Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvem har hørt om fabriksløs produktion? - Det kommer I til

Det bliver stadigt lettere at flytte produktion til andre lande, og det sætter debatten om udenlandsk arbejdskraft i et helt nyt lys. Det er svært at få øje på den reserve af arbejdskraft, som S og DF mener findes.

Kildebrønde Plantage - Polske arbejdere plukker hver sommer jordbær i plantagen. Virksomheder mener, at der er brug for langt mere udenlandsk arbejdskraft i Danmark.. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Carlsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes et fænomen, som måske lyder lidt skørt. »Fabriksløs produktion« hedder det, og det er i stor vækst. Ifølge Danmarks Statistik fyldte det sidste år lige så meget som dansk søfart på det danske BNP-regnskab.

Men for det store flertal der mener, at Danmark skal være et produktionsland i lige så høj grad som vi skal være et videnssamfund, er det ikke nødvendigvis gode nyheder.

Bent Winther Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland.

Begrebet dækker nemlig over, at stadigt flere virksomheder lægger deres produktion i mange lande. Fra 2005 til 2017 er den fabriksløse produktion i Danmark steget fra omkring fem milliarder kroner om året til knap 70 milliarder. Sådan her skrev Danmarks Statistik i sit notat i sidste måned:

»Globaliseringen har skabt nye forretningsmodeller. Selv om man stadig finder traditionelle industrivirksomheder med fabriksfremstilling, udvikling, salg og administration samlet inden for landets grænser, er det blevet mere almindeligt at sprede sig over flere lande. En voksende andel af de danske industrivirksomheder producerer deres varer eller nogle af deres varer uden at have fabrik i Danmark.«

I praksis foregår det ved, at virksomhedernes videnskapital baseret på forskning og udvikling, patenter og rettigheder forbliver i Danmark, mens maskiner og bygninger ligger andre steder. Det danske bruttonationalprodukt vokser som følge af den fabriksløse produktion, men der udbetales færre lønninger.

Den fabriksløse produktion er en udvikling, som er værd at hæfte sig ved, fordi den føjer en meget vigtig dimension til diskussionen om at lukke op for mere udenlandsk arbejdskraft i Danmark.

Et flertal i Folketinget - venstrefløjen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti - blokerer for erhvervslivets og regeringens ønske om at nedsætte den såkaldte beløbsgrænse for at rekruttere medarbejdere fra lande uden for EU.

Ifølge en undersøgelse fra Dansk Industri siger ti procent af virksomheden nej til ordrer, fordi de mangler arbejdskraft.

Men det, der måske snarere sker, er, at virksomhederne gør produktionen i Danmark »fabriksløs«, hvis de ikke her i landet kan få de ansatte, de skal bruge. Og det nye er, at det er relativt nemt. Hvis man har produktion i ti eller 20 lande, kan man flytte rundt i løbet af en eftermiddag.

Det sker som regel glidende og uden det store bulder og brag. Virksomhederne sender ikke pressemeddelelser ud eller stiller op til interviews, når de siger nej til en ordre, beslutter at producere i et andet land, eller får afslag på at flytte medarbejdere fra Asien til Danmark.

Det sker bare.

Nationale følelser

Imens bliver der i Folketinget talt til de mere nationale følelser, når det handler om mere udenlandsk arbejdskraft. Det er som om man befinder sig i en helt anden verden.

»Vi skal tage vores egne først,« siger Dansk Folkeparti. »Arbejdsgiverne er bare ude efter billige kinesere,« siger socialdemokraterne. »Der er masser af ledige at tage af herhjemme,« siger fagforbundet 3F.

Tre udsagn, som det er svært at være uenige i, hvis de altså var rigtige. Er der en stor dansk reserve af arbejdskraft, som man kan kaste sig over, så skal den selvfølgelig udnyttes.

For at besvare det, må man kigge på en masse tal, som Dansk Industri har offentliggjort i en analyse. Vi begynder fra toppen. Der bor 3,5 millioner mennesker i Danmark mellem 20 og 66 år. Heraf indgår 2,4 millioner i arbejdsstyrken - de er enten i arbejde eller jobparate ledige.

I dag opfattes ledigheden som lav og de ledige kommer hurtigt i job. Disse registrerede ledige er altså ikke nogen egentlig reserve, men for langt de flestes vedkommende blot på vej fra det ene job til det andet.

Men udover de 2,65 millioner aktive fuldtidspersoner, er der omkring 850.000 passive fuldtidspersoner mellem 20 og 66 år, der eventuelt kunne udgøre en reserve. 550.000 af dem er på offentlig forsørgelse, mens 300.000 ikke modtager nogen form for ydelse. Nogle er ved at skifte job, venter på studiestart, holder sabbatår, er gået tidligt på pension for egne midler eller forsørges af ægtefællen.

Andre har valgt at arbejde fast på deltid for at få bedre tid til børn eller fritid. Det er svært at forestille sig, at der er nogen nævneværdig reserve her, fordi fravalget af et job er frivilligt.

»Det sker som regel glidende og uden det store bulder og brag. Virksomhederne sender ikke pressemeddelelser ud eller stiller op til interviews, når de siger nej til en ordre, beslutter at producere i et andet land, eller får afslag på at flytte medarbejdere fra Asien til Danmark.«


Ud af de knap 550.000 på offentlig forsørgelse er 186.000 på efterløn eller pension og ikke umiddelbart til at få i job. Af de 362.000 personer, der er tilbage, modtager de 275.000 førtidspension. Det er personer med helbredsproblemer eller andet, som ikke kan arbejde i særlig stort omfang..

Den sidste gruppe er de passive modtagere af kontanthjælp og integrationsydelse. De udgør 87.000 årsværk og er personer, der ikke betragtes som jobparate og derfor i dag ikke regnes for en del af arbejdsstyrken.

Dem vil man i et vist omfang kunne presse, lokke, efteruddanne til at komme ud på arbejdsmarkedet. Men det er ikke nogen overvældende stor eller velkvalificeret reserve.

Til sammenligning arbejdede 125.588 østeuropæere sidste år i Danmark. Og i Europa er der kamp om de ledige, som bliver sværere at få til at flytte sig, fordi der er vækst og job at få i deres hjemlande. Derfor satser flere virksomheder på fabriksløs produktion.

Spørgsmålet er, om det forvandler Danmark til alene at være det videnssamfund, som mange politikere og debattører advarer imod.

 

.