Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Vold, opløsning, utryghed og parallelsamfund. Hvem har ansvaret for, at det multikulturelle eksperiment er faldet uheldigt ud? At der er store problemer med indvandrere, der ikke er integrerede? Det mener Marianne Jelved, at de borgerlige partier har. En helt vild påstand. Men spørgsmålet er mere relevant end nogensinde. Jelved har nemlig ret så langt, at der er et ansvar, og at vi bør placere det.
Det umiddelbare svar er, at vi har fået et begyndende multikulturelt samfund, fordi tilpas stærke ideologiske kræfter har ment, at det var en god idé. Fordi vi har ført en udlændingepolitik, hvor vi har skelnet mere til principper, åbenhed og abstrakt humanitet, end til hvad der reelt set var godt for Danmark. Det var ikke krig, fattigdom eller menneskelig lidelse, der var årsagen til den problematiske indvandring. Det var politik. Ligesom det er en politisk beslutning at fortsætte asylgivning, familiesammenføring med videre. Politik har konsekvenser.
I alle mulige andre sammenhænge er vi gode til at placere ansvar, til at spørge »hvem« og »hvorfor«, pege fingre og afkræve svar. Ikke mindst venstrefløjen gør det med store dele af medierne som velvillige kolportører.
Men når det drejer sig om den politik, der står til at ændre Europa for altid – demografisk, kulturelt, civilisatorisk, religiøst, tryghedsmæssigt, er der ingen »hvem« og »hvorfor« i den offentlige debat. Og hvorfor mon?
Det er ellers ikke særlig svært at besvare spørgsmålet: ansvaret har de, der kæmpede for at åbne grænserne, og de, der faktisk gennemførte det. Ansvaret for det morads, vi europæere deler i dag, ligger hos dem, der ville have multikulturen. Det var og er dem, der afpressede menigmand moralsk til ikke at beskytte det nære og kendte. De sidder i politik, i medier, i kulturliv og ikke mindst i akademia, hos »eksperterne«, der altid insisterer på at »vi« intet kan stille op mod den store verdens ankomst.
Men ansvaret er der, også selv om det er fordelt på mange hænder. Det politiske ansvar her i landet sidder ikke mindst Marianne Jelved og hendes parti med, afgørende som det var for at tvinge grænserne åbne og lukke enhver konstruktiv debat ned med racismeanklager. Dertil skal, selvfølgelig, lægges de mange medløbere i både rød og blå blok, som har ført politik, der var og er farlig for Danmark. Som regel med loyaliteten helt åbent deponeret i EU, som er en afgørende faktor i parallelsamfundenes mulighedsbetingelser på kontinentet.
Ansvaret er der. Og det er vigtigt at tale om, fordi prisen, vi alle betaler for det store eksperiment, kan være mere, end vi har at give af.
Jelveds forsvar for sin rolle i denne uhyrlige udvikling er, at hun har haft begrænset ansvar siden 2001. Det er selvfølgelig rigtigt, at integrationen kun er gået den forkerte vej, siden Marianne sad i regeringen. Ligesom den er gået den forkerte vej i alle andre vesteuropæiske lande. Men er Marianne Jelved virkelig så gammelkone-megaloman, at hun tror, at radikal sødsuppe ville have medført en anden udvikling?
Svaret er naturligvis, at den destruktive kurs allerede var lagt længe inden 2001. Integrationen finder ikke sted. Den går dårligere år for år. Og vi kigger desperat til vores naboer for at konstatere, at det sagtens kan gå endnu værre.
Vi har fået et problem, der forekommer uløseligt. Det er Marianne Jelved og hendes åndsfællers arv til Danmark og til Europa.