Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvor meget vil være anderledes, når den hærgende pest har kulmineret?

Hvor forandret vil samfundet være efter coronakrisen? Hvor store bliver forandringerne i verdensøkonomien? Vil »samfundet« tage mere magt over individet og øge kontrollen med os? Vil statskapitalismen og overvågningssamfundet besejre det liberale demokrati med dets frihedsrettigheder?

Gud er Gud, om alle land lå øde,

Gud er Gud, om alle Mand var døde.

Således skrev den norske salmedigter Petter Dass omkring år 1700. Det var ikke følgerne af pesten, han tænkte på, men det er den, man ved genlæsningen kommer til at tænke på. Mens frygten for pestdøden breder sig over kloden, vågner naturen til live igen. De gule påskeliljer har rejst sig fra vinterdvalen. De små fugle synger atter deres morgensang. Egernet hopper lystigt fra gren til gren, og sollyset breder sig på ny og tørrer den dyngvåde jord ud.

Og alt imens livet sprudler frem, frygter vi for at miste det til pandemien. Det er gået os som forudsagt af Albert Camus i romanen »Pesten« fra 1947. Den slutter med, at bogens beretter, doktor Rieux, reflekterer over tiden efter, at pesten endelig er slået ned og byen befriet: »… han vidste, at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinder.«

Doktor Rieux har under pesten brugt nat og dag på at lindre de syges lidelser og konstaterer, at menneskene nu reagerer meget forskelligt afhængigt af, hvad de havde håbet af tiden efter den. De, der havde ventet en helt ny verden, blev skuffede og hængte sig. Verden havde alligevel ikke forandret sig. »Alle de, der havde søgt noget ud over det menneskelige, noget de næppe selv havde en klar forestilling om,« fik intet håb opfyldt, hvorimod de, der ikke havde »søgt andet, end det, de selv var herrer over,« fik det opfyldt. Vi skal hverken være utopister eller defaitister.

»Under besættelsen appellerede man til at udvise »landsmandskab«. Nu appellerer man til at udvise »samfundssind«. Dengang skulle man optræde solidarisk med sine landsmænd. Nu skal man optræde solidarisk med samfundet.«


Nu drejer »Pesten« sig egentlig ikke om pesten. Denne er i romanen symbolet på den tyske besættelse af Frankrig. De forskellige reaktioner, der beskrives, er folks reaktioner oven på befrielsen. Den førte også i Danmark til skuffelse hos mange frihedskæmpere, som havde troet, at efter krigen ville alt blive anderledes. Men med folketingsvalget 30. oktober 1945 var alt igen ved det gamle.  Denne skuffelse beskrev modstandsmanden og forfatteren Tage Skou-Hansen i sin romanrække om frihedskæmperen Holger Mikkelsen. Det gik, som doktor Rieux citerer en gammel skeptiker for at forudsige: »Menneskene forandrede sig ikke.« Men, reflekterer Rieux medmenneskeligt: »Det var just deres styrke og deres uskyld.«

Fra »landsmandskab« til »samfundssind«

Endnu før den nu hærgende pest har kulmineret, er vi begyndt at forberede tiden derefter. Hvor meget vil være anderledes? Hvor anderledes end før vil vi reagere? Vil vi nu gøre mere for at sikre menneskene mod klimaforandringernes alt forandrende virkninger?

Naturen skal nok klare dem, den er vant til klimaforandringer, men hvor megen ødelæggelse af vore samfund og hvor mange folkevandringer skal der til, før der gribes alvorligt ind? Og hvordan får vi råd til det, nu vi har brugt formuen på at redde liv? Debatten har rejst sig, om det nu også kan betale sig at redde de gamle og svage? Skal vi da herefter droppe rygerne og de overvægtige? Og hvilken gruppe bliver så den næste, der er for dyr? Er sundhedsvæsenet kun for de raske og stærke?

Hvor store bliver forandringerne i verdensøkonomien? Vil præsident Trump fortsætte sine handelskrige, selv om der bliver brug for handelssamkvem? Opgives FN-målene? Vil globaliseringen blive afløst af renationalisering? Vil Kina dominere verdensøkonomien med en nyvunden »soft power«, nu hvor USA har svækket sin ved at trække sig ind i sig selv? Hvor meget vil de globale styrkeforhold forskyde sig? Vil EU, hvor hver under krisen hytter sine, i mismod begynde at falde fra hinanden? Eller vil man omvendt erkende, at vi så sandelig har brug for hinanden og indrette EU derefter? Vil verdens store i morgen gøre ligesom de store statschefer efter Anden Verdenskrig og udvikle en ny, økonomisk verdensorden?

Under besættelsen appellerede man til at udvise »landsmandskab«. Nu appellerer man til at udvise »samfundssind«. Dengang skulle man optræde solidarisk med sine landsmænd. Nu skal man optræde solidarisk med samfundet. Det ændrede ordvalg afspejler en glidning i efterkrigstiden. Landsmænd er individer. Samfundet er et kollektiv. Vil »samfundet« tage mere magt over individet og øge kontrollen med os? Vil statskapitalismen og overvågningssamfundet besejre det liberale demokrati med dets frihedsrettigheder? Vil retssamfundet flytte vægten fra beskyttelse af de individuelle rettigheder til beskyttelse af kollektivets ret over os?

Eller vil alt igen blive, som det var, og verden fortsat gå sin skæve gang? Der er nok at spekulere over, før pandemier og kriser lægger alle mand døde og alle lande øde.

Per Stig Møller er fhv. udenrigsminister (K)