Som bekendt bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Således også med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der for nylig har indviet omverdenen i, at »den første krone, jeg har til at sætte indkomstskatten ned, vil jeg gerne bruge i bunden«. Dermed sparker han en åben dør ind, for er der noget, regeringen også er optaget af, så er det, at det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor betyder regeringens skattereform også, at det fremover bedre kan betale sig at tjene sine egne penge end at være på understøttelse for 995 ud af 1.000 lønmodtagere.

Men under skatteforhandlingerne var et af Venstres hovedkrav at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat, først til én million kr., siden ’kun’ til 750.000 kr. – men uanset hvad, betragteligt højere end regeringens udspil.

Dengang var Løkkes fokus dem, der tjener »gode penge«. Den slags er jo ikke gratis og ville ifølge Finansministeriet betyde, at en enlig lavtlønnet LOer i lejebolig ville miste over 1.200 kr. af regeringens planlagte skattelettelse, mens en enlig direktør i ejerbolig i stedet ville få mangedoblet sin skattelettelse til næsten 30.000 kr.

Om Venstres skattepolitik ved vi derudover, at banker og olieselskaber bør have del i den selskabsskattelettelse, der ellers blev målrettet produktionsdanmark. Ligesom Venstre i en uskøn alliance med olielobbyen stædigt modsatte sig, at udvalgte olieselskaber fremover skal betale det samme i skat for nordsøolien som fx danske Mærsk. Og endelig ved vi, at Venstre under forhandlingerne om vækstplanen mest er optaget af at afskaffe arveafgiften for millionærarvingerne til ejerne af landets virksomheder

Hver eneste gang, Venstre har deltaget i skatteforhandlinger med regeringen, så har man krævet skattelettelser for de velstillede, for bankerne, for olieselskaberne og for millionærarvingerne. Ikke én eneste gang har man fra Venstre fået præsenteret forslag om at bruge pengene »i bunden«, ligesom det for vennerne i Liberal Alliance og hos de Konservative vist er vigtigst at afskaffe topskatten helt. Derfor skal det blive spændende at se, hvor Venstre finder pengene til sine idéer. Formode må man, at offentlig nulvækst skal veksles til skattelettelser, men så længe Venstre påstår, at der ikke bliver færre offentligt ansatte, så hænger regnestykket simpelthen ikke sammen.

Det ville unægtelig styrke troværdigheden om Venstres pludselige omsorg for de lavestlønnede, hvis de flotte ord blev fulgt op af en sammenhængende plan, der også gør det klart for folk, hvor pengene skal komme fra. Det er næppe interessant for en sygeplejerske at blive stillet en skattelettelse i udsigt, hvis hun ender med en fyreseddel – og mon metalarbejderen er interesseret i en 50’er ekstra om måneden, hvis prisen betales af hans børn i form af færre pædagoger eller en dårligere skole.