»Vi er de 99«. Sådan har det rungede budskab lydt over Wall Street og 951 andre byer verden over. Her er en global protestbevægelse gået på gaden med et simpelt og præcist budskab til deres politikere. De 99 procent af befolkningen er dødtrætte af at betale for en krise, som den ene procent har skabt. De hårdtarbejdende lønmodtagere vil ikke længere holde hånden under de hovedrige finansfyrster. De rigeste må selv betale prisen.

I USA sidder de rigeste helt entydigt på flæsket. Fra 1973 til 2006 steg indtægterne for den ene procent af befolkningen med de højeste indkomster således fra otte til 23 procent af den samlede indkomst i landet. I 2006 var uligheden i USA hermed nået op på et niveau, som ikke var set siden begyndelsen på den amerikanske depression i 1930erne. De økonomiske uligheder har i et historisk perspektiv aldrig været større end i perioderne op til krakket på Wall Street i 1929 og finanskrisen i 2007. Tankevækkende.

På samme måde som indkomst-uligheden har været stærkt stigende i USA, har vi også herhjemme jagtet nye rekorder. Ifølge Eurostat er Danmark det land i Vesteuropa – kun overgået af finanskriselandet Island – hvor uligheden målt på gini-koefficient er vokset mest.
Den økonomiske krise og de stagnerende vækstrater koster samfundet dyrt. Men det grundlæggende spørgsmål er således, hvem der skal betale for krisen, og hvem der skal bane vejen for en ny vækst, en højere produktivitet og en lysere fremtid.

Det politiske svar fra den forrige regering var, at prisen skulle betales af efterlønnere, dagpengemodtagere, starthjælpsmodtagere og de generelt velfærdstrængende. Nedskæringer målrettet mod de mest trængende. Men hvis man konsulterer den danske befolkning, så er svaret et helt andet. I en undersøgelse, som Interresearch har lavet for Cevea svarer henholdsvis 64 procent og 61,5 procent, at det er enten finansfyrsterne eller millionærerne, der skal holde for. Derfor kan det måske også undre en smule at den nye regering så hurtigt har pillet bank- og millionærbeskatning af forhandlingsbordet, mens man samtidig har fundet plads til topskattelettelse?

Den grundlæggende pointe må være, at man kun kan holde en befolkning nede i en vis periode. Derfor må vi også forvente og håbe på, at »Occupy Wall Street« kun er starten på det folkelige opgør med de massive globale og nationale uligheder.