Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Hvis man har været slank tidligere, så er det sådan set også normalt at blive fed«

»Hvis man vil holde sig slank, skal man opføre sig unaturligt. At spise bliver et valg mellem forsagelse og fortrydelse.«

Bylinefoto af Anna Libak Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Forleden skrev en hjerneforsker i New York Times, at man lige så godt kan lade være med at forsøge at tabe sig. For man vil alligevel kun holde sin nye vægt kortvarigt. Hun henviste til et nyt studie af, hvordan det sidenhen var gået deltagerne i det amerikanske reality-show The Biggerst Looser. De fleste havde taget det hele på og mere til i årene efter udsendelserne. For sagen er, forklarede hjerneforskeren, at kroppen hævner sig. Den sænker simpelthen stofskiftet, så man bliver fed af færre kalorier, og samtidig giver den sig til at masseproducere hormoner, der gør én lækkersulten. Kroppen vil med andre ord ikke finde sig i at veje mindre, end den plejer.

Jeg synes, det var en vældig interessant artikel, som umiddelbart gav god mening. Ellers ville man jo heller ikke kunne forklare et dyr som pandaen. Den er overvægtig, selv om den æder bambus fra morgen til aften. Det kan kun forklares med, at den er naturligt fed.

Men knap havde jeg tænkt tanken, før det pludselig gik op for mig, at der var et problem med hjerneforskerens konklusion. For det er da fint nok, at kroppen gerne vil veje det, den synes er naturligt. Men hvorfor synes kroppen så altid, at den burde være federe? Hvorfor ikke omvendt? Hvis teorien skulle passe, og der er noget som en naturlig vægt, som varierer fra person til person, så skulle kroppen også protestere, hvis en slank person lagde sig ud. Så skulle kroppen, når en slank person havde spist to Snickers i træk, give sig til at producere helt vildt mange mæthedshormoner, så den slanke ikke havde lyst til at spise to Chokofant-stænger oveni. Og hvis den slanke alligevel gjorde det, skulle kroppen sætte turbo på forbrændingen, fordi den slanke er vant til at veje mindre.

Men det er der bare ingenting, som tyder på, at kroppen gør. Hvordan ellers forklare, at vi ifølge det medicinske tidsskrift The Lancet befinder os i en global fedmeepidemi, hvor mere end hver femte på kloden vil være overvægtig i 2025? Det spørgsmål forholder hjerneforskeren sig slet ikke til i New York Times. Det er fint, at hun kan fortælle, at hvis man har været fed tidligere, så er det normalt at blive fed igen; men hun kunne da godt lige nævne, at hvis man har været slank tidligere, så er det sådan set også normalt at blive fed.

Det betyder nemlig, at hvis man vil holde sig slank, skal man opføre sig unaturligt. At spise bliver et valg mellem forsagelse og fortrydelse. Det hævdes for eksempel, at der findes visse grøntsager som rosenkål og broccoli, der slanker, mens man spiser dem, fordi det kræver flere kalorier at fordøje dem, end man får tilført; i hvert fald hvis man spiser dem rå. Man spiser dem altså om kap med tiden for at nå at få næring nok ligesom en panda, der spiser bambus. Eller faktisk ligesom dengang, man troede, at kaffe var dehydrerende, så man hele tiden skulle nå at drikke nok for ikke at udtørre. Problemet er imidlertid, at rå rosenkål og broccoli kun smager godt, hvis man er en kanin. For et menneske, der ikke behøver det, er det ikke spor naturligt, at spise sådan.

Den barske sandhed er altså, at det i en verden af billige burgere og pomfritter er naturligt at blive fed. Af nøjagtig samme grund er det blevet et ideal at være for tynd. Forklaringen kan man helt sikkert finde i hjernen.