Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvordan kunne Skat miste milliarder?

Læge Torben Mogensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Jeg er ikke interesseret i at hænge nogen op på et ansvar. Jeg ønsker at vide, hvordan det kunne lade sig gøre, at statskassen mistede milliarder af kroner. Ikke bare en enkelt, men mange milliarder.

Ikke fordi jeg tror, at vi får pengene igen, men fordi uden viden om det skete, kan det ske igen. Måske ikke med Skat, men inden for andre offentlige sektorer.

Var det en ubalance mellem resurser og opgaver, der var årsagen? I så fald kan et kollaps måske komme i forsvaret eller politiet. Med udsigterne til vedvarende krav om effektiviseringer og centralisering må det være afgørende at vide, hvordan man undgår et kollaps, som det skete i Skat.

Det er ligesom, da man som barn tog slik fra slikskålen. Ingen kunne se, at det første stykke var væk. Det samme gjaldt for de næste stykker, men pludselig var det meget tydeligt, at man havde haft fingrene i slikskålen.

Hvis man, som jeg, som udgangspunkt tror på, at det ikke var et bevidst ønske, at Skat skulle tabe milliarder af kroner, må det vel betragtes som en utilsigtet hændelse, at det rent faktisk skete? Derfor er det ikke nok at se fremad. Der sker mange ændringer i den offentlige sektor. Der er centraliseringer, der er besparelser og der er omstruktureringer.

Er der elementer af kollaps i Skat? I så fald kan det ske i andre sektorer.

I sundhedssektoren er der stor erfaring i at lære af utilsigtede hændelser. For at lære er der imidlertid nogle vigtige forudsætninger, der skal være til stede. For det første må man afgive muligheden for at forfølge enkelte personer. For det andet må alle led i processen inddrages.

I dagens Danmark er det første nok det vanskeligste. Trangen til at pege fingre er ubegribelig stor. Men man får aldrig sandheden, hvis ikke denne trang bliver dæmpet.

Modsat den sidste skattekommission er der her ikke mistanke om, at ansatte i Skat eller politikere har foretaget noget ulovligt, så det må være muligt at foretage en undersøgelse som vi kender det fra lovgivningen om fejl i sundhedsvæsnet.

Når der har været en alvorlig, utilsigtet hændelse, i værste tilfælde med døden til følge for patienten, er det let at finde den læge eller sygeplejerske, der har taget den forkerte beslutning. Men det forebygger ikke, at det gentager sig.

Alle, selv den dygtigste læge eller sygeplejerske, kan under de forkerte forhold tage katastrofale beslutninger.

Man er derfor nødt til at vide, hvad der var årsagen til den forkerte beslutning. Hvis man forstår hele kæden af beslutninger, der førte op til den fatale beslutning, har man mulighed for at forebygge, at fejlen gentager sig. For de pårørende fjerner det ikke sorgen, men det kan mindske vreden at se, at sundhedsvæsnet tager sit tab alvorligt.

Jeg tror på baggrund af samtaler med venner og bekendte, at mange danskere føler vrede over, at samfundet blev snydt for så mange penge. Samtidig finder mange manglende retfærdighed i løsningerne. Vreden bliver ikke mindre af, at politikerne ikke tager det alvorligt. Men værre er, at jeg sidder med en fornemmelse af, at det kan ske igen. Og at politikerne er ligeglade. Man har straffet nogle personer i Skat. Men intet er gjort for at finde ind til kernen af, hvorfor det gik galt. Så længe vi som borgere ikke får ordentlig besked er, der frit spil for allehånde teorier. Skyldes det de mange ministre, ministrenes manglende viden, besparelser, dårlige IT-systemer osv?

Der er ikke behov for store kommissioner, men en simpel kerneårsagsanalyse. Jeg er sikker på, at sundhedsvæsnet gerne stiller sin ekspertise til rådighed.