Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvordan kommer borgerligheden ud af blindgyden?

I den ene ende af skalaen har en ekstremist gidseltaget den stramme danske udlændingepolitik. I den helt anden ende af skalaen er det nu borgerligt nok for det store liberale parti ikke at ville hæve skatterne. Borgerligheden trænger til en genstart, uanset hvem der vinder valget. Her er et spædt bud på, hvordan den kan ske.

Tom Jensen
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Mange borgerlige må have det noget stramt i disse dage (omend man tøver med at bruge ordet »stramt« i nogen kontekst for tiden).

I den ene ende af skalaen har en ekstremist gidseltaget den faste danske udlændingepolitik, som der ellers efterhånden er bred folkelig og politisk opbakning til.

I den helt anden ende af skalaen er det tilsyneladende borgerligt nok for landets store liberale parti at erklære, at man ikke går ind for skattestigninger.

Som jeg skrev på denne plads sidste søndag, er der sket meget – og meget godt – i de 24-25 år ud af de seneste 36 år, hvor borgerlige regeringer har haft magten i Danmark.

Men på en række værdipolitiske skalaer har danskerne især i forhold til den økonomiske politik over årtier bevæget sig langt mod venstre. Kun få stiller længere grundlæggende spørgsmål ved velfærdsstaten og dens indretning og størrelse.

»Borgerlig økonomisk politik er udgrænset til noget, man hygger sig med i et par småpartier.«


Det er indlysende dette, Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen tog bestik af i den forgangne uge, hvor statsministeren først udskrev valg til afholdelse 5. juni. Hvorefter han lovede 69 velfærdsmilliarder (der viste sig i realiteten at være 20), aflysning af det såkaldte omprioriteringsbidrag – med mere.

Der skal nu lup til at se forskel på Venstres og Socialdemokratiets økonomiske politik. Borgerlig økonomisk politik er udgrænset til noget, man hygger sig med i et par småpartier.

Brug for en genstart

Der er brug for en borgerlig genstart i Danmark. Det gælder, uanset om blå blok mod forventning kan fortsætte ved regeringsmagten efter valget. Eller om Danmarks næste statsminister hedder Mette Frederiksen.

Hvori kan denne genstart så bestå?

Jeg anerkender, at det ikke er noget let projekt, al den stund blindgyderne er alle vegne:

Man kan dårligt stramme yderligere i forhold til asyl og indvandring uden at komme i karambolage med konventioner og grundlæggende borgerrettigheder.

Og når det gælder den økonomiske politik er man som nævnt oppe mod et værdiskred, der betyder, at flertallet af danskerne sætter lighedstegn mellem velfærd og en mægtig offentlig sektor, der skal klare ærterne for dem.

Genstarten er derfor nødt til at finde ind til rødderne, hvis den skal blive andet end en surt hostende totaktsmotor, der larmer lidt og derpå straks går i stå påny.

Man må ind til nogle kerneværdier.

For mig at se er der to essentielle dimensioner i det, man kan kalde borgerlighedens dybe værdisæt. Det er samtidig to dimensioner, der bør kunne bringe konservative og liberale mennesker sammen i højere grad, end tilfældet har været i de seneste år, hvor der nærmest har været fraktionskrig.

Ansvar, frihed og kultur

Den ene dimension handler om det enkelte menneskes ansvar og frihed. Som borgerlig må man tro på, at det er fuldstændig afgørende, at den enkelte har ansvaret. Og får friheden. Det er ikke i en central statsmagt, det bedste udvikler sig. Det er ikke et system, der kan udpege de ideer og løsninger, der skal bringe samfundet fremad. Det gør mennesker. Selv. Og sammen i de fællesskaber, de finder ud af at indgå i.

Det er derfor, størrelsesforholdet mellem stat og civilsamfund er afgørende. Det er derfor, markedet ikke skal overreguleres. Det dræber ansvaret. Fordi det dræber friheden. Og omvendt. Staten er borgerens tjener, ikke omvendt. Og den velstand og velfærd, mennesker selv skaber, er forudsætningen for fælles offentlig velfærd, ikke omvendt.

Den anden dimension er lige så essentiel, ikke mindst i en tid, hvor venstrefløjen i stigende grad domineres af identitetspolitiske strømninger, der i realiteten handler om at opløse alle etablerede strukturer og normer mennesker imellem.

Borgerligt tankegods bygger på, at det enkelte menneske ikke er et i luften frit svævende væsen. Verden er konkret. Og vi er alle født ind i denne konkrete verden med en arv, en historie, en kultur, en identitet og en forståelse af, hvad der er gået forud. Det er ikke nogen begrænsning, for ud fra det ståsted har man naturligvis friheden til at leve sit liv. Det er derimod en enorm styrke, fordi man vedkender sig, hvem man er. Man ved, på hvilken grund man står. Det er det stærkest tænkelig afsæt til at møde andre, også i en globaliseret verden, hvor kulturer og identiteter uundgåeligt mødes. Svaret på det kan ikke være en kulturel og identitetsmæssig udjævning. Det er uborgerligt og kulturrelativistisk.

Med grundværdierne på plads kan man begynde udmøntningen i mere konkrete tanker.

Hvis staten ikke skal tage magten, friheden og ansvaret fra borgeren, hvor meget bør den så fylde? Hvor høj bør skatten være? Hvilken offentlig sektor skal vi have – i samspillet med markedet og det civile samfund, hvor virksomheder og borgere handler og skaber?

Hvis identitet og kultur er afgørende for den selvforståelse og selvrespekt, det må være enhver forundt at have, hvad betyder det så for, hvordan vi indretter os? Er vi nødt til at erkende, at den grundlæggende dannelse, som over årtier har haft trange kår, må og skal være et kerneborgerligt projekt i de kommende år? Hvordan skal nationalstaten, som vi aldrig kommer til at kunne undvære som fælles ramme, spille sammen med et EU og den øvrige verden, som det er lige så afgørende ikke at isolere sig fra?

Der er rigeligt at tage fat på, når grundlovs- og valgdagen er overstået. Faktisk gerne før, men det er vist et lønligt håb, bedømt på valgkampens første uge.