Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis der kom valg i morgen. Allerhelst ville jeg flygte et sted hen, hvor man ikke havde adgang til et eneste dansk medie, så jeg i fred og ro kunne nyde alt andet i de tre uger end en beskidt valgkamp, mens flertallet af danskerne sikkert ville få brækfornemmelser af de samme valgløfter, som de hørte for blot 15 måneder siden. Men så nemt er det ikke. For hvis der blev valg i morgen, ville jeg sikkert få samme brækfornemmelser af samme løfter, afsagt af de samme mennesker, som sidste år. Med én lille forskel. Den nye pige i klassen. Og nej, det er ikke Uffe Elbæk, jeg taler om her. Det er nemlig Pernille Vermund. Denne blonde, brutale, enlige mor, alle er så bange for og som, efter sigende (gudske tak og lov), fik udsat et folketingsvalg.

Men hvad har ført til, at der overhovedet er plads til et nyt parti på den borgerlige fløj? Jeg ville gætte på to ting. Løftebrud og drama.

Politikerne har det med at presse deres valgløfter ned i halsen på os, til vi spræller med arme og ben og gisper efter vejret op til valgaftenen. Men så stopper det også der. Dagen efter bliver der offentliggjort en liste over mennesker, hvoraf størstedelen selv undrer sig over, at de blev valgt ind.

De samme mennesker, der lovede guld og grønne skove, og hvor størstedelen på de (efterhånden) 15 måneder ikke har udrettet noget som helst.

I mellemtiden har vi nået at opleve flere trusler – eller løfter, afhængigt af hvor man sidder – om nyt folketingsvalg, hvis den og den ikke retter ind på det og det område. Man truer, sviner hinanden til og skaber sig. Og det gør man, uden tvivl, på begge fløje. Forskellen ligger bare i, at de borgerlige partier har valgt at gøre det i medierne. Det er sådan, der gøres plads til en, der er parat til at tale politik, vision og værdier.

Jeg tror aldrig, det har været så nemt at føre valgkamp for et rødt parti. Hvis man tager det største oppositionsparti, Socialdemokratiet, har man gjort det så nemt, at socialdemokraterne ikke behøver at foretage sig noget som helst, hvilket er præcis, hvad de har bestilt i deres oppositionstid for at få en plads som Danmarks største og mest stabile parti i samtlige meningsmålinger.

Mette Frederiksen har i over et år været et spøgelse af en parti- og ikke mindst oppositionsleder, og medierne har givet hende plads til at forblive det. Det samme gælder Morten Østergaard (R), Pia Olsen Dyhr (SF) og Uffe Elbæk (AL). Det ville også gælde Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper, men så købte de et par ejendomme og fyldte spisesedlerne i et par dage.

Sagen er den, at tanken om et snarligt valg er en skræmmende tanke. Mest fordi de ovenstående spøgelsespolitikere pludselig vil indtage ministerposter, og landet vil igen styres af »men without a plan«. På den anden side vil det være pænt underholdende at opleve et valg med Pernille Vermund i kampen, når hun allerede nu, en uge efter at have opnået at blive opstillingsparat, skræmmer de andre partiledere fra vid og sans.

Mersiha Cokovic er konsulent