Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvor er Villy?

Karen Jespersen: Ramadanfest på borgen.

Karen Jespersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Marcussen
Mandag aften blev afslutningen på den muslimske faste, ramadanen, fejret med en stor middag i Folketingets restaurant. Det har medført en debat om det betimelige i at afholde religiøse arrangementer i Folketinget. Derfor er der nu lagt op til en diskussion af fremtidig praksis.   Men fejringen af ramadanen afslører også, at SFs holdning er uafklaret: Hvor står partiet, når det drejer sig om at give reaktionære islamiske kræfter indflydelse?

SFs socialordfører, Özlem Sara Cekic var vært for middagen. Men som medvært havde hun en repræsentant for den tyrkiske avis, Zaman, der finansierede arrangementet, og desuden gav gæsterne gaver og viste film.

Derfor er det nærliggende at spørge, hvad det er for en avis, der vil bruge penge på en ramadan-middag i det danske folketing. Og det er ikke noget betryggende svar, man får.   Avisen en del af en særdeles magtfuld islamisk bevægelse i Tyrkiet. Den er grundlagt af den tyrkiske imam, Fethullah Gülen. I artikler om Fethullah Gülen og hans tilhængere Fethullahisterne kan man læse, hvordan de opretter skoler på stribe og driver aviser med den ambition at islamisere Tyrkiet. Tyrkiets islamistiske farer hedder overskriften på en omfattende gennemgang af Fethullah Gülen og hans bevægelse i tidsskriftet The Middele East Quarterly. Ifølge artiklen betragter bevægelsen ikke-muslimer som blasfemiske vantro, og den citerer ledende medlemmer for blandt andet at gå ind for at hverve tilhængere til en islamisering af samfundet. Eksempelvis »arbejder kun kvinder med slør«, på avisen Zaman, siger Sepp Piontek, der deltog i middagen. (Jyllands-Posten 7.9)

Man skulle måske tro, at SFere ikke ville optræde arm i arm med folk med sådanne holdninger. Men SF har aldrig haft en klar og éntydig holdning til islamister.

Nogle SF’ere giver dem medløb. Özlem Sara Cekic har tidligere angrebet dem, der kritiserede reaktionære og kvindeundertrykkende islamister. Det har jeg selv oplevet. Derfor var det ikke så overraskende, at Cekic nu optræder sammen med en avis som Zaman. Andre SFere som Serdal Benli, der er byrådsmedlem i Gladsaxe, har kritiseret Cekics samarbejde med Zaman, fordi den har konservative, religiøse synspunkter og ønsker at infiltrere det sekulære tyrkiske samfund.

Men det er fuldstændig uklart, hvor man har SFs ledelse, med Villy Søvndal i spidsen? Som så ofte før i den slags spørgsmål, prøver han at gemme sig. Han må da have en holdning i så vigtig en sag: Er han enig i Serdal Benlis kritik? Eller bakker han Özlem Cekic op i hendes samarbejde med Gülen-bevægelsens avis Zaman? Hvor er Villy?