Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor er Polen mon fri for islamiske terrorister og hadprædikanter?

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS og CARSTEN LUNDAGER. Fold sammen
Læs mere

Sidste år gæstede jeg Polens gamle, smukke kongeby Krakow. Byen ånder af kultur og historie; kristendom og vestlig civilisation. Under mine vandringer i de gamle gader kunne jeg derfor ikke lade være med at tænke på den skæbne, som til stadighed bliver andre vestlige storbyer til del. Og da billederne fra terrorangrebet på Ramblaen i Barcelona rullede over TV-skærmen, tænkte jeg på, hvordan de forsvarsløse fodgængere i Krakow ville være et oplagt mål for endnu en jihadist, der vil føre hellig krig mod de vantro.

Alligevel synes ingen turist eller indbygger i Krakow knuget af frygt for, at et traumatiseret og uledsaget flygtningebarn pludselig stikker folk ned med en kniv på Rynek Glowny. Ja, på den tætpakkede gågade Floryanska ses ikke en eneste cementblok for at forhindre terrorangreb. Hvorfor ikke? Er de polske myndigheder lige så letsindige som i Frankrig, Sverige og Spanien? Begår de med åbne øjne samme fejl?

Naturligvis kan ingen udelukke, at knive, økser, bomber og skydevåben – eller en lastbil – i hænderne på en afvist asylansøger som i Sverige og Finland en dag også kræver polske borgeres blod. Men risikoen er meget lille – ja, nærmest usandsynlig.

Ligeså usandsynligt er det, at gadebander af unge mænd fra muslimske lande fravrister staten dens autoritet over byområder i Polen, hvor de på bistandshjælp kan udkæmpe stammekrige i deres forfædres ånd og gøre livet usikkert for sagesløse borgere.

Intet fakkeltog

En gadebande i Krakow i stil med »Loyal to Familia« ville ikke blive mødt af et fakkeltog med et budskab om dialog, øget integrationsindsats og en tryglende bøn fra indbyggerne, om at få »vores Krakow tilbage«.

Nej, i Krakow ville Loyal to Familia, Black Army og Black Cobra ikke nå at se to solopgange, før et spontant græsrods-initiativ uden hændervridende fællessang tog »Krakow tilbage«: Butiksejere, taxachauffører, vejarbejdere, gadefejere, fodboldfans, studenter, tourguides og turister fra andre polske byer ville gøre kål og polsk pølseret på hele banden, endda uden politiets hjælp, og så hurtigt, at menneskeretsaktivister og kaffeslabberas-fortalere ikke ville kunne nå at komme bandekrigerne til undsætning.

I Polen er der ingen burkaer eller niqaber at se på gaderne, ingen halalmad i børnehaverne, ingen kønsopdelte svømmehaller, ingen ramadan i skolerne, ingen Grimhøjmoskeer, intet Hizbut Tahrir og ikke én eneste hjemvendt syrienjihadist på bistand, boligsikring og behandling for post-traumatiske stresslidelser. Hvorfor? Fordi i Polen findes intet Gjellerup, Vollsmose, Rosengården, Bradford eller les banlieus de I’islam. Polen har ikke leveret én eneste muslim med polsk statsborgerskab til islams sorte brigader i Syrien. I Polen behøver ingen bladtegner, fængselsbetjent, skolelærer, socialrådgiver eller folkevalgt politiker frygte for sit liv, endsige bede staten om politibeskyttelse.

Lyder det ikke næsten som det Danmark, danskerne engang kendte? Altså før udlændingeloven af 1983, hvor enhver politiker, selv statsministeren, endnu kunne cykle til sit arbejde på Christiansborg?

Hvorfor?

Nu vil EU-Domstolen straffe Polen for ikke at tage imod 6.000 muslimske asylansøgere, som har haft råd til at rejse til Italien og Grækenland. Polakkerne spørger, hvorfor de nu skal tvinges til at løbe hovedkulds ind i den samme historiske katastrofe, som de kan høre og se, er ved at nedbryde de vesteuropæiske lande. Hvorfor skal historiske perler som Krakow omdannes til det, vi kender fra Vesteuropas storbyer?

Polakkerne er et af de mest EU-glade folk i Europa. Men der må være en grænse, siger polakkerne. Ingen fortalte dem, at de efter 500 års kamp med mongoler, muslimer og marxister pludselig skulle betale prisen for stammekrige og lovreligiøst kaos, som de ingen del har i, tusinder af kilometer borte fra deres eget hårdt prøvede land.

71 pct. af polakkerne afviser at tage imod muslimske asyl-migranter. Og 51,2 pct. mod 37,6 siger, at de er parat til at forlade EU, hvis EU-apparatet prøver at tvinge dem. Tallene taler et tydeligt sprog, som selv den mest ensporede EU-bureaukrat burde tvinges til at forstå.

Før Danmark deltager i hylekoret mod Polen, bør vi spørge os selv, hvorfor en dansker i dag går mere sikkert på Floryanska i Krakow end på Ramblaen i Barcelona eller Strøget i København.

Intet europæisk land har som Polen lidt under Nazitysklands erobring. Samtidig kan polakkerne stolt og med fuld ret hævde, at Polen var landet uden en villig landsforræder som en Vidkun Quisling i Norge, en Fritz Clausen i Danmark eller en Philippe Petain i Frankrig. Alligevel føler Bruxelles-bureaukraterne sig ophøjet til at belære polakkerne om, hvordan man bør opføre sig!