Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvor respektløs kan man tillade sig at være?

Foto: Thomas Lekfeldt

Bag uenigheden mellem Morten Kirkskov og Morten Messerschmidt om »Maskerade« ligger et problem, der er værd at diskutere: Hvordan bør moderne opførelser på landets førende scene behandle klassikerne? Der har i de senere år været en tendens til at servere disse tekster temmelig respektløst.

Den »Tartuffe«, som man serverede for nogle år siden, var en samling støjende fastelavnsløjer. Molières replikker blev fortrinligt fremsagt af hovedpersonen, men i opførelsens regi kom de mildt sagt til at virke ejendommelige. Jo, publikum lo da nogle steder, men det var ikke af Molières ord.

Et af Tjekovs dramaers karakteristika er deres vemodige, næsten tomgangsprægede stemning. Den blev totalt væk i den version af »Mågen«, som man viste for nogle år siden. Skuespillerne styrtede frem og tilbage på scenen, og replikkerne blev jappet i et hæsblæsende tempo. Det hele blev overstået på mindre end en time.

»Hamlet« er ikke let at spille, stykket er langt og uhyre kompliceret. Det Kgl. Teater havde valgt at lade hovedpersonen træde frem foran tæppet og udsige verdenslitteraturens måske mest berømte monolog, »At være eller ikke være«, før tæppet var gået. Shakespeare, den klodsede amatør, har placeret monologen i tredje akt, hvor den giver mening i sammenhængen. Spytslikkeren Polonius blev spillet som en fuldmægtig på et sygekassekontor, blottet for enhver farlighed. Rosenkrands og Gyldenstjerne, der jo er i ledtog med kongen mod Hamlet, var reduceret til rene narrefigurer.

»Othello«, der opføres for tiden, viser hovedpersonen som en lesbisk hvid kvinde, hvad der er ejendommeligt, al den stund stykkets undertitel er »The Moor of Venice«, altså en mørklødet mand. Konsekvenserne er bizarre. Othello er en dygtig general, men de martialske ord klinger besynderligt i en kvindes mund. Kønsændringen påvirker også Othellos hustru, Desdemonas, status. Hun er en af Shakespeares varmeste kvindeskikkelser, og her bliver hun altså bifil, fordi Othello mistænker hende – med urette – for at lægge an på en mand. I Det Kgl. Teaters version er 1. akt en række forvirrede, larmende optrin med utydelig replikbehandling og uden antydning af den latente undertone af tragedie, teksten lægger op til.

Teatret kan jo godt skabe tekstloyale forestillinger, der bliver succeser: »Romeo og Julie« var en blændende oplevelse, men her var instruktørpåhittene også få, men forståelige. Og på de naturalistiske dramatikeres område , fx Ibsen og Strindberg, er teatret jo suverænt: Man spiller i denne sæson en fremragende »Frøken Julie«. Det er muligvis, fordi disse dramaer er så stramt komponeret – næsten hver replik er på en eller anden måde betydningsladet ud over sig selv – at stykket ville falde fra hinanden hvis man begynder at modernisere, fx ved at gøre frøkenen til en homoseksuel sort mand.

Opførelsen af et drama viser instruktørens subjektive vinkling af teksten. Spørgsmålet er, hvilke midler der er nødvendige for at lade teksten lyse, eventuelt for at holde publikums interesse fanget. Eksempler fra teaterhistorien viser, at en instruktør kan finde hidtil upåagtede antydninger i en tekst, men teksten er ikke en affyringsrampe for diverse snurrige eller platte påfund, der savner belæg i dramatikerens værk, og som overskygger tekstens udsagn.

Det er et udokumenteret postulat fra Kirkskovs side, at Holberg skal »støves af«.Shakespeare og de andres temaer er jo eviggyldige, de er blevet bearbejdet og fortolket, men fortolkning betyder ikke forvanskning. For nogle år siden spillede teatret en fremragende ikke-afstøvet »Jean de France« af Holberg. Publikum skraldgrinede, men det var af Holbergs vid.

Bliver »Tartuffes« bigotte hykleri stærkere ved, at instruktøren placerer ham blandt mennesker, som tilsyneladende opfører en helt anden tekst? Opførelsen af »Othello« viser, at også lesbiske kvinder kan være jaloux. Det havde vi måske en anelse om i forvejen, men kaster det nyt lys over den martrede hovedfigur eller jalousiens væsen? Bliver Tjekovs stemning mere knugende ved, at man lader skuespillerne vise, at det bare gælder om at få dette her overstået så hurtigt som muligt? Hvad vinder man ved at gøre en Holberg-opsætning til en cirkusforestilling?

Den hårfine balance mellem form og indhold er i de nævnte tilfælde blevet forstyrret, og hvis »museumsteater« betyder større respekt for teksten, melder jeg mig som tilhænger af det antikverede, som jo, nota bene, ikke betyder at skuespillerne står som statuer på scenen og læser op af deres rollehæfter. Jeg tillader mig at spørge, hvor Shakespeare etc. dummer sig, således at moderne instruktører føler sig kaldet til at korrekse deres ubehjælpsomhed. Det er en tvivlsom arbejdshypotese at postulere, at sammenhæng og mening i Shakespeare og de andres dramaer kun er opnåelig via en hårdtslående »modernisering«. Morten Kirkskovs udsagn om, at kommende sæsoner vil udnytte »oplagte chancer« for tilsvarende eksperimenter er formodentlig ment som et løfte, men kan også opfattes som en trussel.

Der er nemlig også et element af kulturarv involveret her: Hvor respektløst kan man tillade sig at behandle den? At kalde Det Kgl. Teaters opførelse for »Othello« er falsk varebetegnelse, den burde rettelig benævnes »Efter ide af William Shakespeare«.

Flemming Olsen er studielektor.