Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvor dum har en dansker lov at være?

Claus Holm: Vi beskytter dem ikke mere. De dumme danske drenge. I stedet får danske pædagoger og lærere til opgave at skaffe os af med dem. Med rå og ret­visende pædagogik. Hvis danske lærere ikke vil det, er de dumme så godt hjulpet?

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dum! Det er ikke høfligt at kalde nogen dum. Så meget desto mere opsigtsvækkende er det, at vi er begyndt at gøre det. P1-programmet Agenda bragte i løbet af foråret et par programmer med overskrifterne »Homo Stupide - dum på den kloge måde« og »For dum til demokrati?«. Et sidste program burde have heddet »For dum til arbejdsmarkedet«! En sådan overskrift er ikke alene uhøflig. Den er decideret nedsættende og udgrænsende. Og det er lige præcis meningen med den. Der er nemlig erklæret krig mod de dumme. Krig mod hvem?

Op til midten af 1970erne var det de op til 12-15 procent af arbejdsstyrken, der var dumme, men dog gode nok til at passe job som mælkekuske, skibsdrenge, landsbrugsmedhjælpere og stik-i-rend-drenge. I dag er de ikke gode nok. Disse job er nemlig ved at forsvinde. Tiden er en anden, og de dumme er en belastende gruppe af mennesker. De bliver bragt på dagsordenen, når vi taler om de godt 20 procent, der forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive eller regne godt nok. De dumme er dem, der klarer sig dårligt i nationale tests. De dumme er dem, som ikke kommer videre i uddannelsessystemet. Dum er den person, der falder fra sin uddannelse - eller tager en forkert. Og ikke alene er personen dum, han stiller sig også selv dårligt i forhold til at opnå en rimelig livskvalitet: Unge uden ungdomsuddannelse får ringere løn, ligesom deres risiko for at ryge på kontanthjælp eller førtidspension er højere end for unge med en ungdomsuddannelse.

Samtidig synes vi ikke, det er så synd for en taber mere. Snarere er det ved at blive dumt at ende som en uduelig person. For godt 40-50 år siden kunne man godt være lidt dum, men alligevel være duelig. I dag har arbejdsmarkedet ikke brug for de dumme, og staten ikke råd til at forsørge dem. I stedet sætter vi vores lid til, at pædagogerne kan tage sig af problemerne. Det kan de i princippet også, men vil de det, der skal til? Det er tvivlsomt, for der er nemlig tegn i sol og måne på, at det skal ske med rå pædagogik. Ikke ved at fortsætte med blid velfærdsstatspædagogik.

Sidste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift havde titlen »Rå pædagogik«. Her forudså professor Lars-Henrik Schmidt fra Aarhus Universitet, at en rå pædagogik vil afløse den blide velfærdsstatspædagogik, den såkaldte reformpædagogik. Den fik - og får - pædagoger til per princip at udnævne enhver præstation til en succes. Ingen elever skal lide nederlag. Ingen skal føle sig forlegen over ikke at kunne nok.

De dage er dog ved at være forbi. Ind på scenen er trådt en rå pædagogik med skrappe lærere udstyret med tests. Men hvor rå er den skrappe lærer egentlig? Taler vi ikke blot om en lærer, der går væk fra en pædagogik, der vil mere og andet end at sikre, at elever og studerende føler sig som en succes - uanset hvor meget eller hvor lidt skolearbejde de lægger for dagen. Det kan godt være, at det er råt målt i forhold til reformpædagogikken, men måske er problemet med reformpædagogikken blevet, at den ikke vil særligt meget med eleverne. At den ikke vil den simple pædagogiske intervention, som vi engang kaldte opdragelse og undervisning, men som nu er afløst af omsorg og lærerens anerkendelse af individuelle læringsmål.

Men idéen om den skrappe lærer kan selvfølgelig godt ryge over i den anden og alt for rå grøft. En anden professor, Verner Møller fra Aarhus Universitet, giver denne recept på, hvad en rigtig rå pædagogik i konkurrencestaten går ud på: Hvis det faglige niveau i hele uddannelsessystemet - fra folkeskole over gymnasiet til de videregående uddannelser - skal løftes, kræver det en revolution. Den begynder med at genopbygge lærerautoriteten. Det betyder en lærer udstyret med retten til at ekskludere og promovere elever. En lærer med gode muligheder for at sætte det faglige niveau højt. Og en lærer som kan sætte elever og studerende under et vedvarende præstationspres med henblik på at skabe eliter.

Den rigtig rå pædagogik skal nok give resultater. Bare ikke for alle. Det er for eksempel tvivlsomt, om en rå pædagogik får 95 procent af en ungdomsårgang til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Omvendt er der ikke tvivl om, at jo mere rå man gør konkurrencepædagogikken, desto flere falder ubønhørligt ud af uddannelsessystemet og ud af arbejdsmarkedet. Og dog. Dansk pædagogik har handlet for meget om selvværd og for lidt om, hvad eleven er værd i sammenligning med andre. Set i det lys er karaktergivning og tests vurderings- og afsløringsmidler, der giver elever mulighed for at erfare både deres uformåenhed og deres evne til at forbedre sig, med læreres hjælp selvfølgelig. Ranglister, resultat- og karakterlister er rå, men de er også retvisende. Anerkendende pædagogik skaber for ofte kun en god selvværdsfølelse uden at være fagligt retvisende. Hvilken pædagogik skaber egentlig flest tabere?

Men eksisterer denne rå og retvisende holdning overhovedet blandt pædagoger og lærere i Danmark? Næppe. Jeg har i hvert fald svært ved at få øje på horderne af revolutionære politikere, som vil af med reformpædagogikken til fordel for en mere rå og retvisende dansk pædagogik. Snarere vil en ny dansk S-SF-regering skrue ned for konkurrencedimensionen ved at dæmpe den positive retorik omkring nationale tests, skoleranglister og eliteklasser. Ja, uanset regering tror jeg, vi må konstatere, at konkurrencepædagogikken i sin rene form ikke har mange erklærede tilhængere i Danmark.

Den type pædagogik deler ganske enkelt for hårdt op i de dumme og begavede. Det er stadig for udansk: Langt de fleste danske forældre ønsker først og fremmest glade børn med selvværd. Det store spørgsmål er, om - og hvordan - denne ambition bliver forenelig med den rå konkurrencepædagogiks vilkår. Det får vi snart at se. I Asien for eksempel. Derude gør en rå pædagogik dem meget konkurrencedygtige, men bliver de samtidig glade og lykkelige elever med stort selvværd?

Hvem formår i øvrigt begge dele? Hvem skal vi gøre til forbillede? Bibelens Eva. Hun er vidensamfundets nye heltinde. En konkurrencedygtig pige med stor selvtillid. Eva lod som bekendt nysgerrigheden løbe af med sig. Det blev hun straffet for. Ud af Paradiset røg hun. Årsagen var den dumhed - og ondskab - som bestod i hendes videbegærlighed hjulpet godt på vej af en pagt med Satan, den snu slange. Det takserede Gud til udsmidning fra Paradis. I dag er Evas energiskhed ikke af det onde, og Adams loyale passivitet ikke af det gode i hvert fald ikke i de fleste politikeres øjne. Snarere vil de fleste politikere ønske, at langt flere danske piger og drenge opførte sig som en moderne udgave af Eva: en højt motiveret og videbegærlig person, der nærmest af sig selv overskrider grænser gennem livslang læring.

Desværre gør alle ikke det. Slet ikke den omtalte restgruppe på 20 procent. Men det er værre end det. Glade danske piger og drenge er i al almindelighed ikke klar til at konkurrere med asiaterne på faglig dygtighed. Hvis danske pædagoger og lærere på linje med danske forældre heller ikke hjælper dem til at blive det, risikerer nogle af de i dag glade børn at ende som opdragelsessvigtede mennesker med udsigt til demotiverende og dårlige liv. Det ender med ikke at være til glæde for nogen.

Skal man leve op til Eva-idealet, skal dansk pædagogik afbalancere hensynet til barnets selvværd med hensynet til konkurrencedygtigheden. Selvværdspædagogikken må afbalanceres af en mere rå og retvisende pædagogik. Omvendt skal asiatisk pædagogik være mindre optaget af konkurrencedygtigheden og mere af glæden i livet.

Men koncentrerer vi os om Danmark, så bør bekymring opstå, hvis man skruer ned for konkurrenceretorikken, men ikke får foretaget reformer, der gør op med velfærdsstatspædagogik som lykkepædagogik. Danske elever bør blive både lykkelige og arbejdsmarkedsduelige borgere. Det er ikke en dum idé.