Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvordan skal vi gøre mere i »nærområdet«?

Situationen i lande som Syrien ændrer sig ikke foreløbig, så det ville være klædeligt, hvis EU og herunder den danske regering turde indtage et reelt standpunkt og enten afvise flygtningebådene med magt eller iværksætte en realistisk strategi for fredsskabelse og øget stabilitet i området.

»Danmark har ligesom andre EU-lande nægtet at gøre noget ved borgerkrigen i Syrien, siden den startede i 2011, og situationen har udviklet sig katastrofalt.« Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Når EU for tiden forsøger at finde og forhandle løsninger på flygtningestrømmen over Middelhavet, sker det i et politisk morads, hvor idealister og realister skal forsøge at finde hinanden. På den ene side prædiker idealister med høj moral om, at der skal vises medmenneskelighed og næstekærlighed for de desperate mennesker, som i overfyldte flygtningebåde er villige til at sætte livet på spil for at slippe væk fra krigens rædsler i lande som Syrien.

På den anden side står realister fast på, at EU hverken kan eller skal være gearet til at modtage så store mængder flygtninge, hvorfor flygtningebådene må afvises.

Imellem de to yderpoler i den debat finder vi så den store gruppe af politikere og meningsdannere, som på den ene side nok har indset, at Europa ikke kan rumme så store flygtningegrupper fra Mellemøsten og Afrika, men på den anden side ikke vil acceptere, at tusindvis af flygtninge drukner i Middelhavet – og slet ikke, når de skal konfronteres med det dagligt på TV.

Den danske regering lander lige i denne gruppering. Statsministeren, som må formodes fortsat at tjekke meningsmålinger dagligt forud for valgudskrivelsen, har erkendt, at hvis hun skal erobre stemmer tilbage fra Dansk Folkeparti, bliver det nødvendigt at lægge en hård kurs på flygtninge- og integrationsområdet. Derfor har Helle Thorning-Schmidt lært sig, at den hårfine balance i tilværelsen som både idealist og realist i flygtningespørgsmålet indebærer et budskab om, at »vi vil gøre mere i nærområderne«.

Hvordan er det så med de her »nærområder«, hvad skal der gøres, og hvad bliver der allerede gjort?

Næsten en fjerdedel af bådflygtningene er syrere. De flygter til kaotiske Libyen, hvor skruppelløse menneskesmuglere sørger for deres videre transit ud i Middelhavet – bogstavelig talt. For disse flygtninge kan »nærområdet« defineres som Syrien.

Hvad har den danske regering egentlig gjort her? Danmark har ligesom alle andre EU-lande nægtet at gøre noget ved borgerkrigen i Syrien, siden den startede i 2011, og situationen har udviklet sig katastrofalt. Da der ingen intervention foregik i Syrien, mistede den vestlige verden kontrollen med, hvilke ekstreme islamistiske grupperinger der her fik et frirum uden tilsyn. Der er nu over 210.000 døde, og Mellemøsten har samtidig fået Islamisk Stat, som efter alt at dømme vil fortsætte med at begå forbrydelser mod menneskeheden i mange år.

Organisationen er ressourcestærk i både tilslutning og økonomi, og flere kilder peger på, at luftkampagnen i Irak efterhånden har udtjent sit potentiale: Islamisk Stats offensiv er bragt til standsning, men organisationen er ingenlunde udryddet. De fleste lande (bl.a. Danmark), der deltager i luftkampagnen, har i øvrigt et forbehold, der forhindrer bombardementer i Syrien. Danmark arbejder således ikke militært med at stabilisere Syrien, men leverer dog økonomiske bidrag til humanitære formål. I 2014 var det bidrag på ca. 330 millioner kroner.

Jeg tillader mig nu at spørge igen: Hvad indebærer det at »hjælpe mere i nærområdet«? I efteråret 2014 sparede regeringen ca. én milliard kroner på ulandsbistanden, da der skulle findes penge til et uventet højt antal asylansøgere. Besparelsen blev bl.a. gennemført ved at annullere et udviklingsprogram i Østafrika på 400 millioner kroner samt spare 227 millioner kroner på »Det Arabiske initiativ«.

Man må altså forstå, at det ikke er via ulandsbistanden, at der hjælpes mere i områderne – nærmere det modsatte. Statsministeren tilkendegav dog 23. april på TV, at hun ville opfordre andre EU-lande til at hæve deres ulandsbistand til de 0,7 procent af BNP, som EUs ministre tidligere har indvilliget i, da det opfylder FNs 2015-mål.

I 2014 gav lande som Spanien og Italien henholdsvis 0,14 og 0,16 procent, mens rigere lande som Tyskland og Frankrig gav 0,41 og 0,36 procent. Statsministerens ambition om at få et land som Frankrig til at fordoble sin ulandsbistand synes en anelse naivt. Det lader således ikke til, at det bliver i økonomiske tilskud, man kan forvente, at vi vil »hjælpe mere i nærområdet«.

Det er tydeligt for enhver, at det største problem i Syrien er sikkerhedssituationen, hvor mere end 11 millioner er på flugt internt eller eksternt, og daglige kamphandlinger imellem oprørsgrupper, Islamisk Stat og Assad-regeringen udspiller sig.

Man havde muligvis en chance for at forhindre et folkemord i konfliktens start i 2011 og 2012, hvor præsident Barrack Obama forsøgte at få opbakning i den amerikanske kongres til at intervenere militært. Det samme gjorde premierminister David Cameron i det britiske underhus, og selv i lille Danmark slog Venstres Søren Pind kraftigt på tromme for at gribe ind over for Bashar al-Assads forbrydelser mod menneskeheden.

Efter mere end ti år med indsættelser i Irak og Afghanistan havde ingen af de tre held med at overbevise deres krigstrætte parlamenter. I dag er det næsten utænkeligt, at et vestligt land skulle intervenere i et Syrien så kaotisk, og intet tyder på, at det forhold vil ændre sig i fremtiden. Det er altså heller ikke militært, at vi kommer til at »hjælpe mere i nærområdet«.

Situationen i lande som Syrien ændrer sig ikke foreløbig, så det ville være klædeligt, hvis EU og herunder den danske regering turde indtage et reelt standpunkt og enten afvise flygtningebådene med magt, som Australien har gjort det, eller iværksætte en realistisk strategi for fredsskabelse og øget stabilitet i området.

Der er ingen tvivl om, at det kan synes kynisk at tvinge flygtningebådene til at vende om, og det vil helt bestemt være ekstremt omkostningstungt og tillige komplekst at intervenere militært og skabe fred i f.eks. Syrien. Men hvis EU nøler imellem de to beslutninger, akkurat som det har nølet i magtkampen med Rusland, vil titusindvis af flygtninge drukne i Middelhavet i 2015, og EU vil endnu en gang have udstillet sin manglende sammenhængskraft og beslutsomhed.