Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvem vogter vogterne?

Asger Aamund: Ikke bare vort økonomiske samfund, men selve det danske folkestyre er i krise, fordi samtlige større og tone­angivende partier har nået en fælles opfattelse af borgerne som klienter i en matriarkalsk formynderstat, der gradvis inddrager frihed og selvstændighed til gengæld for illusionen om tryghed og sikkerhed.

Hvem skal vogte vogterne, når fårene er tilfredse med at være får? Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Ladegaard/Scanpix
Gennem det sidste årti har folkestyret passeret en dødsensfarlig tærskel, som blev overskredet, da vælgerne uden for arbejdsmarkedet blev flere end vælgerne i arbejde. De, der ikke arbejder, kan nu stemme sig til de penge, der tilhører dem, der arbejder, som er i mindretal. Demokrati betyder folkestyre – ikke flertalstyranni. Og hensyntagen til mindretallets interesser er netop kernen i demokratiet som begreb. Det har aldrig været meningen med det moderne folkestyre, at de, der skaber værdierne og som udgør hele fundamentet under det danske samfunds økonomiske vækst og velstand, nu skal have demokratisk mindretalsbeskyttelse.

Hvordan er det muligt, at 179 folkevalgte på Christiansborg i fællesskab har likvideret det danske demokratiske arbejdsfællesskab og erstattet det med en klientstat, hvis tiltagende rigor mortis forhindrer livsnødvendige samfundsøkonomiske reformer, vækst og velstand? Jo, det har været muligt, fordi både de borgerlige og de socialistiske partier har kappet fortøjningerne til al ansvarlighed og politisk anstændighed og i stedet kastet sig ud i en permanent og total krig om magten. På Christiansborg ses vejen til regeringsmagten ikke gennem reformer og samfundsfornyelse. Vejen er fordelingspolitik og vælgerbestikkelse i en grad, at Danmark, der tidligere var en stolt skude med vind i sejlene, nu er ved at krænge over og vende bunden i vejret. Fra arbejdssamfund til klientsamfund, der i 2020 kun kan mønstre en million borgere i arbejde ud af en vælgerbefolkning på fire millioner.

Opdræt af stemmekvæg er en kostbar levevej og har foreløbig ført til et Danmark med verdens højeste skattetryk, en gigantisk offentlig sektor og  underskud på statsfinanserne så langt øjet rækker. Indkomstskatten og momsen  er i Danmark tre gange så høj som i Schweiz;  ikke fordi den offentlige service er tre gange så god, men fordi politikerne har sluset tre gange så mange ind i offentlig forsørgelse. Gennem de tårnhøje skatter må det arbejdende Danmark således  finansiere ikke verdens bedste borgerservice, men verdens tykkeste vælgerbestikkelse og verdens største statsbureaukratiske Wasserkopf.

Vore politikere ser sig ikke mere som folkets tjenere, som vi tillidsfuldt har overdraget ansvaret for vort fælles lands udvikling. Både borgerlige og socialistiske politikere opfører sig mere som chefer for en socialstat, hvis befolkning udgøres af statsafhængige klienter, som man kan byde hvad som helst. I løbet af en forholdsvis kort årrække har politikerne mistet respekten for vælgernes sunde fornuft og dømmekraft. Ingen politiske salgsargumenter er i dag så billige, ingen løgne så fede, ingen forklaringer så ynkelige, at de ikke kan præsenteres for borgerne.

Her er et par typiske eksempler fra røgslørs­fabrikken på Christiansborg: Siden magtskiftet i 2001 har regeringen blokeret al diskussion om en grundlæggende  modernisering af det danske økonomiske samfund. Magten skulle fastholdes for enhver pris ved at sætte Socialdemokraterne skakmat gennem en aggressiv udvidelse af den offentlige sektor. Som afledningsmanøvre nedsatte man i de efterfølgende år en række reformudvalg (Velfærdskommissionen, Globaliseringsrådet, Arbejdsmarkedskommissionen og Vækstforum) vel vidende, at man ikke under nogen omstændigheder ville følge de råd og forslag, som disse kompetente udvalg præsenterede. Regeringens foragt for landets borgere var så kompromisløs, at rådenes henstillinger og forslag blev skudt ned i flammer det sekund, de blev offentliggjort. Arbejdsmarkedskommissionens rapport fik endda det røde kort, inden den blev præsenteret for vælgerne. Der findes næppe noget sidestykke til denne regerings både misbrug af vælgernes tillid og vanrøgt af sit ansvar for at reformere og styrke den danske samfundsøkonomi. Man tror det ikke muligt, men selv dette massive vælgerbedrag er nu blevet overgået af Villy og Helles politiske pyramidespil om fædrelandets frelse. Vi skal bare arbejde 12 minutter mere om dagen, så er vi alle tilbage i guldkareten. Men lad os nu forestille os en fabrik, der producerer TV-apparater. Produkterne halter teknologisk efter konkurrenterne, salget går stadig dårligere, og fabrikken er på vej mod afgrunden. Hvis firmaet nu følger planen fra S, SF og LO og alle arbejder 12 minutter mere om dagen, vil man snart have oparbejdet et endnu større  lager af usælgelige TV-apparater som eneste resultat. Det er intet problem for erhvervslivet at få medarbejderne til at arbejde mere, når der er pres på ordreproduktion og ekspedition. Finanskrisens indskrumpede verdenshandel har derimod resulteret i slunkne ordrebøger. Her ligger det reelle problem sammen med den kendsgerning, at en betydelig del af vore produkter simpelthen ikke er gode nok til at opnå priser, der kan kompensere for det høje danske løn-  og omkostningsniveau.

12-minutters planen overskrider således klart grænserne for politisk mandatsvig, men det værste er dog, at S, SF og LO har udvist en total ringeagt for danskernes samfundsindsigt og sunde fornuft ved overhovedet at fremlægge sådan noget vås. Budskabet om de ekstra 12 minutter er endda slet ikke rettet til den arbejdende minoritet af vælgerkorpset, men til det flertal, der står uden for arbejdsmarkedet, og som skal bringe Søvndal og Thorning  til magten: »Vi får de arbejdende danskere til at løbe lidt stærkere, så I kan beholde og øge jeres overførselsindkomster. Altså, hvis I næste gang husker at stemme rødt.«

Ikke bare vort økonomiske samfund, men selve det danske folkestyre er i krise, fordi samtlige større og toneangivende partier har nået en fælles opfattelse af borgerne som klienter i en matriarkalsk formynderstat, der gradvis inddrager frihed og selvstændighed til gengæld for illusionen om tryghed og sikkerhed. Men vi har fået lige præcis det samfund, vi fortjener.
For hvem skal vogte vogterne, når fårene er tilfredse med at være får?