Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Hvorfor gør disse indvandrerforældre ikke noget? Fordi de kan, og de slipper godt af sted med det – endda honoreret«

Det paradoksale er, at når indvandrerne først får en overførselsindkomst, forventer ingen en modydelse. Ingen forventning om aktiv deltagelse i det danske liv, ingen forventning til danskkundskaber.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Desto strammere, desto bedre. Det lyder perverst og er perverst. Sådan har dansk politik udviklet sig på udlændingeområdet. Indgangen skal beskyttes med de største kanoner, barrikaderne er oppe. Helst skal ingen trænge ind, og kommer de ind, skal de helt sikkert ud igen.

Ud med dem, det er ikke noget, politikerne vil have ansvaret for. En provokeret abort. Egentlig ikke provokeret, men ønsket, da hensigten er selvvalgt, intenderet og med fuld autonomi. Der er ingen grænser for kritik og stigmatisering. Alle vil jo bare gerne fortælle sandheden, som den er og samtidig placere ansvaret væk fra sig selv. Senest har det handlet om, at en tredjedel af »indvandrerdrenge« i 15-16 års alderen ikke kan gennemføre folkeskolens afgangsprøver i dansk og matematik. Spørgsmålet er om ansvaret entydigt ligger ét sted?

På 15 år har folkeskolerne ikke udviklet sig. Mine lærere blev overrasket ved synet af mine forældre til forældresamtalerne. »Unikt, interessant, nyt og spændende,« lød det fra lærerne. I dag er ordlyden den samme.

Min mor har gennem flere år været ansat på min gamle folkeskole, og det har gjort hele forskellen. Indvandreforældrene har nu én lærer på skolen, de kan spejle sig i, og én, de føler, der forstår deres situation – uagtet om det er tilfældet eller ej, så er det deres oplevelse. Min mor er deres rollemodel og inspirerer dem til også at tage et ansvar. De deltager i forældresamtalerne og reagerer på skolens henvendelser, ligesom alle andre ansvarsfulde forældre.

Det lader til, at denne gruppe, som af politikerne bliver kaldt uansvarlige forældre, har behov for Fatima som rollemodel og ikke Betina på 57 år med velfærdspræget udseende, selv om Fatima og Betina måtte have samme agenda.

Politikerne tager gerne bukserne på og strammer bæltet. De er klar med spanskrøret i den ene hånd, mens den anden hånd har løftet pegefinger. Retningen er klart adresseret mod de »ansvarsløse indvandrerforældre«, og munden tager form til at diktere hårde ord i bydeform mod disse.

Hvis blot en tale var løsningen, havde verden ingen problemer i dag. Kære politikere, I taler for døve ører. Forældrene til disse børn forstår knap det danske sprog. Det er roden til problemerne.

Mens politikerne gør klar til militær oprustning og »international ansvarlighed« for milliarder af kroner for at redde verden fra totalitære regimer, taler politikerne ikke om en national ansvarlighed, de selv synes at være på flugt fra. I alle aktioner slår man til, før problemer spreder sig og vokser sig store.

Når vi kan adressere et problem, må vi som borgere, forældre, politikere og samfund gribe vores ansvar og ikke blot placere det andetsteds. Problemet bliver ikke mindre af, at vi planter det i en urtepotteskjuler. Ukrudtet vil vokse og suge næring fra det berigende og blomstrende liv, det omgives af. Det virker temmelig uansvarligt, når folketingsmedlemmer ikke vil bidrage til at løse »indvandrerproblemer« herhjemme.

Ja, selvfølgelig har forældrene ansvaret for deres børn. Vores tankevirksomhed og ansvarsplacering må ikke reduceres til én dimension, derfor er vi nødt til at spørge os selv: Hvorfor gør disse indvandrerforældre ikke noget?

Fordi de kan, og de slipper godt af sted med det – endda honorere«. Ingen kvaler, samfundet betaler. Ligesom samfundet – hvor det er mere normen end undtagelsen – passer på de arbejdsløse, ikke-dansk talende, ikke-Danmarks-interesserede forældre.

Danmark har skabt og parkeret indvandrergenerationer på offentlig forsørgelse. Det paradoksale er, at når de først får en overførselsindkomst, forventer ingen en modydelse. Ingen forventning om aktiv deltagelse i det danske liv, ingen forventning til danskkundskaber. De parkeres bag parabolerne. Giver vi en ydelse, skal der være en modydelse. De krav skal vi turde stille.

Ærlig talt, et gebrokkent dansk sprog og nogenlunde opdragelse af deres afkom født i landet er fattige krav at stille. Parabolforældrene er netop, hvad mange af disse »indvandrerdrenge« ser op til. Det er prisen for vores årelange forfejlede udlændingepolitik, som vi alle skal betale for. Synes du stadig, at det alene er et indvandrerproblem?

Og ja, jeg tør godt sige det som det er. Danmarks har i årtier ført en forfejlet udlændingepolitik på indvandrerområdet. Politikerne har i blinde været ude at »skralde« i mørke nætter. Helt åbenlyst har de taget imod indvandrere med revl og krat uden modet til at sortere de rådne og ubrugelige »varer« fra.

En affaldsreform blev født. Nu profilerer man sig i et kapløb om »strammere udlændingepolitik«. Nu camouflerer politikerne skraldet, pakker lorten ind og frasiger sig alt ansvar. Det stinker stadig, og stanken breder sig. En ansvarlig politik med mod til at stille krav havde sparet alle for stanken i dag.

De åbne statskasser har faciliteret processen til dannelse af det passive, dovne, uduelige og ansvarsløse menneske, og derfor har staten et medsansvar. Lad os revidere vores politik og lære fra os – både friheden og ansvaret. Lad os udstyre dem, der er i landet, med årer og lad dem sejle om kap med resten af befolkningen. Lad arbejde og konkurrence drive dem.

Staten skal ikke bistå som reserve med gratis re-fill, hvis de frivilligt forlader kampen. Lad kasserne stå på klem. Smæk dem i for dem, som kun rækker hånden ned i kassen. Åbn dem for dem, som villigt gør en indsats.

Kære politikere, vi ønsker ikke at stå med ansvarsløse forældre og ansvarsløse folkevalgte. Tag jeres del af ansvaret. Vi har massive problemer, lad os få løsninger – i går var bedre end i dag, og i morgen kan være for sent. Lad være med at være sløve, ansvarsløse og døgenigte. Vi er nødt til at stå sammen i kampen for det Danmark, vi alle vil kende: det frie, rene og stærke Danmark.