Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvem der havde været en flue på Marienborgs vægge

Velkommen til mit borgerlingske-nyhedsbrev #42, hvor jeg forsøger at gøre dig klogere på den måske vigtigste årsag til, at alt står i brand omkring regeringen på grund af en så lille sag som store bededags afskaffelse.

Lars Løkke Rasmussen (M), Jakob Ellemann-Jensen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S) under mødet i Folketingssalen, hvor statsministeren kom med en redegørelse, tirsdag 17. januar 2023. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man ville gerne have været en flue på væggen dér under regeringsforhandlingerne på Marienborg. Hvem fik, eventuelt henover rullepølsemadder og kaffe, hvem ved, den geniale idé at besejre Putin ved at afskaffe store bededag?

Hvem var det, der rakte fingeren i vejret og muligvis sagde: »En helligdag!«, da man nåede frem til, hvordan man skulle finansiere at rykke styrkelsen af Forsvaret nogle år frem.

Hvordan forløb diskussionen, hvor hurtigt blev alle enige i den utvivlsomt lille kreds af toppolitikere og deres nærmeste rådgivere, som må have været til stede, da det nu berygtede kryds mellem store bededag og forsvaret blev tegnet? Forestillede man sig mon, at man havde fundet frem til en rigtig vindersag?

Under alle omstændigheder foregik det i det mest lukkede af alle lukkede rum. Hvilket sandsynligvis er årsagen til, at den dybest set lillebitte beslutning om at ofre forårets mindst bibelnære helligdag er kørt sådan af sporet for den nye SVM-regering, at indsigtsfulde folk som kommentator Michael Kristiansen i Berlingske forleden spåede, at balladen kan føre til den spæde regerings fald.

Det lukkede rum. Magtrummet. Hvor store beslutninger tages. I dette tilfælde, som i andre kritiske situationer, uden at offentligheden var forberedt. Uden at de væsentligste interessenter blev inddraget. Uden forhandlinger med Folketingets øvrige partier, og de er som bekendt mange. Ni styks, intet mindre.

Forslaget, der med skabelsen af en flertalsregering reelt var en beslutning, kom bare springende uventet ud som en lille gnist fra regeringsgrundlaget, da det blev offentliggjort i midten af december, og siden ulmede det videre, antændte småbrande, bredte sig i alle retninger, og lige nu er det som om, alt står i flammer omkring regeringen.

Derfor, kære borgerlingske-læser, er jeg modvilligt nødt til at bruge endnu et nyhedsbrev på kvababbelser over bededagskrisen. Jeg håber, du tåler det.

Nyrups afsporing

Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da han i 1998 fremlagde det efterlønsindgreb, der kom til at ride ham og Socialdemokratiet som en mare. Fold sammen
Læs mere
Foto: KELD NAVNTOFT.

Magtens lukkede rum. Det kan være, du bliver træt i hovedet, når jeg igen begynder at snakke om det, for er jeg ikke endnu en irriterende chefredaktørtype, der bare gerne vil snage nyfigent i de politiske processer?

Det er jeg muligvis, men min bekymring er nu ikke alene på egne, men også på dine vegne: Politiske beslutninger, der tages i al hast af alt for få mennesker i alt for lukkede rum, risikerer at føre til de værste afsporinger. I små sager som i store. Behøver jeg sige mink?

Et historisk eksempel på, hvor galt det kan gå, når ingen er forberedt på, hvad politikere finder på i mere eller mindre natlige forhandlinger i lukkede rum, er Nyrup-regeringens katastrofale efterlønsindgreb i november 1998.

Ikke at det var en forkert beslutning at beskære efterlønnen. Tværtimod, hvis du spørger mig. Men måden det foregik på … Uhauhauha, der er en lektie at læse på, som Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen vist har forsømt.

Ved valget tilbage i marts samme år, hvor Nyrup og S som bekendt kun sikrede sig regeringsmagten på Venstre og Uffe Ellemann-Jensens bekostning takket være nogle få hundrede stemmer i Fuglefjorden på Færøerne, havde Nyrup i valgkampen udstedt en efterlønsgaranti til vælgerne. De forstod det som om, efterlønnen ikke ville blive rørt overhovedet.

Men hen over sommeren skiftede den daværende socialdemokratiske finansminister, Mogens Lykketoft, holdning: Udgifterne til efterlønnen eksploderede. Det var nødvendigt at gribe ind og beskære retten til den.

Nyrup blev dog hen over de selvsamme måneder ved med at gentage garantien ved diverse lejligheder, hvorfor det kom som en bombe for offentligheden, der som bekendt er lig med den danske befolkning, da man efter tophemmelige sonderinger og dybt fortrolige møder kun med få personer til stede i forbindelse med finanslovforhandlingerne sidst på året meldte efterlønsindgrebet ud. Weekendavisens Hans Mortensen er en af dem, der i sin bog »De Fantastiske Fire« om magtgenerationen af socialdemokrater bestående af Nyrup, Auken, Lykketoft og Bjerregaard skildrede forløbet:

»Den 24. november hen på aftenen kom den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører Poul Erik Dyrlund forpustet ind på den del af Christiansborgs tredje sal, hvor han sammen med en række partifæller havde kontor.

'Bliv på pladserne. Nu klapper de til efterlønnen', råbte han.

Udbruddet fra en mand, der i kraft af sit ordførerskab burde have siddet centralt i forhandlingerne, vidner om, hvor snæver kredsen omkring indgrebet var. Den socialdemokratiske folketingsgruppe og hovedparten af ministrene blev holdt i uvidenhed til det sidste. Hovedparten af de socialdemokratiske folketingsmedlemmer hørte første gang om indgrebet i TV-Avisen og stod derfor uforberedte, da balladen brød løs. Det gjorde den efter godt et døgns stilhed.«

Hvor 35 procent af vælgerne i marts havde stemt på Socialdemokratiet, stod partiet i december 1998 i målingerne til under 20 procent, og statsminister Nyrup måtte beklage, at befolkningen aldrig var blevet ordentligt orienteret. Inddraget. Forberedt.

Ingen var forberedt

LAs leder, Alex Vanopslagh, efter at ni partier meldte ud, at de går sammen og afviser regeringens krav om bededag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Som bekendt var også regeringsforhandlingerne i november og december 2022 omgivet af det allerstørste hemmelighedskræmmeri.

Det er muligvis uundgåeligt, at det måtte være sådan, men det betyder også, at ingen havde forberedt hverken vælgere, fagforeninger, folkekirken eller Folketingets ni partier i de to oppositioner på det lille, men kontroversielle valg om store bededag, som nogle traf – muligvis en sen nat over rullepølser og kaffe på Marienborg, vi ved det ikke, men under alle omstændigheder givetvis i en meget snæver kreds.

Det er formentlig en stor del af grunden til, at den lille gnist fra regeringsgrundlaget nu er blevet til en potentielt ukontrollabel ildebrand for den nye regering, der møder foragt, kritik, protester og beskyldninger fra snart sagt alle retninger. Inklusive alle øvrige partier i Folketinget, der nu har vendt regeringen ryggen forud for de kommende forsvarsforhandlinger.

Hvis du vil vide, hvorfor vi også i medierne med jævne mellemrum problematiserer magtens lukkede rum, så findes svaret her. Hvis du vil forstå argumenterne for, at vi skal have en mere åben offentlighedslov, hvor borgere og medier kan få større indsigt i de politiske beslutninger, og det faglige og saglige grundlag for at tage dem, så læs med her. Det handler ikke kun om pressens arbejdsvilkår.

For lukkethed gør måske beslutningerne nemmere at tage. Men lukkethed gør dem samtidig potentielt sværere at gennemføre på ordentlig vis.

Kobles lukkethed med hast, sådan som det også gælder for store bededags-beslutningen, øges risikoen for, at noget går helt, helt galt. Enten med den folkelige legitimering og dermed tilliden. Eller med kvaliteten af en lov. Eller i værste fald begge dele.

Intet er lært

Det tristeste ved bededagskrisen er derfor næsten, at regeringen ikke synes at have lært noget af de sidste års alt for mange gigantiske beslutninger med næsten ubegribelige konsekvenser for mange danskere taget af alt for få magthavere i alt for lukkede rum. Ikke mindst i coronatiden.

I den rapport om håndteringen af den første del af pandemien, som Folketinget bestilte, og som professor Jørgen Grønnegaard Christensen forestod udfærdigelsen af, stod der ellers sort på hvidt, hvad der kan ske.

Her konkluderede udredningsgruppen, at de kvalitetssvigt, der kan opstå ved kombinationen af vidtgående beslutninger i meget centrale, lukkede rum, og hastebehandlinger der ikke tog hensyn til Folketingets normale procedurer, »på det lange sigt risikerer at bidrage til undergravning af tiltagenes demokratiske legitimitet i borgernes øjne.«

Det burde den nye regering have genlæst. Men det gjorde man ikke. Den splittelse og mistillid, der opstår ud af den form for magtudøvelse, er følgelig heller ikke i denne omgang alle andres skyld: Den kritiske offentlighed, de protesterende partier og fagforeninger (omend de i denne uge trak den rigeligt langt), den tromlede kirke eller den gispende danske model.

Det er regeringens skyld. Og det er endnu et skoleeksempel på, hvorfor lukkethed ikke gavner nogen. Heller ikke dem, der har magten og for nemhedens og effektivitetens skyld lukker sig inde med den. Ej heller selv om de føler, de har retten til det, fordi de har flertallet.

Et andet perspektiv på de unge

Jeg bruger altid mit nyhedsbrev på at gøre reklame for noget af alt det andet godt, Berlingske også har til dig, og denne gang vil jeg gerne anbefale et interview, som Berlingskes Mads Bager Ganderup i den forløbne uge lavede med den afgående rektor for Gefion Gymnasium, Birgitte Vedersø, der efter 23 år nu har valgt at forlade sit job.

Gymnasierektor på Gefion Gymnasium Birgitte Vedersø stopper efter 23 år som gymnasierektor for at blive selvstændig konsulent – og har i den forbindelse nogle interessante ting at sige om unges mistrivsel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Der tales og skrives uendeligt meget om unges mistrivsel i disse år. Men Birgitte Vedersø har et andet perspektiv på debatten, som jeg egentlig synes er forfriskende.

Hun opfordrer til at skelne mere mellem de unge, der er regulært syge af mistrivsel, og så almindelige unge, der blot slås med alle de problemer, der hører alderen til – og altid har gjort det. Om de »almindeligt usikre« unge siger Vedersø:

»Der er en risiko for, at vi sygeliggør dem. Og det bekymrer mig.«

Hvorfor?

»At vi har en stor gruppe reelt syge smitter en smule af på ellers almindelige unge, som bare er unge og usikre. Det hører med til at være teenager, at man er søgende og helt overbevist om, at man er den mindst succesrige person i hele verden, og at alle de andre har flere venner,« siger hun.

»Det er faktisk rigtig vigtigt at sætte fokus på, for de almindeligt usikre kommer til at stjæle billedet fra de syge.«

Det synes jeg er en god og interessant observation fra en, der kender de unge.

Vores mund er lukket

Tilbage er kun ugens sang, og den måtte jo handle om hemmeligheder, ganske vist af en anden karakter end dem, man finder ved politiske forhandlinger (for nu at sige det mildt).

Derfor overlader jeg nu resten af din tid her i nyhedsbrevet til The Go Go’s og deres stærkt smittende singlehit fra 1980, »Our Lips Are Sealed«.