Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Hvilke fly er det, politikerne taler om?«

Politikernes reaktion på terroren i Paris var at sende fly til Syrien for at bombe IS. Men den rå virkelighed er, at vi ikke råder over et forsvar, der evner at udsende større bidrag i mere end seks måneder, og at de danske F-16-fly har brug for en kamppause på op til et år.

»Er det helt gledet under radaren bag de tykke mure på Christiansborg, at vi netop har taget flyene hjem fra Kuwait og næppe med rimelighed kan sende dem afsted, før de har fået en kamppause på op til et år?« spørger Klaus Kroll. Arkivfoto: Kasper Palsnov/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kravet om udsendelsen af fly til Irak og Syrien var noget nær det første, der slog en række politikere at nævne efter terroranslaget i Paris. Spørgsmålet, der står tilbage, er blot: hvilke fly? Er det dem, vi lige har trukket hjem, da personellet er nedslidt og flyene begynder at slå revner? Eller er det de fly, vi overvejer at købe, inden for de eksisterende rammer af et nedskåret forsvarsbudget, hvor en overvejende del af Folketinget står på nakken af hinanden for at forklare, hvor få fly vi kan klare os med? Er det helt gledet under radaren bag de tykke mure på Christiansborg, at vi netop har taget flyene hjem fra Kuwait og næppe med rimelighed kan sende dem af sted, før de har fået en kamppause på op til et år?

For at bruge et engelsk udtryk kan vi roligt sige at the shit hit the fan, da en gruppe mørkemænd angreb Paris og udstillede Europas sårbarhed, specielt i lyset af de seneste mange års generelle tendens til skære på forsvarsbudgetterne, en disciplin som Danmark i særdeleshed har været dygtig til.

Den rå virkelighed er, at vi ikke råder over et forsvar, der evner at udsende større bidrag i mere end seks måneder, hverken har bredde eller dybde og i overvejende grad består af ansatte, hvis primære bibeskæftigelse er at søge civile stillinger. Mon de samme politikere, der ønsker Forsvaret indsat, er bevidst om, at vi råder over flere skibe, end vi har besætninger, at der endnu ikke er bestilt erstatning for det artilleri, der for længst er skrottet grundet alder, da de Radikale fandt det betimeligt at stikke en kæp i hjulet på indkøbet, blot fordi materiellet kom fra et land, de ikke bryder sig om, nemlig Israel.

Er samme skare af politikere bevidst om, at værnepligten de facto ikke længere findes, og at vores hær er reduceret til 18 delinger eller noget der minder om 600 kampsoldater?

Med det nuværende forlig, som er vedtaget af alle politiske partier undtagen Enhedslisten, har vi i rationaliseringens hellige navn fået forklaret, hvor godt det hele blev efter en milliard-besparelse. Fjernelse af en række operative kapaciteter er ikke rationalisering, men en direkte underminering af vores evne til at passe på Danmark – uanset hvilket rådgivningsfirma, der lægger navn til rationaliseringsspøgelset.

For at vi selv kan have råd til at være verdens bistandsduks, grønne klimafrontløber og plastre København til med inderligt ligegyldige bycykler, risikerer vi at måtte parkere vores sikkerhedspolitik hos andre nationer, der ikke nødvendigvis helt deler de danske værdier.

Når terroren viser sit grimme ansigt, når en terrorstat skal fjernes fra jordens overflade, eller når vi skal passe landets grænser, over som under vandet, kræver det politisk mod at afsætte midlerne i fredelige tider, da hykleriet om flere midler til sikkerhed i udpræget grad bliver udstillet, når det er for sent. I tilfældet Daesh (IS) kan vi enten lade andre om at gøre det nødvendige eller udskyde vores egen indsats, til vi igen har kapaciteten.

Mod er også at tænke ud over den gængse sognerådspolitiske dagsorden og ikke blot fokusere på at skille de sidste rester af Forsvaret ad for at lægge smulerne i egne valgkredse, i øvrigt uanset politisk tilhørsforhold, ingen nævnt, ingen glemt! Allerede ved ovenstående skrift vil langt den overvejende del af Christiansborg-eliten være løbet skrigende bort, da det vil kræve, at der skal prioriteres andet fra, herunder elementer af ordet velværd, uagtet at velfærd er uendeligt ligegyldigt, hvis vi ikke evner at passe på os selv.

Når vi engang imellem må bruge det sidste politiske redskab i værktøjskassen, militær magt, er det næppe særligt befordrende for indsatsen, at der på bunden ligger en sløv hobbykniv, uden ekstra blade. Verden forandrer sig langt hurtigere, end de politiske analytiske evner rækker, og derfor er det absolut nødvendigt at holde en anstændig bundgrænse for landets sikkerhed, en bundgrænse, vi allerede for flere forlig siden var på vej under. Det sælger måske ikke billetter at bruge penge på grønt materiel, proppe unge mennesker ind på en 12-mands stue og lære dem militære færdigheder, men konsekvensen af ikke at gøre det, kan meget hurtigt blive fatal.

Argumenterne fra specielt Socialdemokraterne og Venstre har gennem lang tid været, at vi har et fint forsvar til pengene, hvilket er nogenlunde lige så validt som at købe en motorsav i Biltema og forvente, at den snildt klarer jobbet ligeså godt som skovarbejderens Stihl. Ligeså tomt er argumentet, at vi ikke kan det hele, da vi på nuværende tidspunkt stort set intet kan. Et pænt antal officerer rundt om i landet er blevet kvalt i statistikker og udenomssnak, når de har påpeget Forsvarets tilstand, og den tendens kan føres direkte tilbage til sammenlægningen af Forsvarets ledelse og ministeriet, hvor forsvarschefen nu næppe er mere chef af navn end af gavn. Derfor giver jeg heller ikke ret meget for de politikere, der henholder sig til Forsvarets ledelses udmeldinger om, at det hele er lige i skabet.

Når materielanskaffelserne snart står i kø, er det, fordi vi har hængt i bremsen, nægtet at indse, at sikkerhed koster penge, og konsekvent ladet alle nye opgaver være en del af det indeværende forlig. Hvis vi overfører tanken til sygehusvæsenet, vil det svare til, at kræftafdelingens scanner blev slidt op og en ny skulle finansieres ved at lukke øre-, næse- og hals-afdelingen og i øvrigt sammenlægge Skejby og Riget for at få ligningen til at gå op.

Måske er Paris-terroren, krigen i Syrien og russiske stormagtsdrømme det, der skal til, før vi forstår udfordringen, selvom man i alvorlig grad bliver i tvivl, når selv ministre begynder at tale om danske fly i Syrien, nærmest inden efterbrænderen er slukket på de hjemvendte F-16 fly.