Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvem af de 720.000 offentligt ansatte er Godtfred Lund fra »Matador«?

De mange skandaler i den offentlige sektor bør give fornyet debat om de offentligt ansattes inderste motiver.

»Hvad driver dog disse mennesker, der går på job i stat, region eller kommune?« spørger Asmus Leth Olsen efter de mange skandaler i den offentlige sektor. Foto af Britta Nielsen, tiltalt for svindel i Socialstyrelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: SIPHIWE SIBEKO

Byrådssekretær Godtfred Lund fra TV-serien »Matador« er en af de mest kendte eksempler fra fiktionens verden på en korrupt embedsmand i Danmark. Han har længe taget af kassen i Korsbæk, og får mod gunstige bank- og kreditforhold også et notat på et grundstykke til at forsvinde til gavn for Mads Skjern, der vil bygge en fabrik.

Den offentlige sektor fylder ikke meget i TV-serien, men den privatpraktiserende hospitalslæge, doktor Louis Hansen, er nok det tætteste, vi kommer på Godfred Lunds modstykke. Han er ekstremt pligtopfyldende, selvopofrende og bryder kun regler, hvis det tjener et højere altruistisk eller samfundsbevarende formål, f.eks. at bruge sygesengen til modstandskamp under besættelsen.

Vi afsluttede 2019 med endnu en håndfuld sager, der fik den ellers ærlige samfundsborger til at tænke, at der måske er flere som Godtfred Lund, end vi lige går og tror: Offentligt ansatte under mistanke om snyd og svindel, og som et godt stykke hen ad vejen slipper af sted med det, fordi vi opdager det så sent. Vi fik endnu en skidt sag i Forsvaret, der kommer ovenpå en række andre sager, der har lagt sig i slipstrømmen på Britta Nielsen-sagen fra efteråret 2018.

Det rejser det naturlige spørgsmål om, hvem de offentligt ansatte mon er, og om de vil samfundet det bedste. Hvad driver dog disse mennesker, der går på job i stat, region eller kommune?

Asmus Leth Olsen Fold sammen
Læs mere

Offentligt ansatte kommer i mange udgaver

Forskerne har mange bud på den offentlige sektors sande væsen. Det hele begyndte med tyske Max Weber, der troede meget på, at klare regler for formel uddannelse, rekruttering, avancement og livstidsansættelse nok skulle sikre nogenlunde ordentlig adfærd i bureaukratiet.

Senere kom teorier om den rationelle og selviske embedsmand, der skal overvåges og tilskyndes til  at gøre det rigtige. De offentligt ansatte gør ikke nødvendigvis, som vi gerne vil have, og er derfor ikke så rasende meget anderledes end andre mennesker. Nobelprisvinderen Herbert Simon byggede lidt psykologisk teori på modellen, og fik os til at se mere på, hvordan der faktisk træffes beslutninger i offentlige organisationer end hvis kage, der meles.

Forskeren Anthony Downs gav os fem arketyper, der med en lidt fri dansk oversættelse udgør karriererytteren, tryghedsnarkomanen, fanatikeren, advokaten og statsmanden. De fleste af disses motiver er givet af navnene, og den sidste af dem er den, som embedsmændenes og min egen fagforening, DJØF, helst vil markedsføre sig under: Embedsmanden som den noble statsmand, der altid lader de brede samfundshensyn råde over alle beslutninger.

Seneste skud på stammen er et forsøg på at genoplive Charles Darwins bureaukrat. Hun er, som alle andre individer, evolutionært disponeret til at bekymre sig om, hvordan andre mennesker tænker om hende. Det betyder, at hun er selvisk eller altruistisk alt efter, hvornår andres øjne hviler på hende. Man må gerne være selvisk, så længe andre ikke opfatter en sådan.

Alle eller ingen i debatten

Mulighederne er altså mange, når vi kigger på de 720.000 offentligt ansatte i Danmark. Den forskningsmæssige helgardering er derfor, at offentligt ansatte kan tillægges forskellige motiver, og at disse motiver kan variere mellem lande og sektorer. Forskeren Julian Le Grant skelner mellem altruistiske riddere og egoistiske landsknægte. Vi er altså tilbage ved Louis Hansen og Godtfred Lund igen.

Den offentlige debat er både mere ultimativ og mere skizofren, når det gælder opfattelse af de offentligt ansatte. Nogle gange trækkes der blot kynisk på skuldrene, når en skandale kommer frem. Reaktionen er ofte, at Danmark afslører sig som korrupt præcis som de fleste andre lande i verden. Vi er ikke et hak bedre!

Andre dage begrædes mængden af kontrol, evalueringer og skemaer, der skal udfyldes. Man kan næsten stille sit ur efter, at den debat vender tilbage mindst én gang om året. Typisk underbygget med en øjenvidneberetning af en ridderlig sosu eller andet tappert personale fra et af de bløde velfærdsområder. De vil jo bare udføre deres arbejde! Men så kommer der en ny skandale, og så skal vi igen minde hinanden om, at der faktisk mangler kontrolfunktioner.

Vi må stadig holde fast i, at Danmark ikke er Somalia, når det gælder korruption. Alligevel bør de mange sager kalde på lidt eftertanke. Måske er problemet, at vi har troet, at ridderne altid sidder på toppen, mens landsknægtene kravler på gulvet. De findes formentlig begge på alle niveauer.