Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvilket demokrati vil vi have?

Vi kan beslutte, at Folketingets partier diskuterer et lovforslag og dermed fremlægger alle holdninger til det, hvorefter befolkningen straks stemmer elektronisk om det. Når man kan gøre det med Melodi Grand Prix og Vild med Dans, kan man selvfølgelig også gøre det med lovforslagene. Dét er da folkestyre!

Per Stig Møller. Fold sammen
Læs mere

Der er givet mange forklaringer på befolkningsflertallets nej ved afstemningen om Europol mv. I Kristeligt Dagblad 8. december skriver professor Tim Knudsen bl.a.: »Partiernes autoritet over for befolkningen er den svageste i årtier.« I Berlingske Magasin 6. december refererer Claes Kastholm nogle vælgere for at forklare deres nej med: »Der fik de fandeme, hvad de havde godt af.« Forklaringerne supplerer hinanden.

Det første problem drejer sig om partiernes autoritet og hermed ikke mindst de ledende politikeres. Når der er folkeafstemninger, synes befolkningsflertallet at ville give dem en lærestreg. Ved afstemningen om EF-pakken i 1986 havde Folketingets flertal sagt nej til pakken, som regeringen gik ind for, hvorfor statsminister Poul Schlüter udskrev en folkeafstemning, som gik imod Folketingets flertal, hvorpå Schlüter fik pakken igennem. Lige forud for Maastricht-afstemningen i 1992 havde Poul Nyrup Rasmussen væltet Svend Auken, og Schlüters regering led under en Tamil-sag. Begge lederes autoritet var på det tidspunkt svag. I 2000 kom Euro-afstemningen kort efter, at Nyrup var løbet fra sin efterlønsgaranti. Og i år kom Europolafstemningen kort efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen havde tabt folketingsvalget og alligevel var blevet statsminister. Meget tyder således på, at autoritetstabet påvirker afstemningsresultatet, men Kastholms vælger-samtaler antyder, at det står værre til.

Hvis befolkningsflertallet opfatter en folkeafstemning som om, det er et spørgsmål om »os« og »dem«, hvilket vil sige folketingspolitikerne, står det repræsentative system foran at blive erstattet af det direkte demokrati. Med sit ønske om folkeafstemninger om alle fremtidige elementer i vores samarbejde med EU bevæger Liberal Alliance sig også hen mod det direkte demokrati. Teknisk set har vi rige muligheder for at indføre det. Vi kan beslutte, at Folketingets partier diskuterer et lovforslag og dermed fremlægger alle holdninger til det, hvorefter befolkningen straks stemmer elektronisk om det. Når man kan gøre det med Melodi Grand Prix og Vild med Dans, kan man selvfølgelig også gøre det med lovforslagene. Dét er da folkestyre! Denne styreform havde man i Antikkens Athen, og Machiavelli og Rousseau foreslog, at man indførte den i små samfund.

Enhver revolution inden for kommunikationsteknologien har ændret samfundenes styreformer. Opfindelsen af skriften gjorde centralstater mulige. Bogtrykkerkunsten fremmede Reformationen. Med avisens gennembrud kom det repræsentative demokrati. De sociale mediers sejrsgang med Facebook, Twitter m.v. vil naturligvis også påvirke styreformen og kan gøre det gennem indførelsen af det direkte demokrati. I dette er politikerne ikke beslutningstagere, men advokater for en sag. Modsætningsforholdet mellem befolkningen og politikerne er væk.

Denne modsætning er vokset som følge af det store flertals manglende vilje til og ønske om at tilslutte sig et parti, selv om der er et parti for enhver smag. 96 pct. af befolkningen er ikke partimedlemmer, hvilket betyder, at det er de fire procent, der udpeger folketingskandidaterne. Af disse fire procent er kun få villige til at lade sig opstille. Hvis man er gift, har børn og hus og er offentligt ansat, er karrieren i det offentlige slut, hvis man bliver valgt ved det ene valg og falder ud ved det næste. Vedkommende har nok en tilbagegangsstilling, men bliver næppe kontorchef. Er vedkommende privatansat og i samme private situation, ryger karrieren også, hvis man vælges og sidenhen falder ud igen. Her er ikke engang en tilbagegangsstilling. Man skal være godt og grundigt angrebet af den politiske bacille, hvis man alligevel søger valg. Til rådighed for en opstilling er i øvrigt hverken de vælgerforeningsmedlemmer, der er pensionister eller over 50 år, for de skønnes for gamle til at begynde i Folketinget. Til rådighed er således kun ca. en procent af befolkningen, nemlig de unge, der ikke er kommet i gang med deres karriere. Og tak og lov for dem, for ellers havde man da slet ingen at vælge imellem, men de vil jo typisk ikke have nogen erfaring med de fleste danskeres virkelighed, og derfor forekommer de at tilhøre en særlig politisk klasse, som så skal kanøfles ved folkeafstemningerne.

Det er fortællingen om det repræsentative demokratis forudsigelige fald. Skal det reddes, må flere tage sig sammen til at engagere sig mellem valgene og gå ind i det parti, de er mindst uenige med og her forsøge at påvirke partiet i deres retning. Desuden skal flere med flere forskellige erfaringer og baggrunde være villige til at lade sig vælge og repræsentere vælgerne.

For er det direkte demokrati en fordel for flertallet? Næppe. Thi skal det fungere, forudsætter det, at alle sætter sig ind i alt, selv om man egentlig ikke interesserer sig for ret meget af det. Man skal følge debatterne og må droppe nogle af sine fritidsinteresser. Ellers lader man jo blot dem, som føler sig direkte engagerede, involverede eller provokerede af lovforslaget, bestemme, hvilket typisk vil være et meget lille mindretal, der så vil komme til at bestemme udfaldet fra sag til sag. Udfaldene vil komme til at stritte i alle retninger, og hvem har så ansvaret for at rette op på det og få sammenhæng i det hele? Hvem er så de, der »fandeme« kan få, »hvad de har godt af«? Det er folket selv i stedet for dets valgte repræsentanter.

I det repræsentative demokrati har vi betalt nogle for at repræsentere os og stemt på dem, vi mener at have mest holdningsfællesskab med. Svigter de vore forventninger, kan vi skifte dem ud, men i det direkte demokrati kan vi jo ikke skifte folket ud! Der er således mange gode grunde til at overveje og diskutere partiernes elendige tilstand og det repræsentative demokratis fremtid, idet man skal huske på, at alternativet til autoritet i sidste ende er anarki.