Uha. Angsten breder sig rundt om i de små hjem, efter at Beredskabsstyrelsen tidligere på ugen offentliggjorde en rapport, der tegner et helt nyt trusselsbillede mod Danmark.

Pludselig skal vi forholde os til solstorme, cyberangreb og ekstremvejr. Politikerne skal finde ressourcer til at bekæmpe svinepest, fugleinfluenza og sygdomme, mens forsikringsselskaberne gyser ved udsigten til at skulle dække alt fra oversvømmede kældre til nedsmeltning af bankernes it-systemer.

Hvor forsvandt alle de velkendte trusler hen? Det simple fjendebillede, hvor fjenden er fysisk – gerne i kampuniform og udstyret med maskingevær, håndgranater eller måske et enkelt missil?

Hvad enten det var Den Kolde Krigs psykologiske krigsførelse mod Sovjetunionen eller Vestens krig mod Islamisk Stat, var der tale om fysiske fjender af kød og blod. Truslen var menneskelig og repræsenterede dermed – på godt og ondt – et menneskeligt rationale.

Hvis det trusselsbillede, der tegnes i Beredsskabstyrelsens rapport står til troende, er der nok tale om menneskeskabte trusler, men det er ikke længere mennesker, der er fjenden. Truslerne opstår, fordi vi i vores iver efter at løse én slags problemer ofte kommer til at skabe nogle nye – og værre. Nukleare ulykker, højvirulente sygdomme og smeltende poler er således konsekvenser af menneskets virketrang og ærgerrighed.

Og angstens sved begynder for alvor at pible, når de utilsigtede konsekvenser bliver så store og uoverskuelige, at de forekommer uden for vores kontrol. Så begynder man at savne den klassiske fjende, der enten kunne knuses militært eller som var til at forhandle med. Selvom det 19. og 20. århundredes krige krævede forfærdelige ofre, blev de dog afsluttet inden for en overskuelig årrække, netop fordi de blev ledet af mennesker, der var i besiddelse af en magt, som kunne stoppe blodsudgydelserne.

De nye fjender er helt anderledes. Kompleksiteten, uforudsigeligheden og konsekvenserne forekommer uendeligt større og dermed også mere skræmmende. Det kan derfor godt være svært at mønstre mere end en skuldertrækning over for Putins spionage mod Trump, der jo nærmest forekommer som et par gulnede sider i en Le Carré-roman, når smeltende poler og solstorme truer med at lægge kloden øde.

Det nye trusselsbillede vidner først og fremmest om et kontroltab. Hvor den enkelte borger tidligere måtte have tiltro til, at kongen eller staten havde kontrol med situationen og var i stand til at afslutte en krig eller gøre en ende på truslen, kan det ærlig talt være svært at se, hvem der har kontrollen i dag. Når USA og Rusland kæmper om at være verdens stormagt, forekommer det stort set ligeså omsonst som når italienske renæssancefyrster i 1300-tallet udkæmpede små-fighter, mens pesten dræbte en tredjedel af befolkningen.

Beredskabsstyrelsens rapport gør os bange og usikre, fordi den minder os om, at en del af det, vi selv har skabt, er kommet ud af vores kontrol.