Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvem vil ansætte Iben?

Mona Striib Fold sammen
Læs mere

Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde. Så hvis vi bare strammer skruen lidt mere for dem på kontanthjælp, skal de nok komme i arbejde.

Sådan er ræsonnementet hos beskæftigelsesministeren, der vil indføre et nyt kontanthjælpsloft.

Jørn Neergaard Larsens overbevisning er, at mennesker er på kontanthjælp, fordi de ikke er tilstrækkeligt motiveret til at arbejde. Men det bliver de, så snart de får lavere boligstøtte, eller den særlige støtte, de måske får, fordi de har mange børn eller høj husleje, bortfalder. Faktisk kan vi ikke være andet bekendt end at øge deres motivation, skriver ministeren i sin kronik her i avisen 9. februar.

Men ministeren taler mod bedre vidende. For selv om hovedparten af de mange tusinde mennesker, der er på kontanthjælp i dag, gerne vil arbejde og klare sig selv, så er mange ikke i stand til det. Ifølge KL var der sidste år 107.000 mennesker på kontanthjælp. Ud af dem var det kun hver fjerde, som jobcentrene vurderede til at kunne arbejde. Tre ud af fire blev vurderet til ikke at være »jobparat«. Det betyder, at de ikke umiddelbart kan tage et af de mange ledige job, som ministeren siger findes.

Iben er et af de mennesker. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper, men kan ikke arbejde på grund af gigt i rygsøjlen, i benene, i fødderne og flere andre steder i kroppen. Hun har haft diskusprolaps, depression og stress over sit sygdomsforløb. Hun spiser 22 smertestillende piller om dagen og lever alligevel med så store konstante smerter, at det er udelukket, at hun kan klare et almindeligt arbejde. Hun har fået afslag på at få ressourceforløb, og lige nu er hun i virksomhedspraktik fire timer om ugen for at vurdere, hvor meget hun kan klare.

Iben er et af de mange mennesker på kontanthjælp, som ikke kan tage et arbejde. Ikke fordi hun mangler motivation. Men fordi hun er for syg. Alligevel er det usikkert, om Iben vil blive friholdt fra ministerens nye krav om at arbejde 225 timer om året.

For hvis hun med nød og næppe kan klare fire timer om ugen i virksomhedspraktik, vil en ihærdig kommune måske også vurdere hende til at kunne arbejde de knap fem timer om ugen, som de 225 timer svarer til, hvis man fordeler dem over hele året. Hvis hun ikke bliver fritaget for kravet og ikke kan finde et almindeligt arbejde fem timer om ugen, sættes hendes kontanthjælpssats ned.

Men får det mon Iben i arbejde? Og hvor findes den arbejdsgiver, der vil ansætte en som Iben i et helt almindeligt job fem timer om ugen? I FOA støder vi aldrig på sådanne arbejdsgivere.

I FOA tror vi ikke på, at pisk vil give mere motivation. I stedet bliver vi nødt til at forholde os til virkeligheden og se på, hvad vi kan gøre for at hjælpe de tusindvis af mennesker, der er havnet på kontanthjælp, selv om de ikke kan tage et almindeligt arbejde.