Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kan du huske, da det danske forsvar i den offentlige debat var mere eller mindre latterliggjort? Man skal i hvert fald ikke have set mange afsnit af »Matador« for at få en fornemmelse af den stemning, der i mange år omgav forsvaret af Danmark. Du ved – oberst Hackel og menig »OTTE-OG-HALVTREDS! – HOLDT!, VENSTRE OM!« og den folkelige vildfarelse, at det danske militær var en lidt mere professionel udgave af det endnu mere latterliggjorte hjemmeværn.

Jeg skal love for, at dagsordenen er skiftet.

I skyggen af Ruslands overfald på Ukraine er forsvarspolitikken pludselig blevet helt central igen. Det samme er den erkendelse, at vi i årtier har svigtet vores egen sikkerhed. Vores evne til at kunne forsvare os.

Ovenikøbet var timingen elendig. I 2013 beskar politikerne det danske forsvar med 15 procent. Året efter invaderede Putin Krim-halvøen. Ikke at der er nogen sammenhæng, men kunne man have ramt mere forbi på det forkerte tidspunkt? Selv den danske forsvarschef indrømmede i 2021, at Danmark ikke er i stand til at forsvare sine territorialgrænser.

Noget skrammel

Det var især Berlingskes Ronja Pilgaard, der i foråret 2022 efter den russiske invasion i Ukraine var førende i afdækningen af, hvor sølle det stod til i det danske forsvar. Meget er rent ud sagt noget skrammel.

Blot et enkelt greb i artikelbunken: Denne skildring af mangelsituationen i Forsvaret, der har været nødt til at dirigere al materiel og deslige i retning af de 800 soldater, der hele tiden holdes i beredskab til at kunne blive sendt ud i krig og konflikt.

Resultatet er groteske forhold de fleste andre steder:

»Når soldater i Livgarden skal på øvelse, skal de holde øje med kilometertælleren i deres køretøjer. For nogle af de såkaldte infanterikøretøjer må højest køre 600 kilometer om året.

Andre steder kæmper lastbilmekanikere for at få skimmel ud af nogle af Forsvarets lastbiler, så de kan bruges på øvelser igen, selvom de måske skulle have været skrottet.«

Slid og forfald præger også flere kaserner. Her Garderkasernen i Høvelte.
Slid og forfald præger også flere kaserner. Her Garderkasernen i Høvelte. Thomas Lekfeldt

Siden kunne Berlingske fortælle om rent ud sagt faldefærdige kaserner og ledende folk i Forsvaret, der efterhånden havde fået nok, og for en måneds tid siden måtte den siddende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, gå offentlig bodsgang og erkende, at der skal hele 38 milliarder kroner til for bare at få Forsvaret nogenlunde på fode igen.

Hvorefter der skal endnu mere til.

Hovedet et andet sted

Hvordan kunne det gå så galt? Der er næppe tvivl om, at vi skal finde forklaringen i det verdensbillede, der opstod efter afslutningen på Den Kolde Krig.

Her skete der to ting: For det første virkede det som om, der ikke rigtigt længere var nærværende militære trusler i Danmarks nærområde. Der tog vi fejl, men illusionen vandt fodfæste. Den såkaldte fredsdividende kunne høstes via milliardbesparelser på Forsvaret.

Samtidig bredte den opfattelse sig, at de reelle trusler var nogle andre. Det var til gengæld ikke forkert. Terrortruslen fra fundamentalistisk islam, især, som faktisk betød, at danske soldater op gennem 1990erne, 2000erne og 2010erne var mere aktivt i kamp, end de på noget tidspunkt havde været siden Den Kolde Krig.

De var blot ikke aktive tæt på Danmark, men som udsendte til Balkan, Irak, Afghanistan. Her gjorde danske soldater stor nytte, og vi kan som folk godt være stolte over deres indsats – der jævnligt kostede liv.

Men imens led det traditionelle territorialforsvar af mangel på opmærksomhed og kærlighed. Og her står vi nu.

143 milliarder kroner

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig på et pressemøde i Forsvarsministeriet i tirsdags.
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig på et pressemøde i Forsvarsministeriet i tirsdags. Mads Claus Rasmussen

Nu ved vi, at truslen mod vores frihed og selvstændighed ikke befinder sig mange tusind kilometer væk. I fugleflugtslinje er der ikke meget længere fra Bornholm til den russiske enklave Kaliningrad, end der er fra Bornholm til København.

Derfor det forslag til et nyt forsvarsforlig, regeringen tirsdag morgen offentliggjorde, og som over ti år propper i alt 143 milliarder ekstra kroner ind i det danske forsvar – ud over de 22 milliarder kroner, som regeringen pinsedag lovede at sende yderligere ind i den såkaldte Ukraine-fond.

Troels Lund Poulsen sagde det selv ved fremlæggelsen: Truslerne mod os har ændret karakter.

Derfor gør forsvarspolitikken det også, og derfor er det forsvarspolitiske område, det er mest påtrængende at holde øje med i den kommende tid. Om Mette Frederiksen skulle blive NATO-generalsekretær eller ej.

For det er som bekendt sådan, at hvis vi ikke kan forsvare os selv, kan vi godt glemme alt andet.

Det har vi opdaget nu igen.

Et syndrom!

Jeg bruger jo altid mit nyhedsbrev til også at reklamere for noget af alt det andet gode, Berlingske har til dig,

I denne uge skal vi i den grad til noget helt andet.

Vi interesserer os på Berlingske meget for vores alle sammens arbejdsliv. Det gør vi, fordi vi ved, at vores læsere arbejder. Mange af dem arbejder meget. Og derfor deler vi nogle af de glæder og sorger, der er forbundet med arbejdet.

Lasse Giversen arbejder i Aarhus, og han lider i høj grad af imposterkomplekset. Han går ofte i sit arbejdsliv og undrer sig over, at han er blevet valgt til jobbet og blevet forfremmet – og han frygter ofte, at han bliver afsløret i at være inkompetent eller slet ikke at have de evner, han burde have i jobbet.
Lasse Giversen arbejder i Aarhus, og han lider i høj grad af imposterkomplekset. Han går ofte i sit arbejdsliv og undrer sig over, at han er blevet valgt til jobbet og blevet forfremmet – og han frygter ofte, at han bliver afsløret i at være inkompetent eller slet ikke at have de evner, han burde have i jobbet. Mikkel Berg Pedersen

Berlingskes Alberte Bay Sandager satte henover pinsen fokus på et fænomen, de fleste af os sikkert har oplevet, men som de færreste måske har gjort sig klart, hvad er; nemlig en særlig faglig mindreværdsfølelse, der kan ramme selv de bedste, også selv om det er helt ubegrundet.

Det kaldes impostorfænomenet, og Ann C. Schødt møder flere og flere i sin praksis, der selv om de er dygtige og intelligente pludselig bliver i tvivl om eget værd.

En af dem, der har prøvet det, er en yngre, succesfuld mand ved navn Lasse Giversen, der fortæller om den på overfladen ganske ulogiske reaktion.

Og et par eksperter kommer med gode tip til, hvad man skal stille op, hvis man rammes af det – hvad vi alle i kortere eller længere tid kan blive.

Det er værd at læse. Og blive klogere af. Måske også klogere på dig selv?

Ved højen mast

Tilbage er kun ugens sang, og den var svær, for jeg forsøger jo altid at få den til at rime på ugens hovedtema.

Og så mange sange er der trods alt ikke skrevet om forsvarsforlig.

Men der er dog skrevet en sang om forsvaret af Danmark, nemlig den såkaldte kongesang og en af Danmarks to nationalsange, »Kong Christian« – eller »Kong Christian stod ved højen mast«, som den også er kendt som, skrevet af Johannes Ewald i 1778 som en del af det nationalpatriotiske syngespil »Fiskerne«:

»Kong Christian stod ved højen mast / i røg og damp / hans værge hamrede så fast / at gotens hjelm og hjerne brast. / Da sank hvert fjendtligt spejl og mast / i røg og damp / Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan! / hvo står for Danmarks Christian / i kamp?«

Så er det da sunget!