Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvem hjælper Tarek til en læreplads?

Foto: Dennis Lehmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mød Tarek. Han er 18 årog søger en læreplads som automekaniker.

Tarek ved, at hvis han skal gøre sig forhåbninger om at få en af de eftertragtede praktikpladser, må han være fleksibel, ivrig og ihærdig. Derfor gør han ekstra meget ud af det, når han afleverer sine ansøgninger. Han er velklædt. Teenageskægget er barberet, tonen er høflig, grænsende til det overhøflige, og målet er klart – denne gang SKAL han komme hjem med en praktikplads.

Tarek ved, at det er svært at få sådan en plads i hus, for der er rift om de få pladser, der er. Der er en grund til, at Dansk Industri har iværksat Operation Praktikplads, hvor DI ringer rundt til 1.000 virksomheder for at skaffe flere praktikpladser.

Værkstedsleder Carsten hilser pænt. Tager imod ansøgningen og mumler, at han vender tilbage. Ligesom alle de andre værkstedsledere.

Tarek sætter sig ind i sin bil. Han sætter kursen mod det næste værksted. Han ved, at man med hårdt arbejde når længst i Danmark. Men han ved også, at han skal knokle hårdere end de fleste. Tareks efternavn, som kan være svært at udtale, hans brune øjne, hår og farve er heller ikke just til hans fordel. Men han nægter at være endnu en taberdreng i statistikken som ikke færdiggør sin uddannelse, og han nægter at læne sig tilbage og vente på hjælp. Tarek vil færdiggøre sin uddannelse, og han vil arbejde. Hans telefon ringer: »Desværre, Tar, øøhh, hvad var det nu du hed – Tarib? Vi har sgu ikke rigtig plads lige nu.«

Mange unge har svært ved at finde praktikpladser, ganske enkelt fordi der er for få af slagsen. Men det er et faktum, at Tarek har sværere ved det end Torben. En undersøgelse foretaget af Rockwool Fonden viser, at otte ud af ti konsulenter landet over i større eller mindre grad bliver bedt om at skele til elevernes etniske baggrund, når virksomhederne søger praktikanter til arbejdspladsen. De negative forventninger, som disse unge mennesker mødes af, bidrager med intet godt, men stigmatiserer de pågældende yderligere. Helt generelt bør vores tilgang til disse unge være, at de, der vil, skal have lov – uanset hvilken farve, deres hud bærer.

Konsekvenserne af at holde unge mennesker med anden etnisk baggrund ude af arbejdsmarkedet er alvorlige. Ikke kun for deres selvopfattelse og deres motivation, men i høj grad for Danmark og for vores fællesskab. Etnisk diskrimination er en tabersag for den enkelte virksomhed, der overser stærke nydanske kompetencer, ligesom det er et alvorligt slag for Tarek, Fatima og Abdi, som ikke får mulighed for at være med på arbejdsmarkedet.