Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvordan skal jeg forklare mine børn, at det bedre kan svare sig at stjæle og overfalde end at råbe om hjælp?

Foto: Mersiha Cokovic NIELS AHLMANN OL

Rikke Louise Andersen fra Nykøbing Falster er i mine øjne den ægte kvindekæmper og feminist. Rikke Louises datter og en veninde blev sidste sommer antastet af en blotter, hele to gange, før denne mor tog sagen i egen hånd.

Hun fik fingrene i overvågningsbånd og lagde billedet af blotteren ud på Facebook som efterlysning, men også som advarsel for andre forældre. Sagen blev taget i retten og endte i første omgang med en bøde på 5.000 kr. til Rikke Louise og ti dagbøder af 250 kr. til blotteren, for krænkelse af børn.

Nu har jeg ikke vildt meget forstand på feminisme, men hvis denne ikke er en kvindekamp, tilgiv mig, men så ved jeg virkelig ikke, hvad det er. Og alligevel var Rikke Louise ikke nævnt med ét ord i onsdags – i anledning af kampdagen – på trods af massiv mediedækning af dagen. I fredags blev Rikke så frikendt, mens børne­krænkeren stadigvæk skal betale sølle 2.500 kr.

Og den slags uretfærdighed ender ikke her. En 23-årig kvindelig tyv anmeldte en butiksejer i Silkeborg for at have lagt hendes billede ud på Facebook. Hun brød sig ikke om at blive udstillet på den måde. Hun kunne blot have ladet være med at stjæle, men nej.

Her blev butiksejeren også straffet hårdere end tyven selv, og beskeden fra politiet lød: »Han kunne bare have anmeldt hende.« Det havde han også gjort, men fik at vide, at der ikke var ressourcer nok til at løse hans sag.

Det er, desværre, ikke kun systemet, der har en tendens til victim blame. Det har befolkningen i allerhøjeste grad også. Hvis man læste, at en gruppe på tre mænd blev fysisk overfaldet og røvet på Kongens Nytorv, mens de lettere berusede, efter en hyggelig middag, rettede kurs mod Københavns natteliv, ville man automatisk blive harm på ofrenes vegne.

Man ville række ud efter lovgiverne og politiet (som ikke gjorde noget ved sagen, mens en af ofrene gav sig til at løbe efter gerningsmændene).

Sagen er blot den, at det ikke var tre vilkårlige danskere, der blev overfaldet. Ofrene var succesfulde, rige forretningsmænd, og en af tyvekosterne var et ur, der er det værd, dom svarer til min årsløn, sådan cirka. Så det udløste ikke harme på ofrenes vegne. Men derimod mod ofrene og deres dyre vaner. Disse er blot få eksempler på, hvad der er forkert med vores lovgivning og os som samfund.

Mine børn er ved at nå den alder, hvor de kræver en rationel forklaring til tingene og ikke mindst, hvor de hører og læser ting, som vi, herhjemme, ikke ønsker at fortælle dem endnu. Hvordan skal jeg forklare dem, at det bedre kan svare sig at stjæle fra, overfalde og chikanere andre mennesker, end at råbe om hjælp, når man bliver udsat for samme, når den danske lovgivning siger det modsatte?! Hvordan skal jeg forklare dem, at man ikke nødvendigvis er et skidt menneske, blot fordi man har et svimlende dyrt ur, når de lærer i skolen, at Robin Hood gjorde det helt rigtige ved at stjæle fra de rige?!

Mersiha Cokovic er konsulent.