Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor er forfattere aldrig borgerlige?

BM Byline foto Hans Hauge Fold sammen
Læs mere

Den franske forfatter Michel Houllebecq skrev i 1997: »Alle de store skribenter var reaktionære. Balzac, Flaubert, Baudelaire, Dostojevskij – kun reaktionære.« Hvorfor er danske forfattere aldrig reaktionære, konservative, liberale eller borgerlige? Jo, der er et par undtagelser. Det hører med til forfatteridentiteten at være anti-borgerlig. Det er lettere at begå sig i det litterære system, hvis man mener det samme som alle de andre. Hvorfor er de konservative forfattere forsvundet? Kan det have noget at gøre med velfærdsstaten?

Da velfærdsstaten blev etableret, vendte mange forfattere sig imod den. Et godt eksempel er J.R.R. Tolkien. Ham med »Ringenes herre«. Han var en reaktionær, romersk-katolsk forfatter, der nærede den største afsky for den nye engelske velfærdsstat. Tolkien ville med litteraturen skabe en anden verden, som man kunne flygte ind i og slippe ud af det fængsel, som velfærdsstaten var. Han og mange af hans samtidige mente ganske enkelt ikke, at der kunne skabes kunst i velfærdsstaten, men det mente velfærdsstaten, og det ville den modbevise, så den opfandt kunststøtten. En anden konservativ engelsk forfatter, T.S. Eliot, var modstander af, at staten støttede kulturen. Kultur skulle være organisk og vokse frem af sig selv.

Men velfærdsstaten voksede sig stor i datidens England og i Norden. Der skete dermed noget paradoksalt. Forfatterne blev venstreorienterede. Ikke alle er man nok nødt til at sige i dag. Velfærdsstatens kunstneriske overbygning blev modernismen, men modernistiske digte havde det problem, at de var så svære at forstå, at de ikke kunne sælges. Derfor var det, at kunststøtten blev etableret i 1964 som en fejebakke, og den har fungeret stort set uændret siden. Modernistisk kunst har et smalt publikum, derfor kan den ikke klare sig på markedet. Det kunne Tolkiens bøger og Eliots skuespil. Lagerforvalter Rindal dukkede op. I dag er der ingen modstand mod kulturen.

Før velfærdsstaten var der en dominerende, borgerlig kultur, og så var der en modkultur; den kunne være dekadent, fascistisk, kommunistisk, katolsk, dadaistisk, surrealistisk eller meget andet. Den var farlig, og den blev ikke støttet af staten, skolen eller kirken. Den var en subkultur. Efter Anden Verdenskrig skete der det, at modkulturen eller subkulturen blev ophøjet til kulturen som sådan. Og det var denne kultur, som blev støttet af staten. Den borgerlige kultur forsvandt ganske enkelt. Tænk på, hvor etableret en kommunistisk maler som Asger Jorn er i dag, eller på hvordan en stalinist som Hans Kirk er kanonisk. De var begge en del af en modkultur, men i dag er de identisk med Kulturen. Det er derfor ikke underligt, at forfattere er anti-borgerlige, socialister eller medlemmer af Enhedslisten, for det er Kulturen. Det er derfor, at Kaj Munk ikke er en del af litteraturhistorien som andet end et underligt tilfælde. Han var engang højdepunktet af dansk litteratur, nu er han ekskluderet.

Der er noget næsten masochistisk over borgerlige kulturpolitikere. Det er, som om de elsker at få smæk for kulturkronerne. De tør ikke være kulturkritiske. De nøjes med at skære et par procent. Og det kalder de at spare.

Hans Hauge er lektor og dr.phil.