Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvor slem er fremdriftsreformen egentlig?

Studietid. Nu har de til rettighederne hørende pligter om at passe sit universitetsstudium fundet vej til lovgivning og bekendtgørelser. Det synes jeg bestemt er i orden.

Kathrine Øster Jensen har flyttet sit studie fra Århus til København. Hun står i et af de'svævende' mødelokaler på IT-Universitet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Nå, Mads, hvad synes du egentlig om den dér fremdriftsreform?«. Spørgsmålet falder, da jeg en mørk og stormfuld eftermiddag op til jul har lagt vejen forbi IT-Universitetets fredagsbar, ScrollBar. Med ét retter alle studerende i nærheden blikket mod mig. Forinden har to studerende ellers lige takket mig for de mails, jeg har sendt dem med ros for deres planmæssige fremdrift på studiet.

Den ene af dem, Katja, siger: »Man knokler hver evig eneste dag, og hvor tit er det, at man får ros for det? Tak!« Men det er en af hendes mandlige studiekammerater, der gerne vil vide, hvad jeg synes om fremdriftsreformen, og det er nu, jeg mærker de nysgerrige blikke. »Tja,« svarer jeg, »Siden 2003 har jeg to gange om året sendt alle fuldtidsstuderende mail om, hvordan jeg synes, det går med deres fremdrift. Grundlæggende mener jeg, at det dér fremdrift er en god ting. Jeg går ind for det.«

En fjerde studerende: »Men denne her reform, Mads! Jeg mangler kun en lille del af et halvt års studier for at blive færdig, så hvordan vil I tilmelde mig fuldt studieprogram næste semester? Eller bliver jeg nu smidt ud, fordi jeg ikke kan tilmeldes fuld studieaktivitet?« Jeg svarer den studerende, at man ikke vil blive tvangsindskrevet på studieaktiviteter, man ikke mangler, og at man heller ikke kan blive eksmatrikuleret (smidt ud) med den begrundelse, at man er for tæt på at blive færdig.

Den tredje studerende igen: »Men hør nu her, hvis jeg skal være et ordentligt menneske, så skal jeg udover at være studerende jo have et job og have tid til mit frivillige arbejde.« Så vi får os en snak om, hvorvidt det at studere på fuld tid er foreneligt med det at være et ordentligt menneske.

Baggrunden for episoden er, at Folketinget har vedtaget en reform, i folkemunde »fremdriftsreformen«, som møder en del modstand i universitetsverdenen, i hvert fald på nogle universiteter. Det centrale og kontroversielle punkt i fremdriftsreformen er, at man som fuldtidsstuderende automatisk indskrives fuld studiebelastning hvert semester, og dermed ikke længere har mulighed for at tage studiet i et lavere tempo.

Oplevelsen i ScrollBar den eftermiddag er ikke usædvanlig. Gennem de godt ti år, jeg har skrevet frem og tilbage med de studerende om deres fremdrift, har mønsteret været som følger:

Langt de fleste studerende (75 – 80 pct.) er særdeles motiverede og flittige studerende. Mange af dem bliver ca. et halvt år forsinket. Den hyppigste årsag til forsinkelsen er studiejob, som især mange kandidatstuderende tager for at »få foden indenfor« på jobmarkedet. Disse studerende fortjener ros. Jeg er ikke i tvivl om, at de også vil klare studiet efter, at fremdriftsreformen er indført, også selv om nogle af dem vil blive nødt til at skære ned på erhvervsarbejdet for at gennemføre studiet på normeret tid.

Så er der en gruppe af studerende, som kæmper med fremdriften. Det skyldes mange forskellige ting, det være sig problemer med motivationen, alvorlig sygdom, dødsfald i familien, kærestesorger, og de sjældnere, men ligeledes virkelige, tilfælde: den ITU-studerende, der også er eliteidrætsudøver, eller den ITU-studerende, der har vundet en pris for sin første digtsamling og nu gerne i en periode vil hellige sig digtningen. Denne gruppe af studerende forsøger vi at give råd og vejledning med udgangspunkt i deres konkrete situation, og det vil vi blive ved med at gøre. Barslende forældre får naturligvis orlov uden diskussion.

Endelig er der en gruppe af studerende, som har oplyst, at de, fordi loven jo ikke har forbudt det, har valgt at nedprioritere studierne markant i forhold til den på et fuldtidsstudium forudsatte studie- intensitet. Det er en ret lille gruppe, på IT-Universitetet taler vi måske om fem pct. af de studerende, men det er nok til, at problemstillingen skal tages alvorligt. I årtier har der været fokus på de studerendes rettigheder. Nu har også de til rettighederne hørende pligter fundet vej til lovgivning og bekendtgørelser. Det synes jeg bestemt er i orden.

Skulle jeg komme med et bud på, hvordan reformen kommer til at påvirke de studerendes fremdrift er det følgende: studerende, der følger normeringen, vil blive ved med det; nogle af de studerende, hvis forsinkelse skyldes erhvervsarbejde, vil reducere erhvervsarbejdet og dimittere hurtigere; der vil stadig være forsinkelser, som skyldes sygdom, barsel med videre, og endelig vil det blive sværere for de få, der har gjort det, at miste orienteringen med hensyn til balancen mellem rettigheder og pligter. Jeg synes, det er godt, at der er blevet skabt lovgivningsmæssige rammer for den type af forandringer. Vi vil fra IT-Universitetets side bestræbe os på at implementere reformen på en måde, der gør det at studere under de skærpede krav mindst lige så spændende, lærerigt og kompetencegivende, som studielivet hidtil har været. Vi ser meget frem til den fortsatte dialog med studerende, der gerne vil drøfte udfordringer omkring det at være et ordentligt og samtidig fuldtidsstuderende menneske.