Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvor humanistiske er de såkaldte humanister egentlig?

Kan man blæse og have mel i munden?

Svaret er ja, hvis man spørger en stor del af venstrefløjen og de danske selverklærede humanister. De mennesker, som forbander højredrejningen i dansk politik og store dele af den danske befolkning, burkaforbud, imamloven, hård retorik i debatter og stigende støtte til nationalkonservative partier rundt omkring i Europa, men på samme tid vil bibeholde åbne grænser, multikulturalisme, ukontrolleret indvandring og betragte udenlandske kriminelle som nogen, for hvem det burde være en menneskeret at blive boende i Danmark.

Men hvor meget humanisme er der egentlig i den slags tankegang og krav til samfundet?

Er det humant at lukke folk ind i et land, hvis borgere for hver dag, der går, i mindre og mindre omfang ønsker dem boende?

At man gang på gang skal vise særhensyn ved at droppe danske skikke og levemåder, som man har gjort i visse boligområder i og omkring danske storbyer?

At man støtter tvivlsomme og nyttesløse integrationsprojekter med millioner af skattekroner, mens man skærer ned på kernevelfærd?

Dansker først

Så når man presser sådan på, at befolkningen imod sin vilje støtter den stigende indvandring og multikulturalisme, kan man i det mindste vise forståelse for de mennesker, der kæmper for et Danmark, man kan være bekendt at efterlade sine børn, og hvor man selv ønsker at tilbringe resten af sine dage.

Et Danmark, hvor man kan bevæge sig hvor som helst, når som helst, uden at blive stoppet og visiteret af indvandrerbander, eller ligefrem skudt.

Et Danmark, hvor unge kvinder kan tillade sig at færdes alene på gaden, efter at have fået en drink for meget, uden at risikere at blive gruppevoldtaget.

Et land, hvor man kan sige, skrive og tegne, hvad man lyster, uden at skulle leve i skjul eller under beskyttelse.

Et land, hvor man ikke skal tage Dannebrog eller et kors ned for ikke at støde nyankomne borgere.

Et land, hvor de mennesker, der ønsker at bosætte sig, med stolthed og af egen fri vilje bidrager til samfundet og ikke venter i årtier på at blive pisket til det af kommunen eller jobcenteret.

Et land, hvor det er en selvfølge, at man føler, at man er dansker først, inden man overhovedet overvejer at søge om det danske statsborgerskab.

Et land, som vi ikke kommer til at se skyggen af, så længe vi lader dem, der vil blæse og have mel i munden, sætte dagsordenen for resten af Danmark.