Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvem kan vælgerne stole på?

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

Mange undersøgelser viser i disse år, at vælgerne ikke har det godt med deres selvvalgte repræsentanter. I meningsmålinger skraber politikerne som gruppe tillidsmæssigt konsekvent bunden – lige efter journalister, brugtvognsforhandlere og ejendomsmæglere. Man ser det også i andre målinger, hvor der spørges til navngivne ministre eller partiledere.Her er der kun sjældent en majoritet, der synes »godt«/«meget godt« om de enkelte politikere, og for mangeer der markant flere, der har et negativt end positivt syn på dem – inklusiv både den nuværende og den forhenværende statsminister. Og vælgerne synes i hvert fald i perioder ganske rastløse. Ikke at mange vælgere skifter vilkårligt mellem fløjene, men andelen, der skifter parti fra et folketingsvalg til et andet, er godt fordoblet siden 1980erne.

Der er givetvis mange grunde. Nogle politikere hævder, at det skyldes mediernes fiksering på personer og »skandaler«. Kontra dette påpeger f.eks. professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, på baggrund af 40 års målinger af tilliden til politikerne, at der ikke er nogen synlig sammenhæng mellem skandaler om enkeltpolitikere og tilliden til politikerne generelt. Snarere kan problemet lokaliseres to andre steder: Dels utilfredshed med ført politik – når vælgerne tror, at politikerne vil gøre et, men at disse gør noget andet. Dels udviklingen i samfundsøkonomien – at dårlige tider øger utilfredsheden. En tredje mulighed, der både berører spørgsmålet om skuffelse og »spin«, men som er svært at måle i praksis, er, at vælgerne måske reagerer negativt, når de oplever politikernesom mere interesserede i tomme løfter og spillet på Christiansborg end i reelle resultater.

To aktuelle eksempler fra den forgangne uge kan illustrere perspektivet. Det ene er Venstres og SR-regeringens rammeaftale om en »vækstplan«. Denne blev præsenteret som en stor aftale, der angiveligt vil skabemange nye arbejdspladser. Men der gik ikke mange timer før kritikere kunne påpege særligt to ting: Dels at planen reelt flytter ganske lidt og rykker mindre, både når det gælder kroner og arbejdspladser. Dels at planen ganske bemærkelsesværdigt først og fremmest består i at sænke eller afskaffe et par energiafgifter – indført af bl.a. de selvsamme partier for kun to år siden. Dels at det finansieres ved at hæve indkomstskatten – som man ellers igennem flere forlig netop har prøvet at nedbringe med henvisning til, at den forringer incitamentet til at arbejde (det sidste havde Venstres formand sågar plæderet for ganske få dage før.) Ved energiforliget gennemførte man ét med henvisning til, at det ville skabe vækst; med vækstplanen gør man det stik modsatte og hævder, at det vil medføre det samme.

Det andet er De Konservatives reaktion: Man kan ikke støtte rammeaftalen, fordi man er imod at hæve skatterne. Et reelt synspunkt – men påfaldende stille om det forhold, at netop den »energiforsyningssikkerhedsafgift«, der nu skal afskaffes, blev opfundet af den VK-regering, som partiet selv deltog i, og at man i øvrigt i 2011 sammen med SRSF-regeringen lagde stemmer til at hæve beskatningen af generationsskifter i familieejede virksomheder med præcis de samme argumenter, som man nu kritiserer Venstre for at bruge i forhold til samarbejde med SR-regeringen. Måske er De Konservative kommet på andre, mere borgerlige tanker, men hukommelsen er ikke imponerende.

Nettoeffektener i hvert fald denne, når al partiernes egen selvfremhævelse skrælles væk: »De fire gamle partier« synes ofte at sige et og gøre noget andet.

Det kan næsten kun medvirke til at føde politikerleden.