holdninger, man står for, og ens virke går ud på at udbrede disse holdninger til flest mulige og få gennemført sin politik i praksis. For at kunne gøre det, er man naturligvis nødt til at have indflydelse – og indflydelse, det er lig med poster, magt og stemmer.

»Levebrødspolitikerne har gang på gang vist sig – når det kommer til stykket – at have så meget integritet og ægte indignation, at de fortjener et kryds på stemmesedlen.«


Ergo: I politik er der ingen modsætning mellem magt og holdninger, mellem jagten på stemmer og poster og jagten på politisk forandring. De to ting kan ikke skilles ad og udgør tilsammen selve politikergerningen. Havde Ammitzbøll-Bille og Egelund udelukkende ment noget og ikke været det mindste interesseret i den interne magtfordeling i partiet, havde de simpelthen ikke taget deres gerning seriøst.

Levebrødspolitikeren er i familie med den magtsyge politiker, men er mere doven: Han eller hun er glad for lønnen, diæterne og de lange ferier, kommer direkte fra ungdomspolitik og kender derfor ikke noget til verden uden for »Christiansborgs tykke mure« – så er klicheerne vist på plads. Over for levebrødspolitikeren står den friske politiker med integritet, gode ideer og ægte indignation – og ikke mindst masser af erfaring fra for eksempel erhvervslivet eller kulturlivet.

Også denne dikotomi er falsk, fordi netop levebrødspolitikerne gang på gang har vist sig – når det kommer til stykket – at have så meget integritet og ægte indignation, at de fortjener et kryds på stemmesedlen og en plads i historiebøgerne. Hvem vil for eksempel beskylde Bertel Haarder, Poul Schlüter, Margrethe Vestager eller Mette Frederiksen for at være ligeglade med samfundets udvikling og kun tænke på egen karriere? Levebrødspolitikere er de nu alligevel alle fire.

Desuden er der faktisk ganske stor udskiftning i folketingssalen ved hvert valg: Mere end en tredjedel af de politikere, der blev valgt til Folketinget i juni, er nye ansigter.

Enhedslisten og Alternativet er de eneste partier, som med sit rotationsprincip aktivt bekæmper levebrødspolitikeren som fænomen – det er derfor, at en blændende politiker som Pelle Dragsted nu er ude af Folketinget. Men hvem har egentlig gavn af det? I hvert fald ikke de vælgere, der stemmer på Enhedslisten.

Prøv engang at tænke på de politikere, du godt kan lide, eller gennem tiden har stemt på: Sandsynligheden for, at en eller flere af dem har været med i politik det meste af deres voksne liv og flere gange aktivt har rakt ud efter magten, er meget stor. Og hvordan kan du så hade magtsyge levebrødspolitikere?