Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvor er de moderate?

Der er akut brug for, at den saglige stemme råber op og udfordrer de misforståede muslimske dogmer og ditto kulturelle dagsordener.

Yildiz Akdogan. Fold sammen
Læs mere

I Kristi Himmelfartsdagene deltog jeg i en paneldebat under de Himmelske Dage i København. Temaet var »Hvor er religionen i dansk politik?« Denne debat fik mig til at overveje, at problemet måske ikke er, hvor meget religion fylder. Hverken for den enkelte politiker eller i den offentlige debat generelt. Problemet er nok snarere, hvilke repræsentanter eller »talspersoner« for religionen, der får lov til at fylde og dermed præge den brede offentlighed. Og her er vi inde i en uheldig udvikling.

Tag for eksempel debatten om de seks elever med niqab på VUC i Lyngby. Som det har været beskrevet ret massivt i medierne, så har skolen forbudt dem at deltage i undervisningen, så længe de bærer klædedragten, som dækker hele kroppen og kun lader et lille område omkring øjnene være frit. Lærerne mener ikke, at de kan varetage en ordentlig undervisning, hvis de ikke kan se elevernes ansigter.

Denne debat blev lynhurtigt til en debat om religionsfrihed og frigørelse, som på den mest absurde måde blev fremlagt i Deadline af den danske muslimske konvertit Aya Amal, der selv går med niqab. Men det er helt forfejlet at gøre diskussioner om niqab til et spørgsmål om frigørelse eller religion.

Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt denne vestlige kvinde, der er konverteret til islam, at det ikke står noget sted i Koranen, at man skal gå med niqab? At niqabben faktisk stammer fra beduinkulturer på den Arabiske Halvø, hvor både mænd og kvinder i før-islamisk tid brugte den som et værn mod vand og sol?

Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt hende, at den nu afdøde stormufti i Egypten og dekan for det prestigefyldte Al-Azhar Universitet i Kairo, Muhammad Sayyid Tantawy, faktisk forbød niqabben på alle universitets institutioner med den begrundelse, at niqab er en kulturel tradition og intet har at gøre med islam? Tantway – der også fordømte omskæring af kvinder og tillod abort efter voldtægt - var af den opfattelse, at flere yngre muslimer har mistet forbindelsen til traditionel islamisk lærdom og i stedet bliver påvirket af ekstreme imamer, som kun har lidt eller slet ingen formel uddannelse i islam.

Og hvis man løfter blikket fra den danske konvertit Aya Amal, hvorfor har der så ikke efterfølgende været nogen moderate danske imamer i medierne for at fortælle, at Amal er helt galt afmarcheret, fordi niqabben er udtryk for tradition og ikke religion?

I stedet bliver debatten præget af ekstremisterne og fløjkrigere på den ene side, og på den anden side de frelste, der vitterlig ikke kunne se, hvori problemet bestod. Det er en skam. For vi har brug for moderate imamer, der blander sig i debatten, inden de »sorte imamer« og grupperingen omkring de »sorte fætre« afsporer den. I stedet for kun at tale om islamofobi og stigmatisering skal de gribe dagsordenen og prøve at tolke religionen ind i den samtid, de er en del af.

Den nuværende tendens er nemlig uholdbar – især når intetanende vestlige kvinder vil eksperimentere med en ret så markant politisk dikteret klædedragt og i processen gør hele frihedsspørgsmålet og kvindens rolle i samfundet en kæmpe bjørnetjeneste. Og der er en rungende tavshed hos de moderate stemmer. Om vi vil acceptere det eller ej, så er islam en del af samfundet. Der er akut brug for, at den saglige stemme råber op og udfordrer de misforståede muslimske dogmer og ditto kulturelle dagsordener.