Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvis jeg var Thulesen Dahl, ville jeg satse på en »danskhedspakke«

Foto: Søren Bidstrup og Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere

Simon Emil Ammitzbøll, den liberale økonomiminister, sagde det egentlig allermest præcist i et interview med Berlingske i denne uge. Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden, var budskabet:

»Den kraftige modstand, der lige nu er mod reformer, som øger arbejdsudbuddet, resulterer kun i én ting: At der kommer flere fra udlandet for at arbejde i Danmark.«

Med andre ord: hvis man ikke vil være med til at stramme skruen over for de ledige, hæve pensionsalderen, sænke topskatten og den slags ubehageligheder, så er konsekvensen, at langt flere udlændinge fylder de tomme huller ud på danske arbejdspladser.

Adressen på ministerens ord var ikke til at tage fejl af. Pilen pegede på Dansk Folkeparti. Og formuleringen »flere fra udlandet« var i virkeligheden en absolut underdrivelse.

Mere korrekt er det at sige, at det vil vælte ind med udlændinge, der gerne vil arbejde i Danmark i de kommende år. Og mange af dem vil slå sig ned med deres familier – måske endda i de forsømte udkantsbyer. Polakker, rumænere, tyskere, spaniere, litauere, grækere, men også folk fra lande udenfor EU. Det danske arbejdsmarked vil på grund af opsvinget næste år være omtrent ryddet for ledige danske hænder, der er klar til at tage fat, forudser regeringen. I butikker og på cafeer i København må man allerede i dag tale engelsk, hvis man vil betjenes, i landbrug og gartneri tales der ukrainsk og andre sprog, i byggeriet polsk og i hotel- og rengøringsbranchen er der filippinere og et hav af andre nationaliteter, som ikke kan undværes. Og sådan kunne man blive ved.

I dag arbejder over 180.000 udlændinge i job i Danmark, og det er kun begyndelsen, tallet stiger måned for måned. Og i de kommende år vil industrien, detailhandlen, landbruget, byggeriet, kommuner, regioner og hele servicebranchen kigge til udlandet for at sætte støvsugeren ned der, hvor de kan finde nogen til at udføre arbejdet – ufaglærte, højt specialiserede og dem midt imellem. Læg dertil alle dem, der har fået asyl i Danmark, illegale indvandrere og de tusinder, der vil få familiesammenføring de kommende år.

Hvad skal Thulesen gøre?

Blot et par tal. Danmark kommer til at mangle 72.000 faglærte arbejdere i 2025. Frem mod 2030 bliver der 25.000 færre unge 16-19 årige svarende til godt 900 gymnasieklasser, viser en ny rapport fra Danske Regioner.

Så hvad skal Kristian Thulesen Dahl gøre? Han sidder med det dilemma, som Simon Emil Ammitzbøll så smukt har ridset op, med hånden på råderummet og de afgørende stemmer, når finansloven skal vedtages? Hvis prioriteterne for Danmark er velfærd, velstand og danskhed, som det store flertal i Folketinget synes at kunne skrive under på med lidt forskellig vægtning, og man opfatter det sidste som den største udfordring, så må en af de store opgaver være at forsøge at gøre alle dem, der uundgåeligt kommer hertil – om ikke kernedanske – så noget der ligner.

Derfor. Hvis jeg var Kristian Thulesen Dahl ville jeg satse hele puljen i FL18 på en danskhedspakke af en størrelse uden sammenligning i historien. Og hvad skal den bestå af? Flere grænsevagter, værnepligtige på jyske kaserner, penge til egnsmuseer, nationale flagdage og forbud mod burkaer og andre af den type mere symbolpolitiske tiltag?

Det kan man godt, men de vil næppe have den store effekt, hvis målet er dansk sammenhængskraft i et land med mange nationaliteter. Det, der gør Danmark dansk og danskere til danskere, er først og fremmest sproget og vores institutioner.

Folkeskolen først

For det første er det folkeskolen. Intet sted i det danske samfund bliver børn indoktrineret så meget til danske værdier som her. Med legeaftaler, forældremøder, idræt med blandede køn, gruppearbejde, trivselsgrupper, og hvordan man bliver en god kammerat. Dertil selvfølgelig alt det faglige om Grundtvig, Harald Blåtand, Tove Ditlevsen og dansk design.

Her ville Dansk Folkeparti i danskhedens tegn kunne smide en pæn del af sine finanslovspenge med en særlig vægt på indoktrinering og intensiv danskundervisning i modtageklasserne.

Den næste pose kunne passende lande til formidling af dansk kultur og danske medier. At Dansk Folkeparti i den grad har set sig gal på Danmarks Radio, Det Kongelige Teater og andre store kulturinstitutioner er i virkeligheden ikke særligt logisk, når man har det partinavn. Måske skal DR splittes op, måske er de for venstreorienterede, og måske skal bestyrelsen have kappet hovedet af – aner det ikke – men at DR i dag er en af de vigtigste danske kulturbærende institutioner, kan ingen være i tvivl om. Så hvis DR bliver barberet ned til sokkeholderne, vil det logiske set fra DFs side være, at man fandt på noget andet i danskhedens tegn.

Jeg ville også – hvis jeg var Kristian Thulesen Dahl – satse på massiv, intensiv og stærkt indoktrinerende danskundervisning for nytilkomne, dansk film og teater, en stærk kulturel dansk repræsentation i udlandet og den slags. Det ville være at tage opgaven med at sikre danskheden på sig og tage den alvorligt. Og så udelukker »danskhedspakken« ikke, at Dansk Folkeparti og regeringen fortsat kan gøre alt det andet, som at stramme asylregler, bekæmpe middelalderlige muslimske traditioner, kriminelle indvandrerbander, ghettoer og parallelsamfund. Det er bare ikke nok.

Bent Winther er samfundsredaktør på Berlingske.