Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad ved en minister om luksus for en familie på kontanthjælp?

»Som om det nogensinde har hjulpet nogen at få at vide, at de burde kunne selv, når de stadigvæk ikke kan.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen Fold sammen
Læs mere

På søndag begynder adventstiden. Så sender Kirkens Korshær indsamlerne ud med raslebøsser. For første gang siden 1938 samles der ind til fattige i Danmark. Det gør der, fordi fattigdommen stiger trods regeringens afskaffelse af fattigdomsgrænsen. Kontanthjælpsloftet og den lave integrationsydelse har fået de almene boligselskaber til at råbe vagt i gevær. Antallet af huslejerykkere er ni procent højere i år end sidste år, snart ser vi konsekvenserne i form af mennesker, der sættes på gaden.

Socialrådgiverforeningens formand udtalte til Information, at forringelserne vil betyde, at tusinder af børnefamilier fastholdes i »langvarig og ekstrem fattigdom«. På Børns Vilkårs hjemmeside kan man læse »… som børneorganisationer føler vi os dybt forpligtede til indtrængende at advare mod konsekvenserne af de nye, fattigdomsskabende ydelser.«

Det er slemt, når børn skal bære voksnes bekymringer. Det giver en barndom fuld af pinagtig bevidsthed om at være uden for fællesskabet. Jul på klods og januar i helvede. Er man i tvivl om her og nu-konsekvenserne, kan man slå et smut forbi facebook-gruppen Næstehjælperne.

Afstanden er blevet mindre

En reform-ramt mor uden familienetværk skriver, at bare et julekort til hendes søn vil gøre ham glad. Civilsamfundet træder til, hvor staten svigter, almindelige borgere føler sig mere forpligtede til at hjælpe end dem, der klipper hullerne i det sikkerhedsnet, det har taget årtier at væve. Der er nul politisk vilje til at lytte til eksperter og dem, der ser konsekvenserne på nært hold. Afstanden mellem middelklasse og et liv på bunden er blevet mindre.

Kløften mellem rig og fattig er til gengæld ubegribelig stor. Sygdom og arbejdsløshed kan ramme enhver, ingen kan længere vide sig sikker på, at nogen griber den, der snubler.

Vores social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) udtalte for nylig til Politiken, at »Et liv på kontanthjælp er ikke et liv i luksus«.

Arrogancen er ubærlig – gad vide, hvad en minister overhovedet ved om luksus for en familie på kontanthjælp? Fattigdom er ikke bare fattigdom. For de hårdest ramte er det ikke en overgangsfase, men et livsvilkår. Det sætter sig som en varig følelse af mangel og utryghed hos børn og voksne. Stress og underskud afregnes kontant i mere sygdom, flere sociale vanskeligheder og mere armod over hele linjen.

Ikke kun formuer går i arv: Børn født i hjem med bøger får højere uddannelser. Børn, som vokser op i fattigdom, må kæmpe hårdt for at komme på fode.

Selv om en del af det velbjærgede segment gerne vil tro det, er lighed ikke noget, vi fødes til, men noget, vi som samfund gør klogt i at efterstræbe. For hver gang et menneske tabes på gulvet, bliver vores samfund lidt fattigere. I kroner og øre, ja. Og i medmenneskelighed især.

Det gode og lige børneliv skabes ikke ved at beskære daginstitutioner, skoler, kommuner, uddannelsessystem, forebyggelsesinitiativer og psykiatri. At lade de stærkeste skuldre bære mest handler hverken om tag-selv-borde, pengetræer eller pivåbne kasser.

Fattigdom udryddes ikke ved de velbjærgedes hoverende tante-råd om at smøge ærmerne op og spise havregrød. Som om det nogensinde har hjulpet nogen at få at vide, at de burde kunne selv, når de stadigvæk ikke kan. Og tag det for pålydende fra en, der selv er vokset op i den nordsjællandske guld-ghetto: De rige skal nok klare sig. Også hvis de skal betale lidt mere for deres biler.

  • Anne Lise Marstrand-Jørgensen er forfatter.