Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvordan lever vi med hinanden?

»Regeringens udspil om at begrænse asylansøgeres adkomst til umiddelbar familiesammenføring er ... reaktionært og slet ikke et af verdens rigeste samfund værdigt i en tid, hvor verden brænder så mange steder.«

Anne Sofie Allarp Fold sammen
Læs mere

Jeg har været udlænding en stor del af mit voksne liv. Privilegeret og kridhvid, men dog udlænding af dansk oprindelse, på udebane sprogligt og kulturelt. Når jeg er til forældremøde på min datters skole i centrum af Madrid, er jeg én blandt mange udlændinge fra blandt andet Frankrig, Marokko, Storbritannien, Kina, Filippinerne, Colombia og Venezuela. Og hvad vigtigere er: Ingen synes at det er særlig vigtigt, hvor vi kommer fra. For i modsætning til København og Danmarks endnu mindre byer, er verdens metropoler nu reelt multikulturelle. At være udlænding i byer som New York, London, Berlin, Paris eller Madrid er reduceret til allerhøjst en omstændighed ved ens person på linje med ens køn, udseende eller seksuelle orientering.

Læs også: Thorning åbner valgår med velfærd og udlændinge

Sådan ser fremtiden ud. Uafvendeligt og uanset hvad vi gør fra national side. Kommunikationsteknologi, transportteknologi og globalisering vil blive ved med at producere det resultat, at flere mennesker opholder sig uden for de egne, hvor de er født. Og det vil blive en af de største diskussioner i dette århundrede. Hvordan lever vi med hinanden? Hvordan får vi det bedste ud af hinanden? Hvad sker der med kultur i en multikultur? Hvad sker der med vores sprog? Hvad sker der med vores normer, vores opførsel og vores moral, når vi ikke har identiske udgangspunkter? Hvordan kæmper man (bedst) om kulturen og værdierne i en globaliseret verden? Og naturligvis: Hvordan beskytter vi vores samfundsmodeller, der er født ud af homogene befolkninger og udbygget under i stigende grad heterogene befolkninger, mens globaliseringen intensiveres? Hvilke egenskaber kræver denne tid af vores ledere?

Den danske debat om indvandringen er i denne henseende i høj grad reduceret til fornærmelser, forhindringer, grænsebomme og svinekød, der i sig selv betyder noget, men som ikke kommer i nærheden af de store diskussioner om vandringernes betydning, muligheder og problemer. Regeringens udspil om at begrænse asylansøgeres adkomst til umiddelbar familiesammenføring er et godt eksempel. Det er reaktionært og slet ikke et af verdens rigeste samfund værdigt i en tid, hvor verden brænder så mange steder. Og som dokumenteret dette forår af forskergruppen NordMod2030, kan vi i øvrigt konstatere, at vi danskere med vores toptunede stokkemetode ikke er et hak bedre end de multikulturelt kysseklare svenskere til at integrere indvandrere på vores arbejdsmarked.

Læs også: Regeringens asylstramninger kan være på kant med konventioner

De demografiske ændringer af vores samfund disse år er historiske, og de kalder på et lederskab, der hæver sig over grænsebomsniveau. Det kræver meget lidt at skille fårene fra bukkene, modsætninger er virkeligt lette at tale op, og i en tid med usikkerhed ligger det lige for at basere sin politik på konflikter, had, bitterhed og illusionen om, at det er muligt at stoppe udviklingen. Men det er ikke lederskab, det er snarere en doven og uansvarlig træden vande på skatteydernes regning, og frem for alt er det ikke hverken produktivt eller gavnligt – hverken for den enkelte eller for den i tiltagende grad forskelligartede mængde.