Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor er »kassedamen« altid så sur?

Kasseassistenten må lægge øre til mange hverdagsfrustrationer fra kunderne – frustrationer, som efter et stykke tid sætter sig i medarbejderens underbevidsthed.

Kassefrans
Kasseassistenterne er som udgangspunkt ikke sure, men bliver påvirket af kundernes humør. Arkivfoto: Torben Klint Fold sammen
Læs mere

Kassedamer og »kassemænd« synes sjældent synderligt begejstrede. Ofte bliver man glædeligt overrasket, hvis bare man mødes med et overfladisk smil eller får et automatisk »god weekend« med på vejen, når man rækker ud efter kvitteringen. Men hvem er det egentlig, der har tisset på ekspedienternes sukkermad?

Det spekulerede jeg længe over, da jeg var yngre. De sure ansigter bag kasserne havde jo selv valgt at være der. De fik endda løn for det. Svaret på min undren skulle åbenbare sig et par år senere, da jeg selv blev ham, der scannede varerne ind.

Da jeg blev 15, fik jeg mit første arbejde. Et job, hvor titlen »servicemedarbejder« – i folkemunde kassedame – fik lov at pryde mit nye navneskilt. I euforien over at have fået et arbejde satte jeg mig for at blive en af de glade kassemedarbejdere.

 

Et par dage efter ansættelsen havde jeg min første arbejdsdag. Min nye chef udstyrede mig med den klassiske »rookie badge« med den på forhånd undskyldende tekst: Ny i job. Den og et uskyldigt smil kom jeg til at gemme mig bag mange gange de første par uger.

Kunderne var dog flinke ved den nye dreng i klassen. Jeg oplevede endda at få en 20er i drikkepenge. Det var da slet ikke så svært det der med at være en glad kassemedarbejder, tænkte jeg. Javel, ikke alle returnerede ønsket om en god aften, men folk var da generelt flinke nok. Men den oplevelse ændrede sig langsomt, da jeg smed skjoldet på skjorten og med ét blev en almindelig kassedame.

DA BADGEN BLEV sendt videre i tronfølgen, sad jeg tilbage uden undskyldninger. Nu skulle jeg stå til regnskab for hele butikken. Jeg var det første ansigt, folk så, når de kom ind i butikken, og det sidste de så, når de forlod den igen. Og trods mit pubertære ansigt, der var forholdsvis fri for bumser og urenheder, var det ikke altid lige rart.

Jeg begyndte at opleve kunderne på en ny måde. De fleste var stadig høflige og formelle, men der skulle ikke meget til, før kombinationen af en lang arbejdsdag og en udsolgt vare fik dem til at fare ud af deres gode skind. På mine to ugentlige vagter oplevede jeg oftere og oftere at agere skraldespand for kundernes stedfortræderfrustrationer.

Sjældent kunne jeg gøre noget ved deres problemer. Så jeg beklagede på butikkens vegne og tog ikke deres udbrud videre personligt. Men som tiden gik, kunne jeg mærke en ændring i min indstilling til arbejdet. Min underbevidsthed gjorde det langsomt sværere at finde smilet frem ved synet af den næste kunde i køen. For hvad skulle jeg nu høre for?

I en periode havde vi en fast fredagskunde. Eller i virkeligheden var han bare en »besøgende«, for han købte aldrig noget. Til gengæld havde han altid en tilbudsavis under armen. I den havde han afmærket alle ugens bedste tilbud – dem som forsvinder hurtigt fra hylderne. Tilbud på alt fra salmiakspiritus til spiritus af den festlige slags. Tilbuddene var ligegyldige. For han skulle som sagt aldrig have noget.

I stedet var målet for udflugten at udpege alle de tilbudsvarer, der nu var udsolgt seks dage inde i tilbudsugen. Med tilbudsavisen som religiøst manifest prædikede han sin forargelse over det, han kaldte vildledende reklame. Nogle gange var hans udbrud så højlydte, at de andre kunder blev forskrækkede. Mine kollegaer og jeg? Vi vendte den anden kind til – for at blive i teologiens verden – og pegede forsigtigt på teksten i bunden af hans bibel: »Tilbudene gælder så længe lager haves«.

Men på et tidspunkt fik vi nok. Vi besluttede os for at drille ham lidt. Da jeg så ham træde ind i butikken fra kasselinjen den næste fredag, ringede jeg til min kollega i butikken og oplyste ham herom. Min kollega gemte fluks Coca-Colaerne, som var den uges store prisbasker. Da den besværlige »kunde« havde været hele butikken igennem og kunne konstatere, at butikken var tom for Coca-Colaer, gik han til angreb.

»Hvorfor fanden har I ikke nogle cola’er, når I reklamerer med det i jeres tilbudsavis? Jeg skal holde stor familiefødselsdag i morgen, så er det da for dårligt, at man ikke kan regne med jeres tilbudsavis,« sagde han, da han nåede frem til kassen. Det var helt normalt, at han havde en historie i baghånden, der på overfladisk vis retfærdiggjorde hans udskejelser. Men vi, der havde oplevet ham mange gange, vidste, hvilken tragikomisk tilfredsstillelse, han virkelig kom efter.

»Vi har da masser af colaer. Hvor mange skal du bruge?« spurgte jeg. »Fire,« svarede han. Men da jeg kom tilbage med favnen fuld af 1,5-liters colaer, var han pist væk. Vi så aldrig »manden med tilbudsavisen« igen.

KUNDER SOM HAN var faktisk ikke de værste. Ham kunne man forholde sig til. Man vidste, hvad han havde i tankerne, når han trådte ind gennem de automatiske glasdøre. Nej, det var de uanmeldte jordskælv, der var mest ødelæggende for humøret i kassen. De anstændige kunder, der pludselig blev uanstændige.

Dem, som blev fornærmede, hvis man skiftede bonrullen, når det netop var blevet deres tur. De, som ikke forstod, at de ikke kunne få 1.000 kr. over beløbet, når kassebeholdningen kun talte 3.000. De, som ikke fattede, at man ikke kunne åbne en fjerde kasse, når butikken kun var udstyret med tre.

Selvfølgelig er det de færreste, der lader dagligdagens frustrationer gå ud over kasseassistenten. Men sandheden er, at de få ødelægger det for de mange. De dårlige oplevelser smitter af på kassepersonalets humør. Om ikke direkte, så indirekte. Jeg nægter at tro, at nogle kassemedarbejdere er født sure – selv om jobbeskrivelsen i sig selv ikke er nævneværdigt ophidsende – det er noget, de bliver.

Det er lang tid siden, jeg selv forlod jobbet som kassemand. Men det, jeg tog med mig, var, at stemningen mellem kunde og ekspedient langt hen ad vejen er et fælles ansvar. Så næste gang du møder en mut kasseassistent, så prøv normativt at smile til vedkommende. Måske bløder personen bag kassebåndet lidt op. Måske vil et lille smil syne frem på ekspedientens læber. Et smil, der vil bestå, indtil personen igen skal lægge ører til idioternes frustrationer.