Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvor vil EU-modstanderne hen?

EU-modstanderne på begge fløje står til at få stor fremgang til Europa-Parlamentsvalget. Men hvad vil de egentlig med EU, og har de overhovedet andet at bidrage med end at være på tværs?

Vi har glemt fortællingen om EU og hvad det betyder for fred, samarbejde og fælles fremtid og ender i diskussioner af lakridspiber og krumme agurker. Foto: Frederick Florin/AFP Fold sammen
Læs mere

DF står ifølge meningsmålinger til stor fremgang ved Europa-Parlaments­valget på næste søndag. Folkebevægelsen mod EU stiller troligt op, som den har gjort det siden 1973. Men hånden på hjertet – hvad er det, de vil?

Jeg har den seneste måned rejst Danmark tyndt. Med støtte fra Europanævnet, og på opfordring fra Rejsescenen, har jeg lavet en anderledes introduktion til EU og den kommende afstemning om en fælles europæisk patentdomstol for både unge og gamle. Vi har været over det hele. Fra Nykøbing Falster til Silkeborg over Roskilde og Vordingborg til Hvidovre og Kastrup. 3Fs kursusejendomme, Dansk Metal, Roskilde Universitetscenter, et par handelsgymnasier og en del AOF-arrangementer med offentlig adgang. Deltagerne spændte i alder fra 18 til 78.

Jeg har i min indledning talt om de store linjer: Om EU som et handelsfællesskab med et overordnet ønske om at skabe økonomisk stabilitet og fred. Jeg har vendt, hvordan tankerne om et forenet Europa tog form, allerede før røgen fra Anden Verdenskrig var blæst væk. Og jeg har vendt, at vi har ERASMUS for studerende, og at EU er den største bidragyder i verden af udviklings- og bistands­kroner. Det glemmer vi tit i Danmark. For herhjemme handler EU-debatter sjældent om fred, samarbejde og en fælles fremtid – vi ender altid i de små ting som lakridspiber og krumme agurker. To ting, som EU faktisk aldrig har haft til hensigt at forbyde.

Og det undrer mig, at det fælles projekt, vi gik med i for over 40 år siden, ikke fylder mere i folks bevidsthed. At EU er blevet en fortælling om en ond, fjern fætter, der kun vil os det dårligt og bestemme og fratage os alt det gode i livet. For eksempel vores kanelsnegle!

Fælles for deltagerne til arrangementerne – både borgere og politikere – har været ønsket om en god, saglig og interessant debat.

Politiske modstandere har haft det til fælles, at de brænder for sagen og for jobbet, og de håber virkelig alle, at de får et mandat til at sidde i Europa Parlamentet. Og så er der, i modsætning til på den indenrigspolitiske scene, rigtig meget, der faktisk samler kandidaterne. Jens Rohde fra Venstre og Britta Thomsen fra Socialdemokratiet har de sidste fem år siddet i Energiudvalget sammen. De kunne til et valgmøde i Roskilde – lidt i munden på hinanden – berette om, hvad de har opnået. Sammen. I netop dét udvalg, hvor interessen for en langsigtet, miljøvenlig energiløsning for Danmark var et fælles mål. Tænk, hvis rødt og blåt hold opførte sig sådan herhjemme!

Men deres partier står til tilbagegang. Over hele Europa står EU-skeptiske partier til fremgang. Og hvad så?

Morten Messerschmidt sidder i en gruppe i EU, der huser partier, som kun har det til fælles at være mod det europæiske fællesskab. Men ikke så meget andet. Han sidder sammen med blandt andet repræsentanter fra UKIP, UK Independence Party, fra Storbritannien, der ønsker en folkeafstemning om at forlade EU helt og aldeles. Med i den gruppe sidder også Lega Nord fra Italien, hvis mærkesag hjemme er at begrænse indvandringen. Det står mere uklart, hvad deres europæiske projekt er. Og såfremt meningsmålingerne holder, hvad vil de så bruge deres nyerhvervede mandater til?

På modsatte side har vi Folkebevægelsen mod EU, der er i gruppe med den yderste venstrefløj, blandt andet det tyske Die Linke, repræsentanter fra kommunistpartier fra Sydeuropa og Irske Sinn Féin. Ikke en, i ideologisk forstand, homogen forsamling.

Men igen – hvad er målet? Hvad er visionerne? Hvordan ser yderfløjenes Europa ud i fremtiden? Med andre ord: Kan EU modstanderne bidrage med andet end at være på tværs?

EU-TILHÆNGERE STÅR TIL at blive valgets store tabere. Vælgerne har glemt fortællingen og kan ikke identificere sig med et fælles Europa. Derfor stemmer de på dem, der ikke vil samarbejdet. De, som værner om det nationale. Men vi må gøre op med os selv: Hvad vil vi med EU?

EU kan bruges til at samle nationerne. Et fælles europæisk samarbejde kan blandt andet bruges til samhandel, uddannelse, energipolitik og bekæmpelse af international kriminalitet.

Eller EU kan bruges til at splitte os op. I selvstændige nationer, der i en eller anden porøs model vil have særbehandling, forbehold og håndplukkede løsninger for hvert enkelt medlemsland. Altså et slags europæisk politisk tag-selv-bord, hvor man kan nuppe det, man godt kan lide, og lade resten stå.

Den model tror jeg ikke på er holdbar i længden. Når vi kører, så kører vi. Jeg vil gerne med på EU-vognen. Vil I med? Og har I husket at tisse af?